Region: Touren gør det sværere at nå frem til sygehuse

Inden lørdagens 2. etape af Tour de France advarer Region Sjælland om vanskeligere vilkår, hvis man skal nå særligt sygehuset i Roskilde.

Det er en folkefest, som vi sjældent har set det før herhjemme. Men festen giver udfordringer. 

Det er selvfølgelig de danske etaper af Tour de France, der er tale om, og nu advarer Region Sjælland om, at lørdagens kørsel kan give udfordringer til dem, der skal til og fra sygehusene.

Og det er selvfølgelig både lukkede veje og det meget store antal tilskuere, der gør det sværere at nå frem til sygehuset i Roskilde. 

Både patienter, pårørende og ansatte, som i tidsrummet 9-14 vil nå til eller fra sygehuset, skal benytte en særlig rute. Den kan du se i kortet under artiklen her.

Ambulancer og andre udrykningskøretøjer kan krydse ruten forskellige steder i byen, så det sikres, at akut syge eller tilskadekomne patienter kan transporteres hurtigst muligt til Sjællands Universitetshospital i Roskilde.

- Vi har forberedt os godt, så som borger i regionen kan man være helt tryg, hvis ulykken eller uheldet skulle være ude – hjælpen skal nok komme hurtigt frem trods store folkemængder og trafikale udfordringer. Derudover vil vores fødeafdeling i Roskilde eksempelvis informere fødende kvinder om den særlige adgangsvej, når de ringer, og at de skal være trygge, siger Lars Bredevang Andersen, lægefaglig vicedirektør i Præhospitalt Center i Region Sjælland.

Han slår samtidig fast, at borgere ikke skal holde sig tilbage med at ringe 1-1-2 ved behov for akut udrykning.

Hvis man tager cyklen eller er til fods, eksempelvis fordi man er ankommet med tog eller bus, kan man krydse Tour de France-ruten udvalgte steder.

Normalt beredskab udvidet

I tillæg til det normale akutberedskab råder Region Sjælland over ekstra ambulancer i forbindelse med både Tour de France og den igangværende Roskilde Festival til at kunne hjælpe eventuelle akut syge og tilskadekomne.

- I startbyen Roskilde og langs hele ruten er der flere steder indlagt særlige beredskabssluser, så udrykningskøretøjer kan krydse den. Hvis det skulle ske, at vi ikke kan komme frem til en tilskadekommen borger med ambulance eller få en borger frem til sygehuset med ambulance, så gør vi brug af akutlægehelikopter, siger Lars Bredevang Andersen.

Regionens andre sygehuse i Holbæk og Slagelse er ikke afskåret fra omverden på grund af Tour de France, men skal man frem til dem, kan få øgede udfordringer på grund af store trafikmængder. 

Akutte patienter vil også kunne opleve at blive kørt til andre sygehuse end normalt - og for eksempel regner man i den forbindelse med at modtage flere akutte patienter på sygehuset i Køge, der dermed kommer til at aflaste regionens andre hospitaler.


Kortet her viser den vej, man skal køre, hvis man skal nå frem til sygehuset i Roskilde.
Kortet her viser den vej, man skal køre, hvis man skal nå frem til sygehuset i Roskilde.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik