Mangeårig spidskandidat stopper

Socialdemokratiet på Stevns skal finde en ny kandidat til borgmesterposten, efter Steen S. Hansen har valgt at stoppe som spidskandidat.

Steen S. Hansen er ikke skuffet over ikke at have sikret borgmesterposten til Socialdemokratiet trods tre forsøg. Foto: TV 2 Lorry

I samarbejde med TV2 ØST

Tre gange har han forsøgt – og to gange var han kun ét mandat fra at vinde borgmesterposten.

Nu har Steen S. Hansen fra Socialdemokratiet på Stevns dog besluttet, at han ikke vil stå i spidsen for partiet i endnu en kommunalvalgkamp.

- Det handler om at stoppe, mens legen er god. Jeg er ikke færdig med politik, men en anden må stå i front for partiet til det kommende valg, siger han til TV2 ØST.

Læs også Stevns-politikere trætte af drama

Han understreger, at det ikke er nogen ny beslutning.

- Jeg meddelte det til kredsformanden for et år siden, at jeg ikke ville fortsætte, og tiden er nu inde til at melde det ud offentligt også, siger han.

Vil fortsætte i politik

Han håber, at han kan fortsætte i kommunalbestyrelsen på Stevns efter et valg – og vil allerhelst fortsætte på posten som formand for børne- og ungdomsudvalget, som han også nu er formand for.

Læs også Flertal lander budget på Stevns – rådgivning for unge fra misbrugsfamilier er reddet

 For mig er børnene de vigtigste. Det er dem, der skal bygge vores fremtid, siger han.

- Jeg er ikke i tvivl om, at Stevns har brug for at få en socialdemokratisk borgmester. Men jeg tror ikke, at det er mig, der kan give dem det. Derfor må en anden til, og det er jeg helt afklaret med.

Sagde nej til borgmesterpost

Efter det seneste kommunalvalg var der fortsat et borgerligt flertal i Stevns Kommune.

Alligevel blev Steen S. Hansen undervejs i konstrueringsprocessen tilbudt posten som led i kampen mellem Venstre og udbryderne i listen Nyt Stevns med den tidligere borgmester Mogens Haugaard Nielsen i spidsen. De ekstra mandater ville sikre socialdemokraten posten.

- Jeg kunne bare have rakt hånden i vejret der, så var jeg blevet borgmester. Men det var blevet for en kommune, der fortsat var fuldstændig splittet, og det var slet ikke det, som Stevns havde brug for, siger han.

Læs også 49-årig dømt: Truede borgmester og hendes familie på livet

Han er ikke skuffet over ikke at have sikret borgmesterposten til partiet trods de tre forsøg.

- Selvfølgelig har jeg været ærgerlig over det – men det må man leve med. Jeg har hele tiden sagt, at jeg skal kunne se mig selv i spejlet. Det kan jeg stadig. Den personlige integritet skal man sætte højt. Jeg holder aftalerne, og det er vigtigt, mener jeg.

Nedenfor kan du se en valgdebat fra kommunalvalgkampen 2017 med Steen S. Hansen og en række andre politikere på Stevns.

09:39

Se den fulde valgdebat om økonomien og velfærden i kommunen ved at klikke på billedet her.  Foto: TV 2 Lorry

Luk video

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik