Station har fungeret i 141 år - nu vil kommune flytte den

Stevns-borgmester Anette Mortensen (V) har fået byrådets opbakning til at flytte Rødvig Station. Men først skal Region Sjælland med på idéen.

Det er ikke just en smal eller billig sag at flytte en togstation. Men det er lige netop det, Stevns Kommunes borgmester Anette Mortensen (V) torsdag aften fik mandat til at forhandle om. 

På et lukket punkt på torsdagens mødet i kommunalbestyrelsen var der nemlig klart flertal for, at borgmesteren kan begynde realitetsforhandlinger med Region Sjælland om at flytte Rødvig Station. Region Sjælland skal beslutte mandag, om man vil give regionsrådsformand Heino Knudsen (S) et tilsvarende mandat til forhandlingerne.

quote Jeg tror, det vil være med til at få flere tilflyttere til byen

Freddie Larsen, formand for Rødvig Borgerforening

- Det er første skridt, vi nu har taget, så der er intet, der er endeligt. Men jeg er sikker på, at det bliver nogle konstruktive forhandlinger, siger borgmester Anette Mortensen (V).

Også i Rødvig Borgerforening er man glad for beslutningen.

- Rødvig er en udviklingsby i Stevns Kommune, så det vil være en kæmpe fordel for Rødvig, hvis stationen bliver flyttet. Jeg tror, det vil være med til at få flere tilflyttere til byen, siger formand Freddie Larsen.

Borgmester Anette Mortensen (V) er overbevist om, at en flyting af stationen vil hjælpe Rødvig ind i fremtiden.
Borgmester Anette Mortensen (V) er overbevist om, at en flyting af stationen vil hjælpe Rødvig ind i fremtiden.
Foto: Kevin Rasmussen - TV ØST

Byen vokser den anden vej

For at forstå, hvorfor man vil flytte en hel station, skal vi en tur i historiebøgerne. For da Rødvig opstod i 1800-tallet, var det første og fremmest som havne- og fiskeriby, og byen voksede langs vandet med havnen som sit centrum.

quote Nogle gange skal vi se længere end fra det ene budget til det andet

Anette Mortensen (V), borgmester

Derfor var det også helt indlysende, at jernbanen, som vi i dag kender som Østbanen, gik ned til havnen. Her opførte man i 1879 Rødvig Station, hvis hovedbygning blev bygget i egnens karakteristiske kalksten.

Med tiden har fiskeriets betydning dog svundet ind, og særligt de senere år er byen vokset betragteligt i nordlig retning, hvor flere nye villaområder er spiret frem. Byens egentlige centrum er nu ikke længere havnen, men området omkring Vemmetoftevej, hvor der er dagligvarebutik, daginstitution og en friskole.

Artiklen fortsætter efter kortet.

 
 

Når Rødvigs borgere kommer hjem med Østbanen, kører de derfor i toget hele vejen ned gennem byen til havnen i syd for så at tage hele vejen tilbage til den nordlige ende igen, når de skal hente børn, handle ind eller hjem i de nye villaområder. 

- Det har været et borgerønske gennem de senste 40 år at få flyttet stationen, så den ligger mere centralt i forhold til den udvikling, byen har gennemgået og i forhold til den udviklingsplan, vi for fire år siden lavede for Rødvig, forklarer borgmester Anette Mortensen.

- Det er i den nordlige del, udviklingen sker, og hvor der flytter nye familier til, siger borgmesteren.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Sådan så Rødvig ud i 1953, hvor havnen udgjorde byens centrum. I dag har bymidten flyttet sig.
Sådan så Rødvig ud i 1953, hvor havnen udgjorde byens centrum. I dag har bymidten flyttet sig.
Foto: Det Kongelige Bibliotek

Borgmester: En god forretning på den lange bane

At øjeblikket til en flytning er det rigtige lige nu, skyldes ifølge borgmesteren, at skinnerne på Østbanen er i meget ringe stand og står foran en snarlig udskiftning.

Hvis man flytter stationen i forbindelse med udskiftningen af skinnerne, ventes regningen at lande på 23 millioner kroner. En regning, der er lagt op til, at Stevns Kommune og Region Sjælland deler på midten.

Borgmester Anette Mortensen erkender, at de anslået 11,5 millioner kroner, det kan koste kommunen, er mange penge. Men set i et større perspektiv er det en helt rigtig beslutning, mener hun.

- Rødvig er en by i udvikling. På den korte bane er det mange penge, men hvis vi vil udvikle byen, er det et skridt på den rigtig vej. Nogle gange skal vi se længere end fra det ene budget til det andet, siger Anette Mortensen.

Hun betoner, at flytningen af stationen ikke kun passer bedre med byens fremtidige udvikling, men at det også vil frigøre et stort område omkring den nuværende stationsbygning, hvor skinnerne vil skulle fjernes. Her drømmer Stevns Kommune om et kunne lave et stort, grønt parkområde, der kan blive samlingssted for byens borgere.

Artiklen fortsætter efter kortet.

Ved en flytning af stationen vil der kunne etableres et stort, grønt parkområde, hvor der før var skinner.
Ved en flytning af stationen vil der kunne etableres et stort, grønt parkområde, hvor der før var skinner.
Foto: Stevs Kommune

23 millioner kroner er ikke just småpenge for hverken Stevns Kommune eller Region Sjælland. For regionen, der står for driften af Østbanen, vil der dog også opstå besparelser i forbindelse med en eventuel flytning. Fordi en flytning indebærer, at jernbanen vil blive op mod 700 meter kortere, vil regionen spare de penge, det ville have kostet at skifte skinner på strækningen.

Samtidig vil man kunne sløjfe overskæringerne på Hovedgaden og Vemmetoftevej og dermed spare penge på driften af dem, betoner Freddie Larsen, Rødvig Borgerforening. Han ser også fordele for byens bilister med den manøvre. Det vil nemlig spare dem de en-to minutter, de må vente i kø bag bommene, når toget rulle gennem byen. 

Borgerforeningens formand er derfor ganske håbefuld, når forhandlingerne skal i gang.

- Det er rigtigt fint, at vi kan komme i gang. En meget stor del af Rødvigs borgere støtter op om at få flyttet stationen, for der er rigtig mange, der vil have gavn af det, siger han til TV2 ØST.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik