Nyt tilbud skal tiltrække nyuddannede sygeplejersker

Region Sjælland laver et nyt forløb for nyuddannede sygeplejersker i håb om at tiltrække og fastholde flere på regionens sygehuse.

Landet over er der meldinger om mangel på sygeplejersker, og det er ingen undtagelse i Region Sjælland.

Derfor sætter regionen ind med et nyt tilbud, der skal tiltrække nyuddannede sygeplejersker. Det fortæller regionsrådsformand Heino Knudsen (S) i en pressemeddelelse.

- Det skal være attraktivt som nyuddannet sygeplejerske at tage job i Region Sjælland. Hele landet mangler sygeplejersker, og her i regionen har vi stærkt brug for alle sygeplejersker, udtaler han.

Heino Knudsen tror på, at tilbuddet vil gøre en forskel.

- Samtidig oplever vi, at mange nye forlader faget efter kort tid. Derfor sætter vi det her initiativ i gang, så Region Sjælland bliver et endnu bedre sted at arbejde som nyuddannet. Det tror vi på vil gøre en forskel, siger han.

Starter i Slagelse

Tilbuddet er et forløb, som indeholder en turnusordning, hvor de nyuddannede sygeplejersker får seks måneder på tre afdelinger; Medicinsk, kirurgisk og psykiatrisk afdeling.

Sideløbende kommer de til at deltage i faglige netværk og kurser, og efter de 18 måneder vælger de selv, hvilken af de tre afdelinger, de ønsker som varigt arbejdssted.

Udover turnusforløbet indeholder tilbuddet også individuel vejledning og supervision samt kursusforløb og faglig sparring i grupper.

quote Den kedelige realitet er bare, at der mangler sygeplejersker, og at det er en svær kamp at vinde dem, der er

Anja Hoyer Didriksen, kredsnæstformand i Dansk Sygeplejeråd Kreds Sjælland

Det tilbydes foreløbig i Slagelse, hvor Slagelse Sygehus og Psykiatrien samarbejder og tilbyder de nyuddannede et lokalt netværk, hvor de kan få sparring. 

Hos Dansk Sygeplejeråd Kreds Sjælland hilser man initiativet velkommen, fortæller Anja Hoyer Didriksen, der er kredsnæstformand i Kreds Sjælland og blandt andet har uddannelse, arbejdsmarked og Slagelse Sygehus som ansvarsområder.

- Det er positivt, at man gerne vil gøre noget for at skabe en attraktiv arbejdsplads for de nyuddannede, og tilbuddet rummer nogle gode muligheder for, at man som nyuddannet kan prøve nogle forskellige specialer af, hvis man ikke ved, hvad man helst vil, siger hun.

Skal give tryghed

Det er særligt delen med efteruddannelse og supervision, som kredsnæstformanden mener, gør tilbuddet attraktivt for de nyuddannede.

- Det er altid godt, at der følger supervision og efteruddannelse med. Det er vigtigt, fordi man kommer til at stå i nogle svære situationer, hvor det som nyuddannet er trygt at have nogen at drøfte det med, siger hun. 

Og at skabe tryghed for de nyuddannede er netop intentionen med forløbet, fortæller Heino Knudsen.

- Det er ofte en stor mundfuld for nyuddannede at skifte skolebænken ud med den hvide kittel og nye kollegaer, patienter og pårørende. Med tilbuddet vil vi give den nyuddannede en tryg start på arbejdslivet, siger han.

Løser ikke alt

Ifølge Anja Hoyer Didriksen er det ikke det første gang, at der bliver lavet særligt tilrettelagte forløb for at tiltrække nyuddannede sygeplejersker. Og erfaringerne viser, at det ikke nødvendigvis løser rekrutteringsudfordringerne.

- Andre regioner prøver noget af det samme med nogle andre kombinationer. Vi har set noget lignende på Holbæk Sygehus, hvor de har lavet en 80/20-ordning på MOA medicinsk observeringsafsnit. Der kan vi se, at det ikke er så nemt at rekruttere, som man havde håbet på, siger hun og fortsætter:

- Den kedelige realitet er bare, at der mangler sygeplejersker, og at det er en svær kamp at vinde dem, der er.

Kredsnæstformanden gør opmærksom på, at man også bør se på de generelle arbejdsvilkår for sygeplejerskerne, hvis man virkelig vil tiltrække og fastholde dem i faget.

- Vi hilser altid initiativer, der skal gøre arbejdspladsen attraktiv, velkommen. Problemet er bare, at vi står i den her situation, hvor der er mangel på sygeplejersker, og hvor der er en alt for stor arbejdsbelastning derude.

- Generelt er man nødt til at kigge på arbejdstempo og arbejdsmiljø, for jeg tror, mange søger hen, hvor der er bedst balance mellem arbejdsliv og privatliv, siger hun.

Ifølge Region Sjælland begynder de første nyuddannede sygeplejersker efter planen på det nye tilbud den 1. juli 2022.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik