Efter fire måneder - internt vikarbureau tæt på mål

Region Sjælland sparer millioner ved at bruge vikarer fra det nye interne vikarkorps, og snart er målet på 500 vikarer nået.

Der er travlhed på vagtcentralen for Region Sjællands Vikarkorps i Næstved. Telefonerne kimer og bliver flittigt taget.

Region Sjællands Vikarkorps, det er Helle. 

Her fra centralen i Næstved sørger otte ansatte for, at telefonerne er åbne fra 6-20 alle ugens dage hele året rundt. Opgaven er at organisere vikarer, der kan tage vagter på Region Sjællands sygehuse, når der er behov ved sygdom, og når der er ledige stillinger, der ikke kan besættes.

- Det er særligt om morgenen, vi har størstedelen af vores opkald. Når afdelingerne derude finder ud af, at de har sygdom, og så er der brug for nogle akutte hænder, fortæller Masja Michaelsen, der er specialkonsulent i Region Sjællands Vikarkorps.

Artiklen fortsætter under billedet. 

Det er vigtigt for patienterne, at det er de samme vikarer, de møder. Derfor forsøger vi så vidt muligt at give afdelinger de samme vikarer, fortæller Masja Michaelsen, der er specialkonsulent i Region Sjællands Vikarkorps.
Det er vigtigt for patienterne, at det er de samme vikarer, de møder. Derfor forsøger vi så vidt muligt at give afdelinger de samme vikarer, fortæller Masja Michaelsen, der er specialkonsulent i Region Sjællands Vikarkorps.
Foto: Lars Andersen - TV2 ØST

Siden bureauet åbnede den 1. oktober, har de ansatte i Region Sjællands Vikarkorps haft travlt med at rekruttere interesserede sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter og social- og sundhedshjælpere, og der er blevet holdt mange jobsamtaler. Fordelen ved det interne bureau er blandt andet, at de i højere grad end de private bureauer kan stille med de samme vikarer, når afdelingerne har brug for dem: 

- Det er klart, at vi tilstræber noget kontinuitet, det er vigtigt for patienterne også, at det er de samme vikarer, de møder. Afdelingerne har også typisk nogle præferencer, har vi lagt mærke til, så vi tilstræber at levere dét, de efterspørger, fortæller Masja Michaelsen. 

Det er regionsrådspolitikerne i Region Sjælland, der har besluttet at droppe at bruge eksterne vikarer. Forbruget var steget gennem flere år. I 2015 brugte Region Sjælland 129,8 millioner kroner på at hyre eksterne vikarer ind, og i 2017 var beløbet steget til 189,7 millioner kroner. Det svarer til fire procent af den samlede lønudgift. 

Regionen regner med at spare 10 millioner kroner årligt fra i år på administrationsgebyrer til de private vikarbureauer. Men vil ikke kaldes ordningen en spareøvelse. 

- Først og fremmest handler det om arbejdsmiljø, og det handler om at tilbyde en god patientsikkerhed. Men vi forventer også, at vi kan finde 10 millioner kroner årligt, vi har dog ikke gjort boet endeligt op endnu. Det gør vi først, når det har fungeret lidt længere, siger regionsrådsmedlem, Gitte Simoni (DF), der er formand for Udvalget for arbejdsmiljø og rekruttering.

Artiklen fortsætter under billedet. 

Det lukkede afsnit, SL3, på Psykiatrisygehuset i Slagelse har otte ledige sygeplejerskestillinger og derfor ofte brug for vikarer, fortæller afdelingssygeplejerske Maria Ayoe Haastrup.
Det lukkede afsnit, SL3, på Psykiatrisygehuset i Slagelse har otte ledige sygeplejerskestillinger og derfor ofte brug for vikarer, fortæller afdelingssygeplejerske Maria Ayoe Haastrup.
Foto: Lars Andersen - TV2 ØST

Da det interne vikarbureau åbnede den 1. oktober, talte korpset 250 vikarer. Målet er at få 500 vikarer ind i korpset, og nu begynder målet at nærme sig. Den 28. januar havde bureauet 444 vikarer, og der kommer hele tiden nye til. Af de 444 vikarer er 184 sygeplejersker, 260 er social- og sundhedsassistenter.

Det er dog stadig indimellem nødvendigt at bruge eksterne vikarer, fordi det i opstartsfasen har været vanskeligt at stille med de vikarer, afdelingerne ønskede.

- Det er klart, at hvis ikke det var for de medarbejdere, der ude i afdelingerne i opstartsfasen tog nogle ekstra vagter for at få det til at fungere, så havde vi ikke haft et vikarbureau. Det skal de have stor tak for. Målet er opfyldt, men vi vil stadig gerne have endnu flere vikarer, siger Gitte Simoni.

Udover at spare penge på administrationsgebyrer til de private vikarbureauer er målet at højne arbejdsmiljøet og kvaliteten for patienterne på det enkelte afdelinger. 

- Afdelingerne er rigtig tilfredse. Når det er vores egne vikarer, så kender de Sundhedsplatformen, og de rutiner og værdier, vi har i Region Sjælland, og det tror jeg, er rigtig vigtigt, siger Gitte Simoni.  

Passer fint selv at bestemme

Social- og sundhedsassistent Christina Vinther Hansen fra Gørlev er en af de nye vikarer i korpset. Hun var tidligere ansat i Kompetencecenter for Demens i Kalundborg Kommune, men på grund af sin familie har hun brug for fleksible arbejdstider.

- Min mand arbejder mange timer, og jeg har to børn, så der er forskellige ting, der skal tages hensyn til. Det passer fint, at jeg selv kan bestemme, hvornår jeg er hjemme sammen med børnene og weekenderne er hellige, fortæller hun.

Artiklen fortsætter under billedet. 

Christina Vinther Hansen, der er Social- og sundhedsassistent, har arbejdet i Region Sjællands Vikarkorps siden den 1. december.
Christina Vinther Hansen, der er Social- og sundhedsassistent, har arbejdet i Region Sjællands Vikarkorps siden den 1. december.
Foto: Lars Andersen - TV2 ØST

Derfor søgte hun ind i Region Sjællands Vikarkorps og var til samtale. Fra 1. december sidste år fik hun så de første vagter.

Det lukkede afsnit, SL3, på Psykiatrisygehuset i Slagelse er en af de afdelinger, der nu har fået glæde af Christina Vinther Hansen.

- Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg skulle arbejde i psykiatrien, jeg havde egentlig tænkt, at det var det somatiske område, der var min plads. Men så var der et par vagter ledige her, og det har jeg ikke fortrudt, jeg er blevet taget rigtig godt imod af alle, fortæller Christina Vinther Hansen.

Patienterne på det lukkede afsnit, SL3, lider af diagnoser som skizofreni og psykoser. Der er plads til 17 patienter, der i gennemsnit er indlagt i 21 dage. Afdelingen har 32 ansatte, og der er otte ubesatte sygeplejerskestillinger. Lokalerne er lyse, og i fællesstuen sidder patienterne i grupper i sofaen og snakker. 

Artiklen fortsætter under billedet. 

- Jeg ser vores interne vikarbureau som en rekrutteringskanal til, at folk kan få en smagsprøve på, hvem vi er, siger regionsrådsmedlem, Gitte Simoni (DF), der er formand for Udvalget for arbejdsmiljø og rekruttering.
- Jeg ser vores interne vikarbureau som en rekrutteringskanal til, at folk kan få en smagsprøve på, hvem vi er, siger regionsrådsmedlem, Gitte Simoni (DF), der er formand for Udvalget for arbejdsmiljø og rekruttering.
Foto: Lars Andersen - TV2 ØST

- Vi har brug for at have vikarer, fordi vi er et nyt afsnit og ikke er fuldtallige endnu. Derfor har vi brug for nogle ekstra hænder til at hjælpe os, fortæller afdelingssygeplejerske Maria Ayoe Haastrup.

For afdelingen er det en stor fordel, at de kan ønske sig og ofte få de samme vikarer:

- Dét, at det faste personale ikke dag ud og dag ind skal sætte en ny medarbejder ind i tingene, men at det er et kendt ansigt, der kommer, er vigtigt. Det gør, at vikarerne tager noget ansvar og følger med i de behandlingsplaner, der er for patienterne. Det gavner patienterne og arbejdsmiljøet at vide, at alle er klædt på til opgaven, siger Maria Ayoe Haastrup.

Kan skabe kontinuitet

Lønnen for en vikar i det interne bureau er ifølge Dansk Sygeplejeråd et gennemsnit af, hvad en sygeplejerske tjener i et privat bureau. Og sygeplejerskernes organisation har hele tiden bakket op om det interne vikarbureau, fortæller Helle Dirksen, der er formand for Kreds Sjælland, Dansk Sygeplejeråd.

Vores håb og ønske er, at regionen kan spare nogle penge. De har jo brugt nogle hundrede millioner kroner om året til vikarer. Og så håber vi, at det kan være med til at skabe en bedre kontinuitet og kvalitet, når det er de samme vikarer, der kommer på de afdelinger, der har behov for at bruge vikarer, siger Helle Dirksen.

Håbet med det interne vikarbureau er også, at man på sigt kan motivere vikarerne til at søge faste stillinger.

- Jeg ser vores interne vikarbureau som en rekrutteringskanal til, at folk kan få en smagsprøve på, hvem vi er. Vi kan se, at der er flere, der har været igennem vikarbureauet, der har fået faste stillinger, og det er et af vores mål, at vi vil hellere have flere faste end folk, der går ind og ud ad døren, som vi ikke kender, siger Gitte Simoni.

Dansk Sygeplejeråd er helt enige:

Vi håber, at når det ikke længere er muligt at få vagter via et privat vikarbureau, så kunne det måske motivere nogle sygeplejersker til at søge faste stillinger, siger Helle Dirksen.

Spørger efter ledige stillinger

På SL3 i Slagelse mærker de også, at der er en stigende interesse: 

- Det er den tilbagemelding, vi får fra de vikarer, der er her. Vi tolker, at det er fordi, de godt kan lide at være her, og flere har efterspurgt, om der er nogle ledige stillinger, fortæller Maria Ayoe Haastrup.

For Christina Vinther Hansen er tanken om en fastansættelse slet ikke fremmed:  

- Jeg kunne helt sikkert godt se mig selv i en fastansættelse, på sigt ville det være fint. Lige nu er mit behov, at jeg selv bestemmer mine arbejdstider, men senere hen kunne jeg rigtig godt tænke mig at blive fastansat, og hvis det var her på SL3, ville det være fantastisk, siger hun smilende.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik