91-årig har mistet alle omkring sig: - Jeg har min alenedag. Hver dag

Klemt inde mellem tre huse i et villakvarter i Herlev ligger et gult murstenshus. Ved indgangen til indkørslen hænger det, der engang var en rød metallåge. Nu er lågen mere falmet lyserød end rød - afbleget af mange års brug og solskin.

For at komme op til husets hoveddør skal man langs to nabogrunde gå cirka 30 meter på en grusvej, hvor der om sommeren vokser græs.

Det her er historien om 91-årige Gunnar Jørgensen. Han har levet et langt liv, der har været fyldt med kærlighed, glæde, familie og venner. I de senere år dog mere af sorg, tab og ensomhed, for i dag har Gunnar Jørgensen ikke flere tilbage.

- Jeg har min alenedag. Hver dag

Turen gennem den røde låge og langs de grønne hække op ad indkørslen til den brunmalede hoveddør har Gunnar Jørgensen, hans kone og parrets fælles søn gået mange gange i løbet af de 32 år, hvor Gunnar Jørgensen har boet i det gule murstenshus.

Men de sidste 14 år har den nu 91-årige Gunnar gået der alene. For med tiden er venner, familie, hustru og søn faldet bort, og i dag er Gunnar alene. Så alene, at ensomheden ofte er det eneste, der banker på døren.

Eller som Gunnar Jørgensen siger:

- Ensomheden banker ikke på, så jeg ved ikke, hvornår den kommer. Den prøver ikke at komme ind, for den er der jo.

Der er nemlig ikke noget galt med hovedet - også selvom den 91-årige nogle gange skal lede efter de rigtige ord.

- Men det er dejligt at prøve at forsøge at finde de rigtige ord og de rigtige meninger. Det er ikke så nemt en gang i mellem.

Ord kan være svære, fordi der i Gunnars hverdag ikke falder mange af dem. Jo, når hjemmeplejen kommer på besøg hver formiddag for at lave morgenmad. Men ellers er Gunnar Jørgensen oftest alene hele dagen.

- Dagligdagen er jo i høj grad et mønster. Dem, der går på arbejde og dem, der har familiedage - og jeg har så min alenedag. Hver dag.

Det gør ham ikke så meget, for som han selv siger, så er han forholdsvis god til at være alene. Han har de gener, som gør, at han sjældent keder sig, siger han.

Alligevel trænger følelsen af ensomhed sig på.

- Jeg savner nogen, der kommer her – de behøver ikke være her længe, men bare de kommer, siger den aldrende mand, der blev født midt under den verdensomspændende krise i 1930.

- Mit gemyt er følsomt, så små ting – set udefra – rører mig.

Familie, venner og naboer er døde

Udover det daglige besøg fra en hjemmehjælper, får Gunnar Jørgensen besøg af slægtninge, der bor i Holbæk. De kommer på besøg cirka hver anden eller tredje måned – eller tager ham med på en tur rundt på Sjælland.

Gunnar har også en veninde, som han af og til får besøg af, og så taler han i telefon med nogle veninder, som han har mødt gennem et af ældrecentrene i byen.

- Jeg har en 100-årig veninde – det er meget spændende.

Men så er der heller ikke flere. Gunnar Jørgensens elskede kone gennem 50 år, Gudrun, døde i 2006 efter to års sygdom. Og i 2015 døde hans søn Michael i en alder af 57 år. Samtidig er vennerne langsomt faldet bort.

- Især i løbet af de sidste fem til syv år er de forsvundet. De kunne godt have levet lidt længere. Det kunne de godt.

Naboerne ser han heller ikke meget til.

- Det gjorde jeg engang. Det gør jeg ikke mere. Dem, som vi kom sammen med, er døde og borte. Da vi kom hertil i 1988, havde vi naboer og venner i kvarteret – vi fejrede fødselsdage og andet. Det er trist. Det giver én fornemmelsen af, at man er alene.

Passion gennem 70 år får hverdagen til at gå - og sætter sindet i gang

Tiden mellem de få besøg og opkald går med Gunnar Jørgensens 70 år lange passion, musik. Og ikke bare hvilken som helst musik, men rigtig musik, som han siger – jazz, klassisk musik og folkemusik.

- Jeg elsker musik. Jeg har en kæmpe cd-samling, og den har jeg stor fornøjelse af.

Samlingen er så stor, at den fylder et helt værelse i huset, hvis rum alle fortæller om et langt liv.

Ved siden af en hospitalsseng, som står i et andet rum, og som Gunnar lige nu er bundet til på grund af sygdom, ligger fast de store høretelefoner og den gammeldags walkman. På den hører han musik, for han kan med sine egne ord ikke gøre noget ved, at han føler sig ensom. Men han kan sætte musik på – det er nemlig en god måde at sætte sit sind i gang på, lyder det.

Hvis Gunnar Jørgensen selv skal sætte ord på, hvornår han føler sig ensom, kæmper han med ordene – ikke fordi, han ikke kan finde de rigtige, men fordi følelsen er svær at beskrive.

- Hvis jeg siger mangel på udveksling af tanker og følelser. Det er dét, der er det væsentlige: "Tante Marie skulle have levet, så kunne jeg have sagt det til hende. Hun ville have kunnet forstå mig". Det er kernen – at man bliver forstået af andre, forklarer han.

Han mærker ikke ensomheden hele tiden – den kommer i små situationer, hvor han pludselig savner et menneske, som man kan sige noget til, og som taler tilbage.

- Bare man ikke taler til en ekkomur, hvor man kun får sin egen stemme tilbage.

Hvad er det værste ved ensomheden?

- At den fortsætter. Mere kan jeg ikke sige.

Ifølge en undersøgelse, som blandt andet Ældre Sagen har foretaget, er ensomhed blandt ældre et tabu – ældre er bange for at fortælle andre, at de er ensomme. Sådan ser Gunnar Jørgensen ikke på det.

- Jeg er jo alene. Det er en realitet. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle være bange for, siger han, mens han kigger undrende op over kanten på sine sorte briller.

Og på spørgsmålet om, hvorvidt han på noget tidspunkt har overvejet at begå selvmord, kommer svaret klart og meget prompte:

- Nej. Ikke på noget tidspunkt. Tænk, hvad der går tabt, for søren. Det går ikke.

Gunnar Jørgensen regner selv med, at han inden for kort tid ikke længere behøver at være sengeliggende på grund af sygdom.