Pårørende oprørte over svigtende hjemmepleje: "Min mor var skrumpet ind til en mumie"

Ældre borgere, der dehydrerer, taber sig og ikke får livsvigtig medicin. Der sker omfattende svigt i den danske hjemmepleje, mener pårørende.

Claus Møller Rasmussen havde været på ferie i ti dage, da han en varm sommerdag sidste år trådte ind ad døren til sit barndomshjem.

Her forventede han at møde sin 91-årige mor med et smil på læben og en avis i hænderne, som hun plejede.

Men synet, der mødte Claus Møller Rasmussen, glemmer han aldrig.

- Hun sad i en stol midt i stuen. Badet i sved og kun iført ble og netundertrøje, fortæller han.

På bordet ved siden af hende stod et urørt glas vand.

- Min mor var skrumpet ind til en mumie, i den tid jeg var væk, siger han.

Ifølge Claus Møller Rasmussen havde hun ikke fået optimal væske i ti dage:

- De mennesker, der skulle sørge for, hun fik væske, havde bare givet hende et glas vand og gået igen uden at sikre sig, at hun faktisk drak det. Hvorfor var der ikke nogen, der sørgede for, at det skete?

Dem, han taler om, er kommunens hjemmepleje. Han er dybt frustreret over Lyngby-Taarbæk Kommune og mener, hans mor blev udsat for omsorgssvigt.

quote Det hjælper jo ikke noget bare at sætte maden foran hende og gå sin vej. Hvor svært kan det være?

Claus Møller Rasmussen

Store udfordringer i ældreplejen

Ovenstående er et af flere eksempler på fortællinger om omsorgssvigt i en ældrepleje, der ifølge eksperter står over for enorme udfordringer i de kommende år.

For antallet af plejekrævende borgere vil komme til at stige eksplosivt, mens prognoserne forudser, at der ikke vil være hænder nok til at tage sig af de ældre. Dermed kan flere ældre danskere og deres pårørende havne i uværdige forløb.

En problematik som også flere social- og sundhedsmedarbejdere gentagne gange har forsøgt at råbe op om den seneste tid.

TV 2 har samlet fire beretninger fra pårørende til ældre, som alle fortæller, om det, de mener, er stærkt kritisable forhold i hjemmeplejen i de ældres sidste tid i livet.

quote Der lå hun i sin egen afføring. De kom slet ikke om morgenen og svigtede hende fuldstændigt

Claus Møller Rasmussen

Ligesom Claus Møller Rasmussen har de været frustrerede over den kommunale hjemmepleje, og de stiller op til interview med TV 2 for at gøre opmærksom på de store udfordringer, de har oplevet.

To af de fire beretninger er fra kommuner i TV 2 Lorrys senområde. Dem kan du læse nedenfor.

Claus Møller Rasmussen

Søn til 91-årige Birthe, der modtog hjemmepleje i Lyngby-Taarbæk Kommune.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Claus Møller Rasmussen.
Claus Møller Rasmussen.
Foto: Privatfoto

Claus Møller Rasmussens mor kom sig aldrig efter den alvorlige dehydrering og døde 31. juli sidste år.

- Jeg mener, min mor døde af blandt andet væskemangel. Måske var hun død alligevel, men hun var dehydreret. Jeg er så frustreret over det, siger han.

Det er han især, fordi det langt fra var første gang, at hjemmeplejen ikke sørgede for, at hans mor fik nok mad og væske, siger han.

Ifølge sønnen tabte hun sig ti kilo i løbet af det sidste år, hun levede.

- Jeg er dybt frustreret. Omsorg er da at sikre sig, at hun får den mad og drikke, hun har brug for og bliver holdt lidt i hånden. Det hjælper jo ikke noget bare at sætte maden foran hende og gå sin vej. Hvor svært kan det være?

Få dage før morens død, blev hun ligeledes efterladt i sin seng uden at blive skiftet.

- Der lå hun i sin egen afføring. De kom slet ikke om morgenen og svigtede hende fuldstændigt. De glemte bare at komme.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Claus Møller Rasmussen oplevede udfordringer med at kommunikere med hjemmeplejen. Derfor skrev han noter til dem. Her skriver han blandt andet: "Hun måtte selv ringe efter jer klokken 11.40??" og "Køleskabet er helt tomt".
Claus Møller Rasmussen oplevede udfordringer med at kommunikere med hjemmeplejen. Derfor skrev han noter til dem. Her skriver han blandt andet: "Hun måtte selv ringe efter jer klokken 11.40??" og "Køleskabet er helt tomt".
Foto: Privatfoto

Når Claus Møller Rasmussen ser tilbage på forløbet, får han følelsen af, at hans mor blot har været et besværligt led i kommunens produktionsapparat:

- Jeg fatter det ikke. Hvor går alle pengene hen til den hjemmepleje? Og hvorfor er der ikke en bedre koordinering og kommunikation?

