141 år gammel togstation skal flyttes

Bredt flertal i Stevns Kommune sikrer bindende aftale med Region Sjælland om at flytte Rødvig Station fra syd og ind i centrum.

Stationen i Rødvig på Stevns skal flyttes.

Det har et bredt flertal af partierne i Stevns Kommune besluttet på et møde i kommunalbestyrelsen onsdag aften ved at stemme ja til en juridisk bindende aftale med Region Sjælland og Lokaltog A/S.

Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti og Venstre står bag aftalen, mens Dansk Folkeparti og Nyt Stevns stemte nej. 

Det sker, da de to partier mener, at det økonomiske grundlag i den nuværende aftale er for usikker.

Udgifter deles mellem kommune og region

Konkret betyder beslutningen, at den nuværende station, der ligger i den sydlige ende af Rødvig, skal fjernes, og at der skal skabes en ny station i centrum af byen. Selve den 141 år gamle stationsbygning ventes dog at blive stående.

Af den juridiske aftale fremgår det, at byggeriet af den nye station og nedrivningen af den gamle vil koste 30,4 millioner kroner. 

Dog sætter politikerne deres store lid til, at Østbanen får renoveret de slidte skinner, da det vil betyde en millionbesparelse på stationsprojektet med 7,75 millioner kroner, og at prisen dermed vil lande på knap 22 millioner kroner, som skal deles ligeligt mellem Stevns Kommune og Region Sjælland. 

Den nuværende station i den sydlige ende af Rødvig rives ned for at gøre plads til en ny station i centrum af byen.
Den nuværende station i den sydlige ende af Rødvig rives ned for at gøre plads til en ny station i centrum af byen.
Foto: TV 2 Øst

Også tanker om grønt område

Stevns borgmester, Anette Mortensen (V), er glad for beslutningen.

- Det er noget, der har været snakket om i 40 år, og at vi kan indfri det ønske, det er jeg rigtig glad over, siger hun til TV2 ØST.

Flytningen vil frigøre et stort område, der hvor de nuværende skinner ligger. Her er det planen, at der skal laves et grønt område. Tilbage er så den nuværende stationsbygning.

- Stationsbygningen kan så omdannes til noget andet, og her er der flere muligheder i spil, siger Anette Mortensen.

Tidligere har formanden for Rødvig Borgerforening, Freddie Larsen, kaldt det en kæmpe fordel for byen, hvis stationen blev flyttet.

- Jeg tror, det vil være med til at få flere tilflyttere til byen, har han tidligere sagt til TV2 ØST.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik