6-årig dreng blev fundet død én time efter anmeldelsen

Hændelsesforløbet vil nu blive undersøgt.

Den seksårige dreng, der lørdag blev fundet død i en hoppeborg i Hørsholmhallen, blev fundet klokken 15 - én time efter, at politiet blev tilkaldt.

Det oplyser Nordsjællands Politi søndag formiddag på Twitter.

Politiet modtog lørdag klokken 14 en anmeldelse om, at den seksårige dreng var savnet i forbindelse med et Floorball-arrangement i Hørsholmhallen i Hørsholm, nord for København.

Cirka klokken 15 blev drengen fundet livløs i en hoppeborg i hallen, og hans liv stod ikke til at redde.

Politiet oplyser desuden, at de indtil videre betragter dødsfaldet som en tragisk ulykke.

Skete i forbindelse med sammenfoldning af hoppeborgen

Hændelsesforløbet vil nu blive undersøgt sammen med relevante myndigheder, ligesom der vil blive afholdt ligsyn i sagen.

- Politiet vil ikke udtale sig yderligere i sagen, inden til dette er belyst så grundigt som muligt, lyder det fra Nordsjællands Politi.

Vagtchefen ved Nordsjællands Politi har tidligere udtalt, at ulykken skete i forbindelse med "sammenfoldningen af hoppeborgen".

Forældre og børn, som har været til stede ved arrangementet, har mulighed for at få psykologhjælp inden for de første 24 timer, oplyses det.

Kommunen har på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer.

De pårørende er underrettet.