Efterfølgende har Claus Møller Rasmussen mødt forståelse fra kommunen, der erkender, at der er sket fejl i hans mors sag.

- Men jeg frygter, at der ligger en masse andre mennesker i eget hjem, der ikke får den pleje, de skal have, siger han.

I et svar til TV 2 beklager Lyngby-Taarbæk Kommune forløbet og udtrykker forståelse for de pårørendes kritik.

- Hjemmeplejen arbejder målrettet på at forbedre kontinuitet og kvalitet i plejen, herunder også den måde vi er i kontakt og dialog med de pårørende på. Vi kan dog ikke kommentere sagen yderligere, da kommunen har tavshedspligt, skriver kommunen.

quote Vi bar fire store affaldssække med gammel mad ud. Det var direkte sundhedsskadeligt

Per Magnussen

Per Magnussen

Søn til 89-årige Jytte Magnussen, der modtog hjemmepleje i Roskilde Kommune.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Per Magnussen.
Per Magnussen.
Foto: Privatfoto

- Jeg tror, hun har haft det frygteligt i den stol, siger Per Magnussen om hans mors sidste tid.

I knap fem døgn sad 89-årige Jytte Magnussen ifølge sønnen i den samme stol i sin lejlighed, fordi ingen hjalp hende over i seng.

Det var blot ét af en række omsorgssvigt, som Per Magnussen mener, Roskilde Kommunes hjemmepleje udsatte hans mor for.

Igen og igen opdagede han, at moren ikke fik vand og mad nok, selvom hun var visiteret til at få hjælp til at indtage det.

- Min mor blev nogle gange sur, når hun skulle spise. Nogle plejere kunne godt finde ud af håndtere det, men mange gange satte de bare maden og vandet ved siden af hende uden at sikre sig, at hun indtog det, siger han.

I Jytte Magnussens sidste år var hun på vej til at blive dement, og det betød blandt andet, at hun købte store mængder mad. Mad, der hurtigt fyldte køleskabet og blev gammelt, og derfor visiterede kommunen hende til at få hjælp til at holde orden i køleskabet.

Men flere gange oplevede Per Magnussen, hvordan køleskabet var fyldt op med gammel mad.

- Engang kom vi derop og konstaterede, at køleskabet var levende. Vi bar fire store affaldssække med gammel mad ud. Det var direkte sundhedsskadeligt, siger Per Magnussen.

Plejer beklager sig over søn

På et tidspunkt fik Jytte Magnussen besøg af et vennepar, der fandt hende efterladt i sengen.

- Hun lå helt hjælpeløs og var smurt fuldstændig ind i afføring. Det var grimt. Jeg klagede til lederen, der beklagede og lovede at gøre noget ved det, fortæller Per Magnussen.

Men dagen efter gik hjemmeplejeren direkte til hans mor og beklagede sig over, at hendes søn havde klaget over den mangelfulde pleje.

- Det skal hjemmehjælperen jo ikke sige til min mor. Så jeg klagede igen.

Kort tid efter fandt venneparret Jytte Magnussen siddende i sin stol. En aktindsigt viser, at hun sad der i flere dage.

Ifølge Per Magnussen var hendes ben blevet mørke, fordi blodtilførslen stoppede, og hun var dehydreret, fordi ingen sørgede for, at hun fik væske.

- Ingen tog simpelthen ansvar for at lægge hende i seng og skifte hendes ble. Hun sad bare der i fem dage. Jeg fatter det ikke, siger Per Magnussen.

Jytte Magnussen blev indlagt og det konstateredes, at hun havde akut nyresvigt. Få dage senere døde hun på Holbæk Sygehus.

- Der skal rettes op på den her sektor. Der er skåret så meget ned, og man respekterer ikke borgerne. Det er grotesk. Jeg gruer selv for, hvad der sker, når jeg engang bliver plejekrævende, siger Per Magnussen.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Per Magnussens mor, Jytte Magnussen.
Per Magnussens mor, Jytte Magnussen.
Foto: Privatfoto

I en mail til TV 2 skriver Roskilde Kommune, at man genkender sagen og allerede har fulgt op på den. Kommunen skriver, at man har beklaget over for Per Magnussen og inviteret ham til et opfølgende møde.

Kommunen udtrykker ønske om at lære af Jytte Magnussens forløb:

- Det er vores ansvar, at ældre borgere og deres pårørende har tillid til, at man i Roskilde Kommunes ældrepleje altid bliver mødt af dygtige og professionelle mennesker, der vil en det godt.

- Det er et grundlag alle ledere og medarbejdere i Roskilde Kommunes ældrepleje arbejder ud fra, og vi er derfor kede af den oplevelse, Per Magnussen har haft omkring plejen af sin mor, og gør alt hvad vi kan for at lære af denne ærgerlige erfaring, skriver kommunen.

Per Magnussen oplyser dog til TV 2, at han aldrig fik en invitation til et opfølgende møde hos kommunen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik