Ville standse bil: Betjent brækker skulderen

En betjent blev slæbt efter en bil, da han prøvede at få fat i nøglen i tændingen. Han brækkede en skulder.

En 38-årig mand er blevet sigtet for at udsætte en politimands liv for fare, da han satte farten op på sin bil, idet en betjent forsøgte at tage bilnøglen i tændingen, skriver Ritzau.

Manden var torsdag morgen klokken 5.30 blevet standset af politiet i Kastrup uden for København. Men i stedet for at blive holdende accelererede han, da betjenten greb ud efter tændingsnøglen.

Betjenten blev ifølge sigtelsen slæbt nogle meter efter bilen, inden han faldt om på kørebanen. I faldet brækkede han sin højre skulder.

Ud over at udsætte betjentens liv for fare er den 38-årige blevet sigtet for vold mod tjenestemand.

Han er fredag blevet fremstillet i grundlovsforhør, hvor en dommer besluttede at varetægtsfængsle ham i 18 dage.

Manden nægter sig skyldig.

Da grundlovsforhøret foregik for lukkede døre, er der ikke oplysninger om, hvad han forklarede i retsmødet. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik