Nyt luksushotel til hunde åbner - får egen suite, spa, massage og tv på storskærm

Var det noget med en luksussuite med all inclusive til din hund? Nu åbner et nyt 5-stjernet luksushundehotel på Stevns, som tilbyder spa og wellness.

Hunde med hang til luksus kan se frem til forkælelse, lover et nyt hundehotel på Stevns. Foto: Pixabay/Privat

I samarbejde med TV2 ØST

Et nyt luksushotel med suiter, spa, wellness og massage slår snart dørene op på Stevns.

Men selvom det lyder som et oplagt mål for et forlænget weekend, er det ikke henvendt til mennesker. De luksuriøse omgivelser er nemlig kun for vores firbenede venner.

- Her er drømmen, at hundene kan bevæge sig frit rundt på hundehotellet, ligge sig i sofaen, hvis det er det, de har lyst til, smide sig foran brændeovnen og rende rundt og lege, siger Katja Skjold, ejer og daglig leder af hundehotellet, som efter planen åbner til december.

Hundesuiter med billeder på vægge og blomster i vindueskarmen

Vandrigsgaard Luksus Hundehotel på Stevns kommer til at huse 11 forskellige luksus-suiter.

- Hundene kommer til at bo i det, der ligner rigtige værelser, ligesom dine børn bor i med farver og billeder på væggene og blomster i vindueskarmen. Det er ikke bare en hesteboks, som det er i mange hundepensioner, siger Katja Skjold. 

Hvert værelse er opkaldt efter skønne og luksuriøse steder i verden, og hvert værelse har sin egen farve

Katja Skjold, ejer og daglig leder af Vandrigsgaard Luksus Hundehotel

- Hvert værelse er opkaldt efter skønne og luksuriøse steder i verden, og hvert værelse har sin egen farve.

Værelserne har eksempelvis navne som The Hamptons SuiteThe Honolulu Suite og The Palm Springs Suite, og hvert værelse vil være udstyret med sin egen terrasse.

Prisen for én hund pr. dag med egen suite og terrasse er 349 kroner - og det inkluderer blandt andet afstressende musik om natten og masser af nusseri om morgenen.

Vandrigsgaard Luksus Hundehotel kommer til at huse 11 forskellige luksus-suiter med egen terrasse. Foto: Vandrigsgaard hundehotel

For samme pris kan du tilkøbe et 30-minutter økologisk luksus bad til din hund med pelsmaske, og under opholdet kan hunden smide sig foran brændeovnen til en lur, i sin suite eller se Doggy TV på storskærm.

Inspiration hentet hjem fra Beverly Hills

Katja Skjold beskriver sig selv som en ”Crazy Dog Lady”, fordi hun lever og ånder for hunde. Det er også heraf idéen kommer til at skabe et luksus hunde-hotel.

- Den kommer fra en livslang passion for hunde. Vi har været en del i USA og har været på rundtur i Beverly Hills for at se, hvordan man passer hunde, siger Katja Skjold.

Mine hunde er mine børn, og jeg ville aldrig sætte dem ud i noget, der ligner en staldboks

Katja Skjold, ejer og daglig leder af Vandrigsgaard Luksus Hundehotel

Og i Beverly Hills passer man ikke hunde, ligesom man gør på mange hundepensionater herhjemme, påpeger hun.

- Vi kunne aldrig nogensinde drømme om at putte vores egne hunde i et fængsel, som vi kalder de danske hundepensioner, siger Katja Skjold og fortsætter:

- Mine hunde er mine børn, og jeg ville aldrig sætte dem ud i noget, der ligner en staldboks. Vi vil forsøge at skabe et rum, hvor det ligner, at vi er et hjem, der er en hjemmelig atmosfære. Hunde bliver ikke bare parkeret her, siger Katja Skjold.

Her er drømmen, at hundene kan bevæge sig frit rundt på hundehotellet, ligge sig i sofaen og rende rundt og lege, siger Katja Skjold, ejer og daglig leder af hundehotellet. Foto: Vandrigsgaard hundehotel

- Den type hundeejer er ikke mine kunder. De vælger den traditionelle hundepension til 190 kr. pr. påbegyndt dag. De ville aldrig vælge sådan én som mig. Men det vil folk, det har samme forhold til deres hund, som jeg selv har.

Kunderne kommer fra mange steder på Sjælland

Planen er, at Vandrigsgaard hundehotel åbner den 1. december i Store Heddinge på Stevns. Men Katja Skjold forventer ikke, at de fleste kunder vil være lokale borgere fra Stevns.

Vores primære publikum ligger ikke på Stevns. Det ligger i København og Nordsjælland

Katja Skjold, ejer og daglig leder af Vandrigsgaard Luksus Hundehotel

- Vores primære publikum ligger ikke på Stevns. Det ligger i København og Nordsjælland. Det er også derfor, vi vil tilbyde hentning og bringning. Selvfølgelig mod merbetaling, siger Katja Skjold.

- Lad os sige, at en familie fra København skal en uge på ferie, så står vi i lufthavnen og tager imod deres hunde, og når de lander igen tager vi imod dem med deres hund.

Vandrigsgaard Luksus Hundehotel har allerede fået to bookinger henover nytår.

- Det er kunder fra Storkøbenhavnsområdet. Den ene af hundene er utrolig bange for nytår, så de har valgt at sætte hunden i hundehotel.

Folk bruger flere penge på deres hunde

Siden sommeren 2017 har hundehotellet været i støbeskeen, og når hotellet officielt åbner til december, vil det være Katja Skjold, man kan møde bag skranken.

- Til at starte med er det mig, og jeg har selvfølgelig den her lovpligtige hundeholderuddannelse, så jeg er i stand til at kunne varetage alle hundes behov. Så afhængig af, hvor travlt det bliver, vil vi ansætte mere personale, og det bliver udelukkende folk, der har et godt tag på hunde og har noget erfaring, siger Katja Skjold.

Som det ser ud nu, vil hundehotellet måske allerede hyre ekstra personale ind mellem jul og nytår.

Lige præcis vores koncept, det findes der ikke noget af i Danmark

Katja Skjold, ejer og daglig leder af Vandrigsgaard Luksus Hundehotel

Hundehotellet tilbyder også hundedagpleje, som også er et koncept, der kommer fra USA - Doggy Daycare - og benyttes i mange storbyer, hvor hundeejere arbejder meget og lang tid væk fra deres firbenede ven.

- Lige præcis vores koncept, det findes der ikke noget af i Danmark. Der sidder højst sandsynligt mange ”crazy dog people” ligesom mig selv. Jeg har også haft en webshop med alt til hunde, hvor jeg kunne se, at der én tendens til, at folk bruger mange flere penge på deres hunde, siger Katja Skjold.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik