22-årig kvinde er frustreret over sine sexpartnere: - Hvorfor skal jeg overhovedet bede om det?

Hun vil gerne have sex to til tre gange dagligt og nægter at undskylde for sin lyst. Alligevel kan det være svært at bede om at blive tilfredsstillet.

Nadia Rask Lundborg Hansen var 11 år, da hun første gang opdagede, at hun var anderledes end sine veninder.

Hun sad i Herlev-skolens omklædningsrum, og de unge piger var begyndt at snakke om, hvornår de godt kunne tænke sig at få deres seksuelle debut.

Nadias ene veninde mente, at 15 år var en god alder. Den anden mente 16.

Nadia ville egentlig gerne allerede nu. Så det sagde hun.

Der blev stille i omklædningsrummet. Og så:

- Arj, Nadia, det kan du da ikke! Det er helt forkert! Adr, hvor er du ulækker!

I dag er Nadia Rask Lundborg Hansen 22 år og en af de fire kvinder, der bliver fulgt i TV 2 PLAYs nye programserie 'Fordi vi har lyst'.

Her deler de fire kvinder historier om deres seksualitet med ét fælles mål: At gøre op med nogle af de normer om kvinder og seksualitet, som de møder i hverdagen.

De fire er ikke alene om at føle sig mødt af stereotype antagelser om kvinder. En YouGov-undersøgelse fra 2018 viste, at 30 procent af kvinderne i alderen 18-65 følte sig begrænset af deres køn.

Nadia Rask Lundborg Hansen har haft 22 sexpartnere. Det er ikke et tal hun mener hverken er højt eller lavt. 
Nadia Rask Lundborg Hansen har haft 22 sexpartnere. Det er ikke et tal hun mener hverken er højt eller lavt. 
Foto: Privatfoto

Skedesvamp og onani

Nadia Rask Lundborg Hansen er vokset op i en kernefamilie, hvor både mor og far var åbne i deres snak om seksualitet, behov og grænser. Det har altid været naturligt for hende, at hun både kunne snakke med sine forældre, sin storebror og sin fætter om sex.

Men allerede i teenageårene oplevede hun, at det langt fra var sådan i alle familier.

Flere af hendes veninder ønskede ikke at have sex før en bestemt alder, fordi deres forældre havde fortalt dem, hvad den rette alder var.

- De lyttede til andre omkring sig i stedet for dem selv, når det kom til deres egen lyst, siger Nadia Rask Lundborg Hansen og fortsætter:

- Hvis ens forældre reagerer kraftigt negativt, når man som barn og ung voksen udforsker sin seksualitet og spørger til den, lærer man, at ens seksualitet er farlig, forkert og noget, der skal undertrykkes.

Nadia Rask Lundborg Hansen læser til dagligt psykologi. Hun finder menneskets psykiske processer, følelsesliv og viljestyringer vigtige. Og så synes hun, at det er interessant at forstå kompleksiteten i, hvorfor folk agerer, som de gør.

Nadia Rask Lundborg Hansen taler højt, eksplicit og detaljeret om alt fra sine lyster og behov til at have fået svamp eller have ondt ved samleje. Hun taler, fordi hun har lyst. Men hun taler også, fordi hun mener, at det ville gavne både kvinder og mænd, at kvinders seksualitet blev noget frit og positivt.

- Jeg synes, at det er vigtigt at snakke om, at kvinder har seksuelle behov, så det ikke bliver sådan noget tys-tys, hvor man heller ikke tør at snakke om det, hvis der er noget, der ikke fungerer, siger hun.

Men det har en pris at råbe op om skedesvamp og onani.

Nadia Rask Lundborg Hansen deltager i serien 'Fordi vi har lyst' sammen med tre andre kvinder.
Nadia Rask Lundborg Hansen deltager i serien 'Fordi vi har lyst' sammen med tre andre kvinder.
Foto: Privatfoto

2-3 gange ugentligt

- Fuck, jeg kunne godt noget pik lige nu, sagde Nadia Rask Lundborg Hansen ofte til sin veninde i frikvartererne på HF.

Men når Nadia Rask Lundborg Hansen åbent deler tips til god onani, snakker højt om at have lyst til at blive slikket, og hvor godt hun gad have en fyrs stramme mave oven på sin, bliver hun sat i bås.

- Jeg er blevet kaldt så mange ting, fordi jeg højlydt deler, at jeg har seksuelle behov, siger hun.

Men hun nægter at undskylde.

- Jeg tænker tit på sex, og selvfølgelig skal jeg ikke undskylde for det, siger hun.

Ingen er forkerte, mener hun. Meget lyst eller lidt lyst.

Nadia Rask Lundborg Hansen erkender, at hun har et større behov for sex end de fleste. Helst skal det ske hver dag og gerne to til tre gange hver dag.

Og det er i den høje ende. Ifølge tal fra befolkningsundersøgelse om seksualitet Sexus fra 2017/2018 har størstedelen af kvinderne lyst til sex to til tre gange om ugen. 11 procent ønsker dog samme hyppighed som Nadia Rask Lundborg Hansen.

Men hun får ikke opfyldt det behov. Og det handler på sin vis om det med, at kvinder ikke tør stå ved deres egen lyst.

Nadia Rask Lundborg Hansen læser til psykolog og overvejer at videreuddanne sig indenfor sexologi efterfølgende.
Nadia Rask Lundborg Hansen læser til psykolog og overvejer at videreuddanne sig indenfor sexologi efterfølgende.
Foto: Privatfoto

For selvom Nadia Rask Lundborg Hansen har et stort sexdrive og en ideologisk tro på, at kvinder skal være åbne om egen lyst, kan det være svært at få ordene over sine læber, når det kommer til stykket.

En gave, hun selv har bedt om

Hun husker tilbage på netop et eksempel på, at det kan være svært at snakke om sin lyst.

Nadia Rask Lundborg Hansen lå i sengen ved siden af en fyr, som hun havde set on/off i et lille år. Et af de længste seksuelle forhold, hun har haft.

Men hun var igen, igen, igen frustreret.

Hun havde givet ham et blowjob, hvor han var kommet. Og så havde de haft sex, hvor han var kommet igen. Hvor han kun havde rørt hende med én kropsdel. Sin penis.

- Jeg var ved at eksplodere, for jeg ville jo også gerne komme, og han gjorde absolut intet for mig, siger Nadia Rask Lundborg Hansen.

Men det var svært at bede om.

For selvom Nadia Rask Lundborg Hansen er åben omkring sine behov i venners lag, kan hun ikke frasige sig, at have svært ved at udpensle dem for sine sexpartnere.

- Jeg vil jo ikke skabe dårlig stemning. Og derudover er det ikke særlig fedt at modtage en gave, som jeg selv har bedt om.

Men den dag i sengen med fyren, havde hun fået nok og tog mod til sig.

- Hvorfor gør du egentlig ikke noget for mig!?

Fyren blev stille, og så gik de hver til sit. Siden da har de kun snakket sammen et par gange.

Nadia Rask Lundborg Hansen er både på Tinder og Happen, men hun mener selv, at hun er meget kræsen, når det kommer til, hvem hun har sex med.
Nadia Rask Lundborg Hansen er både på Tinder og Happen, men hun mener selv, at hun er meget kræsen, når det kommer til, hvem hun har sex med.
Foto: Privatfoto

Nadia Rask Lundborg Hansen er ret frustreret over meget af den sex, hun har haft. For hun ender tit med at være uforløst.

Men spørger man ind til, om hun ikke også bærer en del af skylden selv for ikke bare at bede om noget retur, kommer svaret prompte.

- Hvis du presser mig, er det klart, at det ville hjælpe her og nu, hvis jeg bare gav klarere udtryk for mine behov. Men hvis jeg skal være ærlig, synes jeg simpelthen, at det er for dårligt, at jeg overhovedet skal bede om det, siger hun og fortsætter:

- Når jeg har sex med en person, ønsker jeg jo, at han skal have det dejligt, derfor gør jeg en masser ting for ham, uden han har behøvet at bede om det. Hvorfor skal jeg bede om det? Burde det ikke bare være almindelig pli?

Men hvis det handler om, at fyren er usikker på, om det han gør er rigtigt, må han spørge, mener hun.

- Jeg gør jo også bare mit bedste, når jeg har hans pik i munden, og så justerer jeg efter, hvilke lyde han laver. Jeg har 100 procent mere respekt for de mænd, som prøver - også hvis det så ikke er særlig godt, så har de da givet det et skud. Det er da meget mere sympatisk, og så har vi noget at arbejde med, siger hun.

Drop at dømme

Men Nadia Rask Lundborg Hansen erkender, at det nok også har noget med samfundsnormerne at gøre. Og netop den indsigt slår en fin krølle på hendes historie.

- Hvis vores sprog omkring kvinders lyst ikke bliver mere åbent, er det måske ikke mærkeligt, hvis mænd tror, at kvinder ikke behøver at blive tilfredsstillet, siger hun og fortsætter:

- Hvis vi dropper det der med at dømme dem, der er åbne omkring deres seksualitet, er der nok flere kvinder, der tør at tale om deres behov.

Og hvis kvinder taler om, hvad de tænder på, og hvad de forventer, så vil sex i sidste ende gå fra at være tabulagt og farligt til at være naturligt og behageligt. For både mænd og kvinder.

'Fordi vi har lyst' kan ses lige her på TV 2 PLAY.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik