Meteorolog: Weekendens storm kan blive historisk voldsom

TV 2 VEJRETs meteorolog Sebastian Pelt spår, at stormen Malik bliver noget, der kan huskes i flere år frem.

For første gang i næsten to år rammer en regulær storm Danmark.

Det sker, når stormen Malik går i land lørdag eftermiddag, og blæser landet omkuld i mere end et halvt døgn.

TV 2 VEJRETs meteorolog og vandstandsekspert Sebastian Pelt har været i arkiverne for at sætte den kommende storm lidt i perspektiv.

Og især ét punkt springer i øjnene på den erfarne meteorolog.

Risiko for stormflod

På grund af den kraftige og langvarige vind er der risiko for, at en stormflod søndag kan få vandstanden til at nå et historisk højt niveau, der blandt andet vil give stor risiko for oversvømmelser i kystnære områder.

Stormflod kan blive blandt de værste i mere end 150 år

Med en kombination af vindretning og varighed, kan Malik nemlig give anledning til en usædvanlig stormflod i Kattegat på søndag.

- Jeg tror, at det især er stormfloden på søndag, vi kommer til at kunne huske, når vi om to år tænker tilbage på stormen Malik, lyder det fra Sebastian Pelt.

Baseret på store mængder vandstandsdata kan stormfloden flere steder risikere at blive blandt de ti slemmeste nogensinde i 150 til 200 år.

TV 2 VEJRET har i forbindelse med søndagens stormflod udsendt varsel for forhøjet vandstand. Især det nordlige Fyn og det nordlige Sjælland samt Isefjorden og Roskilde Fjord er særligt udsat.

Her kan vandstanden nå op mellem 1,3 og 1,9 meter over det normale, hvilket kan forårsage voldsomme oversvømmelser.


Varsel for stormflod søndag (røde områder). Flere steder kan vandstanden stige til over 1,5 meter over det normale. Det kan nogle steder give en af de kraftigste stormfloder i mere end 150 år.
Varsel for stormflod søndag (røde områder). Flere steder kan vandstanden stige til over 1,5 meter over det normale. Det kan nogle steder give en af de kraftigste stormfloder i mere end 150 år.
Foto: TV 2 Vejret

Storm i mere end et halv døgn

Fra lørdag eftermiddag til søndag middag er der i hele landet risiko for vindstød af stærk storm, mens vindstødene i det nordlige og nordvestlige Jylland samt kystnære områder ved Kattegat kan nå orkanstyrke.

Mange steder vil middelvinden nå fuld storm, måske endda op til stærk storm. Et overblik over hele TV 2 VEJRETs varsel kan ses i kortet herunder.

Varsel for kraftige vindstød i hele landet. Som det fremgår af kortet kan vindstødene nogle steder nå orkanstyrke.
Varsel for kraftige vindstød i hele landet. Som det fremgår af kortet kan vindstødene nogle steder nå orkanstyrke.
Foto: Susanne Munk/TV 2 Vejret

Med den kraftige vind kan Malik gå hen og blive den kraftigste storm i fire til fem år. Og samtidig bliver den altså ganske langvarig.

I en periode på omkring 16 timer er der risiko for fuld storm i middelvinden over dansk jord, mens der er risiko for kraftige vindstød i næsten et døgn.

Dermed venter der en periode på mere end et halv døgn med storm. Selvom det lyder voldsomt er det dog ikke ekstremt.

- 16 timer for en storm er lang tid, dog uden at være i nærheden af en rekord, forklarer Sebastian Pelt.

Men det er alligevel nok til at give en historisk stormflod søndag.

For mange vil weekendens storm formentlig føles ekstra voldsom.

Malik bliver nemlig den første storm i 671 dage. Så lang en periode uden storm er aldrig før blevet registreret i dansk vejrhistorie.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik