Overlæger kan ”på ingen måde” genkende påstand fra Heunicke

Hospitalerne bliver ifølge sundhedsminister Magnus Heunicke (S) ’oversvømmet’ med unge alkoholforgiftede patienter. Men det billede kan de fleste hospitaler i hovedstadsområdet ikke genkende.

Med udspillet til en ny sundhedsreform lægger regeringen op til at ensarte aldersgrænsen, så man fremover skal være fyldt 18 år for at købe enhver form for alkoholiske drikke.

Det skal være med til at reducere børn og unges alkoholforbrug markant, argumenterer regeringen, og dermed også gøre op med antallet af alkoholforgiftede unge.

Et tal, som man på sundhedsminister Magnus Heunicke (S) må forstå ligger højt. Særdeles højt. Således mener sundhedsministeren nemlig, at hospitaler er ’oversvømmet’ af unge alkoholforgiftede patienter.

Vil på ingen måde bruge ordet oversvømmet

Det er dog langt fra alle hospitaler, der kan nikke genkendende til det billede. Det skriver TV 2, der har talt med en række hospitaler.

Det gælder blandt andet Hvidovre Hospital, hvor ledende overlæge Klaus Børch "på ingen måde" vil bruge ordet oversvømmet. Han arbejder på børne- og ungeafdelingen, som tager imod alle regionens alkoholforgiftede unge under 18 år.

- Det er ikke noget væsentligt problem. Selvfølgelig kommer der nogle, der er så berusede, at de må indlægges og må sove den ud. Men det er ikke mange, siger Klaus Børch til TV 2.

Heller ikke på akutmodtagelserne på henholdsvis Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, som modtager patienter over 18 år, føler de sig oversvømmet af alkoholforgiftede.

- Det er ikke sådan, at vi er lagt ned af unge, der kommer ind med alkoholforgiftning i weekenderne. Selvom vi selvfølgelig godt kunne tænke os, at der var færre, så er det ikke et område, vi mener, er det største problem, siger afdelingernes ledende overlæge, Jens Rasmussen, til TV 2.

Behandlede tre med alkoholforgiftning på en enkelt nat

På Nordsjællands Hospital i Hillerød kan det dog muligvis se anderledes ud. Her talte TV 2 Lorry nemlig mandag med Sandra Talbi Nassif, der er læge på akutmodtagelsen.

Her havde hun netop i weekenden behandlet tre unge med alkoholforgiftning samme nat, og det er langt fra noget særsyn der.

- Dem er der mange af. Og når de vågner igen om morgenen, så synes de som oftest, det er sjovt og siger: Årh, godt, det ikke var værre. Men det er slemt. Så hvorfor gør de det mod sig selv?, sagde Sandra Talbi Nassif mandag til TV 2 Lorry.

Heunicke afviser interview

TV 2 ville gerne have spurgt sundhedsminister Magnus Heunicke om, hvad han bygger sin udtalelse på, og hvordan han forholder sig til akutmodtagelsernes udmeldinger.

Det har ikke været muligt at få et interview.

Sundhedsministeriet henviser i stedet til et faktaark, hvor det fremgår, at der på landsplan gennemsnitligt er 15 unge om ugen, der "har kontakt med hospitalet på grund af de skadelige virkninger af alkohol".

I faktaarket fremgår det ikke, hvad der konkret menes med "skadelige virkninger", eller hvornår gennemsnittet er fra.

Samtidig har det altså ikke været muligt at få svar på, om ministeren mener, at der med 15 unge om ugen på samtlige af landets hospitaler er tale om akutmodtagelser, der er "oversvømmet".

Da regeringen tirsdag fremlagde sundhedsudspillet, mødte forslaget om den højere aldersgrænse for køb af alkohol hurtigt modstand fra de blå partier. Det blev blandt andet kaldt "en fæl omgang formynderi" af Liberal Alliance.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik