Skjulte supermarkeder dukker op i Danmark - få varer leveret på minutter

De såkaldte dark stores lover at kunne bringe dagligvarer ud til kundernes hoveddør inden for få minutter.

En ny form for supermarked er begyndt at dukke op i Danmarks store byer.

Her kan man købe alt fra tandpasta og toiletpapir til mælk og rugbrød, men i modsætning til i andre supermarkeder er kunderne forment adgang.

Dagligvarerne bestilles nemlig over en app eller fra en hjemmeside og leveres til døren. Den tyske leveringstjeneste Gorillas, der har flere butikker i København og Aarhus, reklamerer endda med at kunne levere dagligvarer ”på få minutter”.

Det skaber benhård konkurrence for de dagligvarebutikker, der endnu ikke har mulighed for at levere varer i samme tempo.

- Konkurrencen er superstærk, og det er da fantastisk at kunne tage telefonen frem og modtage varerne inden for så kort tid, siger Morten Viktor, direktør for digital og online i Coop.

Han understreger, at Coop også skal ind på markedet, så snart det kan lade sig gøre.

Lukket område

Dark stores, som de særlige supermarkeder kaldes, vinder frem i USA og andre europæiske lande.

Navnet skyldes ikke, at butikkerne henlægger i mørke, men blot, at forbrugerne ikke har adgang fra gaden, og at butiksruderne i nogle lande er malet over eller dækket af med tape, så man ikke kan kigge ind på lageret fra gaden.

I øjeblikket har Wolt otte dark stores i Danmark, og der er ifølge leveringstjenesten 11 mere på vej. Konkurrenten Gorillas har i øjeblikket 7. Butikkerne ligger i de store danske byer – primært i København.

Selvom der ikke er langt til det nærmeste supermarked i disse byer, er markedet lovende, mener Mikkel Freiesleben, der er direktør for Wolt Market Denmark.

- Det er en trend i Danmark, at man gerne vil bruge tiden anderledes. Især i storbyerne ser man, at man gerne vil bruge mere tid sammen med sin familie og sine venner nede i parken i stedet for at gå ned og handle, siger han.

Stort potentiale

Netop potentialet og det lange perspektiv i forretningsmodellen er vigtigt, for Wolts dark stores tjener ikke nogen penge endnu ifølge Mikkel Freiesleben.

Forbruger- og detailekspert Dorte Wimmer fra Retail Institute Scandinavia ser også et stort potentiale i indkøbsmodellen.

- Danskerne bryder sig ikke om at handle dagligvarer. Til gengæld gør vi det rigtig tit. Det er der noget paradoksalt i, siger hun.

Hun regner med, at dark store-konceptet kommer til at vokse ud af de store byer, og at mindre byer på længere sigt også vil kunne få leveret dagligvarer til døren på få minutter.

Supplement frem for konkurrent

Dorte Wimmer er dog ikke bekymret for, at de almindelige supermarkeder bliver udkonkurreret.

- Det her kommer ikke til at stå alene, så det bliver ikke enten-eller. Det bliver både-og, siger hun.

Hun forestiller sig, at de travle børnefamilier for eksempel kommer til at bruge konceptet, hvis de mangler et par ingredienser til aftensmaden midt i madlavningen.

Morten Viktor, der er direktør for digital og online i Coop, er enig med hende.

- Vi tænker, at det er et supplement. Det er ikke her, at man laver sine hovedindkøb, men det er til, hvis man lige mangler nogle ting om aftenen eller noget ketchup til maden, siger han.

Forbrugerne i vejen

Selvom der hos Coop er generel begejstring at spore, kommer dagligvarekoncernen ikke til at hyre cykelbude lige med det samme.

- Det er det sidste, vi mangler, for at det her kan lade sig gøre. Men vi vil gerne være helt sikre på gode arbejdsvilkår for vores medarbejdere og alle vores partnere, siger han.

Wolt er tidligere blevet kritiseret for ikke at tilbyde deres bude ordentlige arbejdsvilkår og for at indføre aflønningsmodeller, som tidligere har fået budene til at strejke.

Det er netop budenes løn, der bekymrer Morten Viktor fra Coop.

- Forbrugerne er faktisk ikke villige til at betale det, som et bud reelt skal have for at bringe de her varer ud. Så det er noget, der skal løses, siger han.

Og løses skal det. Morten Viktor understreger nemlig, at det ikke er et spørgsmål om, hvorvidt Coop kommer ind på dark store-markedet, men et spørgsmål om hvornår.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik