Region Sjælland indsætter midlertidig ledelse efter sag om brystkræft

Det bliver psykiatridirektøren i Region Sjælland, der bliver konstitueret sygehusdirektør på Ringsted, Næstved og Slagelse Sygehuse.

Region Sjælland har nu offentliggjort, hvem der midlertidigt skal overtage ledelsen på Ringsted, Næstved og Slagelse Sygehus, efter sygehusdirektør Vagn Bach onsdag blev fyret.

Psykiatridirektøren i Region Sjælland, Michael Werchmeister, bliver konstitueret direktør for sygehusene.

Det skriver Region Sjælland i en pressemeddelelse.

- Michael Werchmeister vil komme med et blik udefra være med til at sikre, at sygehuset holder kursen i den kommende tid og sikrer koordinationen med resten af Region Sjælland, siger administrerende direktør Per Bennetsen.

- Jeg er glad for, at vi kan sætte et stærkt hold i en overgangsfase på Næstved, Slagelse og Ringsted Sygehuse. Det er et hold med både et solidt kendskab til driften og udviklingen på sygehuset.

Michael Werchmeister vil overtage ledelsen sammen med vicedirektør Charlotte Bøll Larsen og konstitueret vicedirektør Anne Grethe Larsen i den kommende overgangsperiode.

Samtidig bliver vicedirektør Knut Borch-Johnsen fra Holbæk Sygehus konstitueret som lægefaglig vicedirektør på Næstved, Slagelse og Ringsted Sygehuse.

Mangelfulde brystundersøgelser

Over en firårig periode fra 1. marts 2013 til 24. maj 2017 blev der foretaget mangelfulde brystundersøgelser på Ringsted Sygehus. Ni kvinder har som følge af de mangelfulde undersøgelser fået konstateret brystkræft.

Onsdag skulle sygehusledelsen præsentere en redegørelse af sagen om de mangelfulde brystundersøgelser på Ringsted Sygehus for forretningsudvalget i Region Sjælland.

Efter mødet kom det frem, at sygehusdirektør for Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse Vagn Bach var blevet afskediget.

- Vi er kommet frem til, at vi ikke mener, at sygehusdirektøren fra Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse har levet op til sit ansvar og sine pligter i forhold til at varetage jobbet, og derfor har vi bedt vores administration og direktion om at tage de skridt, der er nødvendige, lød det fra Heino Knudsen efter mødet.

 
 
Foto: TV 2 Øst

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik