11-årige piger har danset sammen i ét år – nu er de verdensmestre

To danske piger har vundet verdensmesterskabet i electric boogie.

Robotagtige bevægelser og bølgegang fra den ene fingerspids til den anden. Den disciplin er to danske piger verdens bedste til.

Clara Fie Vikkelsø Frisken og Flora Folden Lund på 11 år er vindere af VM i dansen electric boogie, der blev afholdt i Polen 24. oktober 2018.

Med dannebrogsflag om skuldrene brød de to danske piger ud i vilde jubelskrig og glædestårer, da de blev udråbt som vindere i aldersgruppen for dansere på 11 år eller derunder.

- Det er meget urealistisk og virkelig vildt fantastisk, siger Flora Folden Lund i 'Go' morgen Danmark' og bliver afbrudt af sin storsmilende dansemakker, Clara Fie Vikkelsø Frisken:

- Det er et helt særligt øjeblik.

Her kan du se to piger optræde med deres dans i Go' morgen Danmark!

 

Pigerne har kun dannet electric boogie-par i et år. De har danset hiphop i henholdsvis seks og ni år. For et år siden prøvede de electric boogie for første gang.

- Vi har set det på nogle videoer, og vi syntes, at det så mega sejt ud. Vi prøvede at tage nogle hold med det, og så syntes vi bare, at det var mega sjovt at danse, fordi det var meget anderledes, siger Flora Folden Lund. 

Vinderdansen har de fundet på sammen med deres træner og ved at se videoer på Youtube.

- Det sværeste ved dansen er todding. Det er der, hvor vi former mærkelige kasser med hænderne. Det er svært, fordi det skal være meget præcist og synkront, før det ser godt ud, siger Clara Fie Vikkelsø Frisken.

Brugte hovedet og viste danseglæde

Iklædt orange bukser, seler og butterfly dansede Flora Folden Lund og Clara Fie Vikkelsø Frisken deres ét minut lange dans. Ud af de 16 deltagende par mente dommerne, at de danske piger var bedst.

- Vi var nogle af de eneste, der brugte hovedet meget, og man kunne se, at vi nød det meget. Dommerne kigger efter, om man er skarp, om man kan sin dans og viser danseglæde, lyder forklaringen på sejren fra Clara Fie Vikkelsø Frisken.

Clara Fie og Flora på sejrsskamlen.
Clara Fie og Flora på sejrsskamlen.
Foto: Privatfoto

Titlen som verdensmester sætter gang i drømmene for fremtiden.

- Jeg vil gerne være professionel hiphop-danser og danselærer, siger Clara Fie Vikkelsø Frisken.

- Min drøm er at komme til LA på danseskole og ellers bare lave en masse teater og dans, siger Flora Folden Lund. 

De to verdensmestre går til dans hos AL Dans i Søborg. Til foråret skal de for andet år i træk spille med i hiphop-opsætningen af Cykelmyggen Egon på Bellevue Teater.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik