13-årig måtte springe for livet som skolepatrulje

Ny kampagne fra Rådet for Sikker Trafik skal være med til at skabe mere respekt for eleverne i de gule veste.

Man kan leve livet farligt, mens man forsøger at hjælpe andre sikkert over gaden.

Det har Antonia Clausen måttet sande.

Den nu 14-årige pige var tæt på at blive kørt ned, da hun sidste år gik skolepatrulje i Frederikssund.

- Jeg kunne høre, at der kom en bil hurtigt rundt om hjørnet. Den speedede op, og jeg måtte springe til siden. Jeg var meget tæt på at blive ramt, fortæller Antonia Clausen med en stemme, som stadig bærer præg af den rystende oplevelse.

quote Det går mig stadig meget på

Antonia Clausen, tidligere skolepatrulje

Fire ud af ti oplever chikane

Antonia Clausen er ikke alene om en skræmmende eller dårlig oplevelse i rollen som skolepatrulje.

I den seneste undersøgelse fra 2019 har fire ud af ti skolepatruljeelever ifølge Rådet for Sikker Trafik svaret, at de har oplevet en ubehagelig situation, hvor trafikanter ikke viser hensyn.

- Jeg troede ikke det kunne ske og var skrækslagen. Det går mig stadig meget på og jeg føler ikke, jeg kan komme over det, siger Antonia Clausen.

14-årige Antonia Clausen var tæt på at blive kørt ned, da hun sidste år gik skolepatrulje i Frederikssund.
14-årige Antonia Clausen var tæt på at blive kørt ned, da hun sidste år gik skolepatrulje i Frederikssund.
Foto: TV 2


Oplevelser som hendes ender nogle gange med, at eleverne ikke længere vil være i skolepatruljen.

Eksempler på chikane og vejvrede kan være en knyttet næve, en fuck-finger, tilråb eller cyklister, der cykler igennem fodgængerfeltet, selvom det er lukket.


Politiet reagerer

Derfor skal en ny kampagne fra Rådet for Sikker Trafik nu være med til at skabe respekt om de gule veste, der arbejder for at hjælpe deres ofte mindre kammerater sikkert over vejen.

- Der er de grelle tilfælde, hvor voksne råber noget grimt efter dem i en situation, hvor de jo altså står og laver frivilligt arbejde for vores allesammens skyld, siger Karina Petersen, vicedirektør i organisationen

quote Det er helt uacceptabelt

Christian Bertelsen, politiassistent ved Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.

Og det er ikke kun blandt elever og skolens ansatte, at problemerne bliver taget alvorligt. Politiet tager også gerne imod henvendelser fra skolepatruljer eller lærere, hvis en bilist er gået for vidt, lyder det.

- Det er helt uacceptabelt, at skolepatruljerne i nogle tilfælde ikke bliver respekteret. Det sigter vi dem for i henhold til færdselsloven, siger Christian Bertelsen, der er politiassistent ved Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.

Kampagnen for mere hensyn til skolepatruljer kører i 77 kommuner over hele landet frem til 26. september.

Det kommer til at ske gennem vejplakater ved skolerne og videoer på sociale medier.