Asger og tusindvis af københavnere fik unik oplevelse: "Det er once in a lifetime"

Tusindvis af danskere kørte enkeltstartsruten dagen efter rytterne i København.

- Det kan jo være, at det er once in a lifetime, at vi kan se København på denne måde.

Sådan siger Rasmus Revsbech, specialpsykolog, der har taget sine tre sønner med ud på cyklen i København lørdag den 2. juli.

Her var det nemlig muligt at cykle den enkeltstartsrute på 13 kilometer, som de professionelle cykelryttere dagen forinden havde ræset igennem.

- Det er jo fordi, det er fuldstændig unikt at se København på denne her måde. Vi er vant til lyskryds og biler. Det er jo ofte nærmest umuligt at komme frem. Så i dag ser vi byen fra en helt anden vinkel, der er en helt anden stemning, siger han.

Rasmus Revsbech havde sine tre sønner med på cykeltur lørdag. Han kalder det en once in a lifetime oplevelse.
Rasmus Revsbech havde sine tre sønner med på cykeltur lørdag. Han kalder det en once in a lifetime oplevelse.
Foto: Morten Raarup/TV 2 Lorry

København Kommune har netop ønsket at hylde hverdagscyklismen ved at holde byen afspærret en dag mere:

- Der er en lind strøm af glade Københavnere, der oplever en bilfri by, klædt i gult. Hele kernen i værtsskabet i Tour de France er hverdagscyklisme. Vi er verdens bedste cykelby, så derfor skal hverdagscyklisterne også have lov til at komme ud og prøve etapen, siger Mikkel Zink Schrøder, projektleder på Tour de København.

Sådan så det ud, da københavnerne lørdag kørte igennem en bilfri by.

En dag man vil huske

Rasmus Revsbech solgte idéer til sine sønner på fire, 10 og den ældste Asger på 12. Han tror, de vil huske denne bilfri dag i København, når de bliver store, fortæller han.

12-årige Asger bed på farens idé:

- Det lød virkelig sjovt. Det ville jeg da gerne prøve, siger han.

Inden de kørte afsted mente Asger godt, at han kunne køre lige så hurtigt som rytterne.

Men familien nåede ikke den professionelle rytters hastighed, og de kom i mål på en time og to minutter.

- Det var hårdt, men også sjovt at se byen på den måde.

Også faren var glad for oplevelsen: 

- Det gik strygende, der var lidt meget trafik derude, siger han.

Det er endnu uvist, hvor mange københavnere der benyttede sig af den unikke mulighed.