21-årig tog 600 gram lattergas i timerne inden dødsulykke

På en optagelse af en telefonsamtale har politiet talt op, at den anklagede tog 80 inhaleringer på en time.

En 21-årig mand erkender, at han forud for en dødsulykke på Peter Bangs Vej sidste efterår indtog store mængder lattergas.

Det kom frem i Retten på Frederiksberg mandag eftermiddag.

Her er den 21-årige tiltalt for blandt andet uagtsomt manddrab på en bare femårig pige under særligt skærpende omstændigheder.

Ulykken skete 28. oktober 2020, da den 21-årige trådte på speederen fra en lille sidegade og kørte tværs over den større Peter Bangs Vej, hvor han ramte frontalt ind i en lille pige, der gik på fortovet med sin mor.

Pigen blev klemt ihjel mellem hans bil og en mur, og den 21-årige flygtede efterfølgende fra stedet.

Den unge mand erkendte fra dagens begyndelse, at han var skyldig i uagtsomt manddrab. Men han nægtede, at det var sket under særligt skærpende omstændigheder.

Har tidligere nægtet at have taget lattergas

Under et grundlovsforhør to dage efter ulykken nægtede han at overhovedet at have indtaget lattergas - men det ændrede sig, efter politiet fandt hans dna på en bortkastet beholder nær gerningsstedet.

I retten forklarede den 21-årige mandag, at han omkring klokken 12 på dagen for ulykken købte en stor flaske med 600 gram lattergas, som han tømte i løbet af de tre timer frem til klokken 15.

Gassen indtog han hjemme, forklarede han - hvorefter han tog den tomme beholder med i bilen og kastede den bort på sidevejen til Peter Bangs Vej.

Ulykken fandt sted lige omkring klokken 16.

Da var han ikke længere påvirket af gassen, forklarede han.

- Har du prøvet at tømme en flaske på 600 gram på tre timer før?, spurgte anklager Kristian Kirk.

Det svarede den 21-årige bekræftende til, samtidig med at han forklarede, at han ikke tager særlig meget lattergas.

Siden han blev prøveløsladt efter en dom i august 2020 havde han kun taget lattergas fem eller seks gange. Og jo, det var samme størrelse - den store blå beholder.

Tog 80 inhaleringer på en time

I anklagemyndighedens bevisførelse indgår også en optagelse af et telefonopkald, den 21-årige foretog omkring klokken 14 på ulykkesdagen 28. oktober 2020.

Opkaldet gik til en ven, der afsoner en dom i Ennermark Fængsel - og derfor blev samtalen på en time og fem minutter optaget, så anklageren kunne afspille den i retten.

Fra optagelsen har politiet talt op, at den 21-årige tager 80 inhaleringer lattergas i løbet af samtalen.

Han forklarede efterfølgende, at flasken kort efter samtalen med vennen var tom - og at han tog den tomme flaske med ud i bilen for at skille sig af med den på en måde, hans kæreste ikke ville opdage.

Den forklaring tvivlede anklageren på.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik