1.500 ansatte skriver under på brev om at lukke kirken i julen

Mens store dele af landet lukker ned, får kirkerne lov til at afholde julegudstjenester. Det vækker bekymring i blandt andet Virum Kirke.

Alle fysiske julegudstjenester bør aflyses.

Det mener over 1500 præster, organister og kirkesangere, der har skrevet under på et brev med titlen ’Opfordring til regeringen om at lukke folkekirken for menigheden hen over julen, eller som minimum at forbyde sang i kirkerne t.o.m. årsskiftet’.

- Jeg frygter, at gudstjenesterne kan blive superspreder-events, siger kirke- og operasanger Jacob Skov Andersen, der har startet underskriftsindsamlingen.

Som vi skriver i brevet, smerter det os meget. Men vi mener ikke, vi kan afholde julegudstjenester, som situationen er nu med et stigende antal smittede, siger Jacob Skov Andersen.

Coronasikre Julegudstjenester

  • 24. december på TV 2 Lorry
  • Hele eftermiddagen fra kl. 14:00
  • Solbjerg Kirke på Frederiksberg
  • Roskilde Domkirke
  • Nr. Herlev og Uvelse Kirker
  • Nøjagtige sendetider her
  • Se med på Kanalen eller som livestream her

Flere hundrede kirkegængere

Indtil videre kan kirker fortsat holde kirkelige handlinger som dåb, konfirmation, bryllup og begravelse, hvis de overholder krav om afstand, brug af mundbind, udluftning, hygiejne og maksimalt 500 deltagere.

quote Jeg mener faktisk, at vi som kirke skal være med til at begrænse det ved at aflyse de fysiske julegudstjenester.

Kristian Tvilling, Virum Kirke

Men det er særligt julegudstjenesterne, der bekymrer kirkepersonalet. Det siger Kristian Tvilling, der er præst i Virum Kirke.

Her kommer normalt 2000 mennesker i løbet af fem gudstjenester juleaften.

I øjeblikket er der lavet begrænsninger på, hvor mange der må komme ind i kirken - 38 per gudstjeneste.

- Selvom vi kan begrænse, hvor mange der kommer ind, kan vi ikke begrænse, hvor mange der står ude foran. Jeg mener faktisk, at vi som kirke skal være med til at begrænse det ved at aflyse de fysiske julegudstjenester, siger Kristian Tvilling.

- Det ser mærkeligt ud, at kirken samler en million mennesker, som ovenikøbet skal synge, når resten af landet er lukket ned. Det er simpelthen usolidarisk i forhold til resten af landet, siger han.

I stedet må ivrige kirkegængere nøjes med de fem virtuelle gudstjenester, som kirken også afholder.

Mette Frederiksen står fast

Selvom stadig flere skriver under på underskriftsindsamlingen mod de fysiske julegudstjenester, rokker det ikke ved statsminister Mette Frederiksens (S) holdning.

quote Det ser mærkeligt ud, at kirken samler en million mennesker, som ovenikøbet skal synge, når resten af landet er lukket ned.

Kristian Tvilling, Virum Kirke

Under en spørgerunde på Facebook torsdag, sagde hun:

- Vi har en meget stor respekt for, at religion har en stor betydning. Nu nærmer vi os julen, det er en meget vigtig kristen højtid.

- Myndighederne har vurderet, at det godt kan lade sig gøre, og jeg tror, vi har at gøre med en folkekirke, der virkelig vil gøre alt, hvad man kan, for at det er forsvarligt at afholde julegudstjeneste, sagde hun.

Hos Venstre vil man ikke blande sig i, om kirkerne kan holde julegudstjenester.

Kirkeordfører Louise Schack Elholm lader det være op til sundhedsmyndighederne at vurdere, hvad der er sundhedsfagligt forsvarligt, og dem har hun tillid til.

- For mig er det vigtigt, at de kommer med retningslinjer så hurtigt som muligt, så man har mulighed for at indrette sig på det i kirkerne, siger hun til TV 2.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik