Lang ventetid på PCR-svar - her er forklaringen

Der er kun tre gode grunde til at tage en PCR-test, lyder meldingen fra Styrelsen for Forsyningssikkerhed.

Kombinationen af tårnhøje smittetal og en tid, hvor familie og venner samles ofte, får folk til at valfarte til landets testscentre.

Alene de fire dage op til jul blev der foretaget over to millioner tests.

Det skaber et massivt pres på systemet og har resulteret i, at mange har måttet vente længe på deres PCR-testsvar.

Tal fra Testcenter Danmark under Statens Serum Institut (SSI) viser, at cirka hver anden har ventet to døgn eller mere på svar i perioden 20.-26. december.

Det er på trods af, at den politiske målsætning fortsat er, at 80 procent skal have svar inden for 24 timer.

I et skriftligt svar til TV 2 beklager Anne-Marie Vangsted, direktør for Testcenter Danmark, at nogle danskere oplever lang ventetid.

- Vores robotter arbejder i døgndrift og analyserer op mod 230.000 PCR-tests om dagen, hvilket er langt over den normale kapacitet. Det betyder desværre også, at svartiderne bliver lidt længere.

Andel, der fik svar på dagen eller dagen efter

Den politiske målsætning er 80 procent.

Vil "booste" kapaciteten

Også på onsdagens pressemøde med myndighederne var testsystemet og de lange ventetider et tema.

Fra Lisbet Zilmer-Johns, direktør i Styrelsen for Forsyningssikkerhed, lød forklaringen ligeledes, at der lige nu foretages flere PCR-tests dagligt, end der er kapacitet til at analysere.

- Der er så mange, som bliver testet, og det skaber lang ventetid på svar, sagde hun.

Derfor vil man "booste kapaciteten".

På nuværende tidspunkt er der kapacitet til at analysere og give svar på 190.000 prøver. I løbet af vinteren vil det tal blive øget til 230.000 dagligt, fortalte direktøren.

Samtidig opjusteres andelen af lyntests fra 300.000 til 500.000, så der i alt kan foretages 730.000 tests dagligt.

Ventetiden fortsætter

Indtil PCR-kapaciteten er opjusteret, skal danskerne dog indstille sig på, at der kan gå længere tid, fra testen foretages, til svaret foreligger, end vi er vant til.

- Med de høje smittetal, der er nu, forudser vi, at interessen for PCR-tests fortsat vil være høj i den kommende periode. Vi arbejder på højtryk, men vi kan ikke opjustere fra den ene dag til den anden. Derfor vil der være ventetid, sagde Lisbet Zilmer-Johns.

Testcenter Danmarks hjemmeside fremgår det, at man bør bestille tid til en ny PCR-test, hvis man ikke får svar inden for 24 timer.

TV 2 har forsøgt at få et svar på, om den opfordring stadig er gældende, når nu man ved, at der er længere svartid for mange.

Det er ikke lykkedes.

Tag kviktest

For at lette presset på PCR-testsystemet mindede Lisbet Zilmer-Johns på pressemødet endnu engang om, at det for langt de fleste er godt nok at tage en hurtigtest.

- Der er kun tre grunde til at tage en PCR-test: Hvis du har symptomer, er nærkontakt eller har fået en positiv kviktest.

Hvis man eksempelvis bare vil tage en test for at sikre sig, at man ikke er smittet, eller fordi man skal have et grønt coronapas, er en kviktest "mere end fin", sagde hun.

Det gælder både de kviktests, der foretages i testcentrene, men også hjemmetests, der de seneste uger er blevet meget udbredt.

Danmark har bestilt 65 millioner selvtests, som ventes leveret inden nytår. De skal sendes ud til særligt kommuner, ældreplejen, sociale tilbud, skoler og daginstitutioner.



Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik