Splittede om smittefrygt: -"Man går og venter på, det bliver ens tur"

Eksperterne forudser massiv smitte, men hvad tænker danskerne om udsigten til at skulle smittes?

Mange vil blive smittet i den kommende tid, og pandemien kommer til at toppe senere på måneden, hvorefter den vil aftage.

Sådan har det positive budskab lydt fra flere eksperter den seneste tid, efter at vi er blevet bedre bekendt med Omikron-varianten, der smitter meget, men giver mildere forløb.

Mandag lød det fra den faglige direktør i Statens Serum Institut, at vi om et par hårde måneder med høj smitte kan være tilbage til noget, der ligner "vores normale liv".

Fredag siger epidemiforskerne Viggo Andreasen og Lone Simonsen til TV 2, at smitteboomet fra Omikron-varianten kan give Danmark den fornødne flokimmunitet.

Flere skal altså smittes, og det er en god ting, for det giver bred immunitet i befolkningen, siger eksperterne.

Men hvad mener danskerne om, at smitten kommer til at brede sig mere frit? Har de ændret syn på at lade sig smitte?

TV 2 spurgte fire danskere, der var mødt op til kviktest i Forum på Frederiksberg, som havde delte meninger om at blive smittet.

- Det vigtigste er stadig, at vi passer på hinanden

Majken Christiansen
Majken Christiansen
Foto: TV 2

Majken Christiansen er 46 år og arbejder som pædagog.

Selvom eksperterne nu siger, at det kan være en god ting, at flere danskere bliver smittet med Omikron, har hun ikke ændret syn på smitte hos sig selv og andre.

Og det skyldes, at der er et hensyn, hun mener, der er væsentligst.

- Uanset hvad skal vi stadig passe på hinanden. Det er stadig det vigtigste. Der vil stadig være nogle, der er stærkere til at klare sygdommen end andre, og derfor skal vi alle stadig passe på, siger hun.

- Selvfølgelig skal vi leve livet, og der er mange ting, vi alle sammen gerne vil, men jeg mener stadig, vi skal tage hensyn, tilføjer hun.

Majken Christiansen gør altså lige så meget for at undgå smitte, som hun hele tiden har gjort. Både for at vise samfundssind, fordi hun har ældre forældre, og for at kunne passe sit job som pædagog.

- Jeg har et arbejde, hvor jeg ser mange mennesker, så jeg passer selvfølgelig stadig på. Det er jeg stadig meget opmærksom på, for jeg har ikke lyst til at udsætte andre for smitte, siger hun.

- Jeg følger stadig reglerne

Jesper Bentzen.
Jesper Bentzen.
Foto: TV 2

Smitte med coronavirus skal undgås, og man følger – selvfølgelig – de råd, vi kender, for at neddæmpe smitte.

Sådan lyder tilgangen fra 58-årige Jesper Bentzen, der er pensionist.

- Jeg følger stadig reglerne og gør, som jeg får besked på – ligesom de fleste andre, er mit indtryk. Og jeg har fortsat ikke lyst til at blive smittet, siger Jesper Bentzen.

Han holder stadig afstand til andre og holder sig i sociale bobler. Hans indstilling er den samme som ved pandemiens start.

- Men jeg kan jo se omkring mig, at nogle folk er blevet mere afslappede omkring smitterisiko. Jeg kan på sin vis godt forstå det, men det kan godt irritere mig, for jeg er den gamle skole, siger han.

Udsigten til, at pandemien topper snart, glæder dog Jesper Bentzen, som med egne ord er lige så "træt" af coronavirus som alle andre. Han både tror og håber på, at den aggressive Omikron-variant bliver slutningen på pandemien.

- De fleste af os skal smittes på et tidspunkt

Johanne Ladegaard Jakobsen.
Johanne Ladegaard Jakobsen.
Foto: TV 2

Den 27-årige anlægsgartnerelev Johanne Ladegaard Jakobsen er ikke lige så nervøs for smitte nu, som hun har været.

- Overhovedet ikke, faktisk. Det fylder meget mindre nu i forhold til i starten, hvor vi ikke vidste så meget, siger hun.

- Sandsynligheden for at blive smittet nu er stor, og vi ved efterhånden godt, at de fleste af os skal smittes på et tidspunkt, og så går man lidt og venter på, det bliver ens tur, siger hun.

Hun frygter ikke smitte med Omikron, selvom et coronaforløb selvfølgelig ville være "irriterende".

- Jeg ville være træt af at skulle i isolation og melde fra til alting, men jeg er ikke bange for at blive syg, siger Johanne Ladegaard Jakobsen.

Selvom hun altså ikke frygter smitte for sig selv, mener Johanne Ladegaard Jakobsen stadig, at vi alle bør gøre, hvad vi kan for at passe på, så smitten ikke får frit spil.

- Der er nogle, der er mere bange end andre, og folk har forskellige hensyn at tage, siger hun.

- Jeg passer på mig selv, men ...

Mai-Britt Gerlyng.
Mai-Britt Gerlyng.
Foto: TV 2

Den 69-årige pensionist Mai-Britt Gerlyng tager efterhånden coronapandemien "rimeligt afslappet".

- Jeg har fået tre stik, så jeg føler godt, jeg kan tage det roligt. Jeg passer på mig selv, men bliver jeg smittet, så bliver jeg smittet, siger Mai-Britt Gerlyng.

Dermed ikke sagt, at hun ikke passer på sig selv og tager sine forholdsregler. Hun holder afstand og krammer ikke "alle og enhver".

I starten var Mai-Britt Gerlyng "hunderæd", men frygten for corona er aftaget over tid. Risikoen for smitte er altså ikke noget, der fylder lige så meget, som det har gjort.

- Jeg er blevet mere vant til, at den fare ligger der, og er ikke længere skræmt over det. Selvfølgelig skal vi passe på, men nu tænker jeg: "Kommer det, så kommer det", siger hun.

Det er altså ikke længere bekymringen, der er i hovedsædet hos Mai-Britt Gerlyng. Hun er i stedet trist over, at man ikke længere kan rejse uden bekymring.

Selvom pandemien ifølge eksperterne topper nu, tror Mai-Britt Gerlyng, at coronavirus er her for at blive.

- Det er en del af vores verden nu – og til det kan man jo kun sige desværre.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik