Hvalp efterladt i papkasse med to liter lun mælk

Langt størstedelen af dumpede dyr er katte, kaniner og marsvin, men som noget nyt er en del hundehvalpe også blevet dumpet.

Det ligger de fleste meget fjernt at efterlade en hjælpeløs hundehvalp eller kattekilling i en papkasse udenfor.

Ikke desto mindre er det sket over 77 gange i Region Hovedstaden i 2021. Det viser tal fra Dyrenes Beskyttelse.

Ifølge familiedyrschef Jens Jokumsen er der tale om "en alarmerende udvikling".

- Det er både skræmmende og tankevækkende, at nogen kan efterlade dyr på den måde til en totalt uvis skæbne. De bliver jo smidt ud som affald, siger han til TV 2.

Langt størstedelen af de dumpede dyr er katte, kaniner og marsvin, men som noget nyt er en del hundehvalpe også blevet dumpet, fortæller Jens Jokumsen.

quote Hunden ved jo ikke, hvor længe den skal sidde i en mørk kasse

Jens Jokumsen. familiedyrschef i Dyrenes Beskyttelse

Efterladt med to liter lunken mælk

En af de dumpede hunde var en seks uger gammel malteserhvalp ved navn Lilly My.

En kold efterårsdag blev hun efterladt i en papkasse med to liter lune mælk og et skilt, hvorpå der stod: "Hvalpen er født 1. august, og I skal finde en, der gerne vil have den."

Hvalpen blev bragt til Roskilde Dyreinternat, men undersøgelser viste, at hun havde vand i hovedet i en meget alvorlig grad. Derfor måtte hun aflives.

(Artiklen fortsætter efter billederne.)

På skiltet står der: "Hvalpen er født 1. august, og I skal finde en, der gerne vil have den".
På skiltet står der: "Hvalpen er født 1. august, og I skal finde en, der gerne vil have den".
Foto: Dyrenes Beskyttelse
Hvalpen havde så meget vand i hovedet, at den ikke stod til at redde.
Hvalpen havde så meget vand i hovedet, at den ikke stod til at redde.
Foto: Dyrenes Beskyttelse

En anden hvalp blev kun ti uger gammel efterladt i en transportkasse på en tankstation i Helsingør.

I kassen lå en seddel med besked om, at ejerne ikke måtte tage hvalpen med ind i Sverige, da den var for lille til at få rabbiesvacination.

Lillith, som hun blev døbt, var heldigvis et fysisk pragteksemplar, og den hvalp endte med at blive adopteret af veterinærsygeplejersken, som tilså hende på Københavns Dyrehospital, fortæller Jens Jokumsen.

(Artiklen fortsætter efter billedet)

Lillith blev efterladt i en transportkasse med alle sine ting og en seddel med besked om, at ejerne ikke måtte tage hvalpen med ind i Sverige.
Lillith blev efterladt i en transportkasse med alle sine ting og en seddel med besked om, at ejerne ikke måtte tage hvalpen med ind i Sverige.
Foto: Dyrenes Beskyttelse

I begge tilfælde beskriver Jens Jokumsen ejernes handling som "totalt respektløs".

- At man vælger at dumpe en hvalp, som skal sidde i en lukket kasse, indtil den bliver opdaget, det er modbydeligt. Den ved ikke, hvad der sker, eller hvor længe den skal sidde der. Det er enormt stressfyldt for sådan en lille hvalp, siger Jens Jokumsen.

Corona spiller en rolle

Ifølge Jens Jokumsen er de nye tal fra Dyrenes Beskyttelse et udtryk for en brug-og-smid-væk-kultur.

Tendensen med dumpede hundehvalpe falder nemlig sammen med, at foreningens ti internater i år har fået mange henvendelser fra hvalpeejere, som alligevel ikke magter at være hundeejere og ønsker hjælp til at finde et nyt hjem til deres hvalp.

- Der er kommet rigtig mange nye hundeejere under corona. Mange er uden tvivl blevet overrasket over, hvor stort et ansvar det er, siger Jens Jokumsen.

Han anerkender, at nogle familier af den ene eller anden grund ikke kan varetage sit kæledyr. Det er en "ærgerlig situation", men løsningen må aldrig være at dumpe kæledyret i en papkasse.

- Hvis dyret er sygt, skal det aflives af en dyrlæge. Hvis det ikke fejler noget, må man aflevere det hos et af vores internater, så tager vi os af det, lyder opfordringen.

I alt har Dyrenes Beskyttelses på landsplan frem til december fundet nye hjem til 6800 dyr i år.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik