Pædofilitiltalt kalder sig netkæreste med to piger: "Det var en krig om min opmærksomhed"

Der var forelskelse og følelse involveret i hans netværk for pædofile, mener den tiltalte, mens anklageren kalder det krænkelser og grooming.

Det var den fjerde dag i retssagen mod den 47-årige mand, der sidder tiltalt for hundredvis af tilfælde af blufærdighedskrænkelse samt pædofili og seks tilfælde af voldtægt uden samleje.

En dag, der skulle vise sig at dreje sig meget om mandens relationer til mindreårige piger fra udlandet, som han opbyggede komplicerede forhold til på forskellige sociale medier.

I hans øjne gensidige relationer, hvor der var forelskelse og følelser involveret – men som af anklagemyndigheden kaldes seksuelt overgreb og grooming.

Han har allerede erkendt under første retsmøde, at han var ledende figur i et internationalt netværk for pædofili, hvor man i fællesskab så på mindreårige piger udføre seksuelle gerninger på sig selv på direkte video.

Men i samme ombæring bekendtgjorde han, at det ikke handlede om sex.

- Jeg brugte ikke særligt meget tid på de lives (sexshows, red.). Jeg synes generelt, at det er kedeligt. Men jeg kunne godt lide at snakke med pigerne, sagde han tirsdag.

Den påstand satte anklageren på prøve ved dagens retsmøde, da hun gik ind i to konkrete relationer til mindreårige, som den tiltalte har haft.

Var kærester med to piger på samme tid

Den 47-årige mand sad foroverbøjet i en grålig t-shirt og kom flere gange i mundhuggeri med anklageren, som han ikke mente stillede relevante spørgsmål.

- Jeg har jo allerede erkendt de her ting, så jeg kan egentlig ikke forstå, hvorfor vi skal gennem det igen, sagde han til anklageren.

Han har erkendt blufærdighedskrænkelse af de pågældende piger, men anklageren ville have ham til at forklare mere omkring hans netværk og relation til pigerne.

Hun ville også have svar på, hvorfor manden havde udgivet sig for at være yngre, hvis det, som han siger, ikke kun handlede om at få tilsendt seksuelt materiale fra børn.

Han svarede, at han ikke løj overfor pigerne – i hvert fald ikke dem, der var en del af folden i det pædofile netværk, som han efter eget udsagn var ”en konge” i.

Særligt to af de mindreårige piger, som han er tiltalt for at have krænket digitalt ved at udveksle seksuelle billeder, fik en betydning for ham i netværket, fortæller han. For han var netkærester med dem.

- De var piger i netværket, som kendte hinanden og så med på hinandens lives. De blev meget misundelige på et tidspunkt og skændtes, fordi de ville have min opmærksomhed. Det blev nærmest en krig for dem, hvem der fik min opmærksomhed. Det var lidt uheldigt, sagde han.

Nægter at have bedt om billeder og video

Han har ifølge anklageskriftet givet pigerne meget specifikke instruktioner om at sende ham billeder og videoer, hvor de udfører seksuelle handlinger på sig selv ved hjælp af forskellige genstande. Men det benægter han at have bedt om.

- Jeg bad aldrig om noget. Jeg slutter ikke en sætning med et spørgsmålstegn noget sted. Men jeg har muligvis tilskyndet det, sagde manden.

De piger, som manden ifølge ham selv havde tætte og følelsesmæssige forhold til, fungerede som en slags tutorer for andre piger i hans netværk, forklarede han.

Han har ifølge anklageskriftet videresendt videoer med børnepornografisk materiale til andre mindreårige piger, og det, sagde han, skete for at få pigerne med tutorrolle til at hjælpe de nye, yngre piger.

Han havde blandt andet sendt seksuelle videoer af en 11-årig, der ifølge tiltalte sagde, at hun var 16 år gammel, til den ene af hans netkærester.

- Det var jo for, at jeg skulle have hende til at tale med pigen om at få hende til at stoppe med at gå live alverdens steder og sende nøgenbilleder i alle mulige retninger.

- Så du ville have en 14-årig til at oplære andre piger i seksuelle ting? spurgte anklageren den tiltalte.

- Ikke i seksuelle ting, svarede han, inden anklageren pressede ham på spørgsmålet og han svarede igen:

- Altså jo, også i seksuelle ting, hvis de havde lyst til det.

"Pigerne ved godt, hvem jeg er"

I hans netværk brugte de den nu lukkede videotjeneste Periscope til at kommunikere med hinanden og finde nye mindreårige, der kunne yde seksuelle ydelser for dem på video.

Selvom manden flere gange sagde, at han ikke havde brug for at bruge falske identiteter, viste anklageren flere eksempler på, at han alligevel havde gjort det.

Og netop det endte han også med at erkende mandag:

- Jeg har udgivet mig for meget forskelligt. Men det væsentlige er, at pigerne i sagen godt ved, hvem jeg er. Jeg er (slettet på grund af navneforbud, red.). Jeg er en voksen mand. Jeg kan godt lide at have det sjovt, som vi kalder det, med mindreårige.

Pigerne i hans netværk skulle bevise loyalitet over for ham, forklarede han, ved ikke at dele deres billeder med andre end medlemmerne af deres gruppe.

- Vi skulle undgå, at deres billeder blev spredt for alle vinde. Det handlede om at have det sjovt, samtidig med de ikke blev udsat for repressalier. Hvis de gjorde det, gik det også udover netværket.

Erkender forhold

Den tiltalte har erkendt de fleste af forholdene, men benægter anklagerne om blufærdighedskrænkelse mod sine egne børn og alle seks tilfælde af voldtægt uden samleje mod andre børn.

Navneforbuddet mod manden er ophævet af byretten, men indtil landsretten har taget stilling til hans egen protest mod, at hans navn kommer frem, kan TV 2 ikke komme nærmere hans person.

I løbet af sagen skal flere videoafhøringer af de forurettede børn afspilles, ligesom dommere og nævninger skal præsenteres for væsentlige dele af sagens materiale.

Meget vil finde sted bag lukkede døre – altså uden at presse og offentlighed er til stede.

Det forventes, at der afsiges dom i slutningen af september, muligvis til oktober.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik