Zenia Stampe udsat for dødstrusler: - Jeg skyder dig på klos hold

Flere folketingskandidater fra Radikal Venstre har modtaget voldsomme trusler på mail. Nu er sagen anmeldt til PET.

En række radikale folketingskandidater fra hele landet har modtaget trusselsmails fra en ukendt afsender, der blandt andet truer med at skyde folketingskandidat Zenia Stampe.

- Ganske kort tid efter valget blev udskrevet, fik jeg en mail, hvor der stod; jeg skyder dig på klos hold. Der var ikke mere tekst end det, fortæller Zenia Stampe.

quote Jeg fik mailen, da jeg skulle til at hente min datter i skole.

Zenia Stampe (R), folketingskandidat

Mailen kom ifølge Zenia Stampe fra en afsender, der kalder sig Hævn. Den radikale folketingskandidat, der stiller op i Sjællands Storkreds, har tidligere modtaget trusler. Men denne trussel var anderledes.

Det var en særdeles ubehagelig mail, der tikkede ind i Line Krogh Lays mailboks.
Det var en særdeles ubehagelig mail, der tikkede ind i Line Krogh Lays mailboks.
Foto: Privatfoto

- Det var mere ubehageligt, end jeg plejer at synes. Jeg er vant til meget voldsomme udfald, men det (truslerne red.) plejer mere at være fantasier om, hvad andre skal gøre ved mig, og det gør mig også bange. Men det sker sjældnere, at nogen skriver, jeg kommer og skyder dig eller slår dig ihjel, som vedkommende gjorde i den her mail, siger hun og fortsætter:

- Jeg må ærligt tilstå, at jeg blev rigtig berørt. Jeg fik mailen, da jeg skulle til at hente min datter i skole, og som mor til tre små børn tænker jeg, hvad er det for en valgkamp, jeg skal ud i? Skal jeg gå at være bange for, at de mister deres mor i sådan en valgkamp? Det er ikke for at overdramatisere, men det var ærligt talt den tanke, der gik gennem hovedet på mig.

quote Jeg smadrer dig, dit radigale svin.

Trusselmail fra ukendt afsender

Kan sådan en mail få dig til at overveje, om det er det værd at være i politik?

- Ja, det er det. Egentlig bryder jeg mig ikke om at indrømme det, fordi det sikkert er en tom trussel fra de mennesker, der sidder og skriver sådan noget. De fleste vil sikkert ikke gøre noget ved det, og de vinder jo, hvis det lykkes dem at lukke munden på mig. Men det er rigtig svært at se bort fra, efter jeg har fået børn, og jeg har et ansvar den vej, og hvad det er for en situation, som mit arbejde anbringer hele min familie i. De (afsenderne af truslerne red.) skal ikke vinde, men jeg kan heller ikke lyve og sige, at det ikke er en rigtig høj pris at betale, og man løbende tænker, om det er det værd, svarer hun.

Flere kandidater har modtaget trusler

Flere andre radikale folketingskandidat rundt omkring i landet modtog lignede trusselsmails, kort efter valget tirsdag blev udskrevet. En af dem var Bente Johansen fra Bornholm. I mailen stod der:

- Jeg smadrer dig, dit radigale svin.

Og mailen gjorde ondt på den radikale folketingskandidat.

- Det var en mavepuster, og det gør mig trist, fordi demokrati er det, vi bygger hele vores samfund på, og det her er jo en trussel mod demokratiet, at der er nogen, der sender sådan noget ud til mig efter, at valget er blevet udskrevet, fortalte Bente Johansen til TV 2/Bornholm.

quote Jeg tager mig en lang række forholdsregler.

Zenia Stampe (R), folketingskandidat

For Zenia Stampe kommer trusselsmailen fra den ukendte afsender til at påvirke hendes valgkamp.

- Jeg tager mig en lang række forholdsregler, og jeg tænker meget over, hvilke arrangementer jeg deltager i, om jeg skal annoncere dem på forhånd, og hvem jeg kommer sammen med. Jeg kan ikke lade være med at tage det kig ud, hver gang jeg er til et arrangement og tænke. Er det her et sted, jeg føler mig tryg? Eller kunne den enkelte skøre person, som har sendt det her, sidde her?

- Men midt i alle de her bekymringer vil jeg gerne sige, at jeg godt ved, at 99,99 procent af danskerne og blandt mine politiske modstandere er der aldrig nogen, som kunne finde på at krumme et hår på mig. Det er den enkelte, ensomme ulv, som vi frygter. Jeg tror ikke, der er en stor sammensværgelse efter mig, eller 100.000 som vil begå vold mod mig. Men man frygter den ene person, som man dag kunne møde en dag, siger Zenia Stampe.

Trods truslen om at blive skudt på klos hold, har Zenia Stampe dog ikke valgt at fravælge nogen valgarrangementer.

Zenia Stampe har ligesom sine partifæller, der har modtaget lignende trusselsmails, sendt mailen til partiets sekretariat, som har anmeldt sagen til Politiets Efterretningstjeneste, PET.

Kommer og voldtager dig smukke

Line Krogh Lay, der sidder i kommunalbestyrelsen for Radikale Venstre i Stevns Kommune og stiller op til folketingsvalget, har også modtaget en trusselmail for den ukendte afsender, som underskriver sig Hævn.

quote Det var en ekstrem voldsom mail, fordi jeg bor alene.

Line Krogh Lay (R), folketingskandidat

- Kort efter valgudskrivelsen modtog jeg mailen, som jeg først åbnede lidt senere, fordi var til møde i kommunalbestyrelsen. Der stod; kommer og voldtager dig, smukke. Men det er rystede mig allermest var, at min privatadresse stod i mailen.

- Det var en ekstrem voldsom mail, fordi jeg bor alene, og det var ret grænseoverskridende at vide, at nogen ville møde op på min adresse og voldtage mig og ovenikøbet kalde mig smukke bagefter, fortæller Line Krogh Lay.

Sagen blev straks anmeldt til PET, men truslen skræmmer stadig Line Krogh Lay.

- Min første tanke var, om jeg nu kunne tage hjem? Er jeg nødt til at tage et andet sted hen? Men jeg har valgt, at jeg gør, som jeg plejer. Og jeg har valgt at kæmpe igen verbalt og lavede et opslag på Facebook, fordi jeg vil ikke intimideres til at være stille, fordi der er nogen, som synes, at de skal lukke munden på radikale kvindelige kandidater. Det hører ingen steder hjemme i et demokrati, siger hun.

PET tager truslerne meget alvorligt

Både PET og Rigspolitiet oplyser til TV2, at man tager truslerne mod de radikale folketingskandidater alvorligt.

- PET og politiet tager trusler mod politikere meget alvorligt. Det er PET og politiets opgave at sikre, at alle partier og kandidater kan deltage på lige fod i de politiske debatter frem mod folketingsvalget og sikre, at forsamlings- og ytringsfriheden gælder for alle og at valghandlingen kan udføres i god ro og orden.

- Det er desuden PET’s opgave at vurdere sikkerhedssituationen under valget og ved forskellige arrangementer, og PET afgiver i den sammenhæng sikkerhedsanbefalinger til politiet, som så træffer de nødvendige foranstaltninger herefter. PET udtaler sig generelt ikke om konkrete personer eller sager, lyder det i et skriftligt svar fra PET.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik