Stukket 38 gange: Donationer strømmer ind til Cecilie

Cecilie Danris blev stukket med kniv 38 gange. Hendes søster har startet en indsamling, der skal give Cecilie et nyt liv - og den er tæt på at nå målet.

- Jeg er simpelthen så beæret og rørt over, at så mange vil hjælpe os i så svær en tid.

Sådan siger Kitt Amalie Danris Seidelin, der er Cecilie Danris' søster.

quote Jeg får helt tåre i øjnene, når jeg læser folks beskeder. Det betyder utrolig meget, og jeg tror, det kommer til at betyde utrolig meget for min søster.

Kitt Amalie Danris Seidelin

Cecilie Danris blev den 24. maj overfaldet og stukket 38 gange med en kniv i sin egen lejlighed på Listedvej i Kastrup af sin ekskæreste. Hun overlevede heldigvis, men har brug for penge for at starte et nyt liv.

Kitt Amalie Danris Seidelin startede derfor en indsamling, der skulle gå til indskud til en ny lejlighed, psykologhjælp, overvågning og sikkerhedsdøre, så Cecilie Danris igen kan føle sig tryg.

For 10 dage siden skød Kitt indsamlingen i gang, og målet var at nå 100.000 kroner. I skrivende stund tirsdag er der samlet 72.000 kroner ind.

- Da jeg først startede indsamlingen, tænkte jeg, om vi overhovedet ville nå det. Men det ligner det jo, at vi gør. Jeg synes, det er så fint. Jeg er simpelthen så rørt over det, siger Kitt Amalie Danris Seidelin.

Du kan finde indsamlingen her

Gerningsmand gik helt bananas

Cecilie Danris' 37-årige ekskæreste, er sigtet for drabsforsøget. Hendes mor og få måneder gamle datter var i lejligheden, da hun blev overfaldet. Moren forsøgte at hive gerningsmanden væk, men mislykkedes.

Her ses politiet foran lejligheden den 24. maj, hvor det skete.
Her ses politiet foran lejligheden den 24. maj, hvor det skete.
Foto: Local Eyes

Malene Brandt Hansen, der er Cecilies gode veninde, ankom til lejligheden kort efter knivstikkeriet. Gerningsmanden havde sparket døren ind, og "gik helt bananas", som hun beskriver det.

- Da jeg kommer ind i lejligheden, er han lige gået. Hendes mor var helt ude af den og bad mig om at ringe efter en ambulance. Da jeg ser Cecilie, tænkte jeg, at det var noget voldsommere, end jeg først havde troet. Jeg smed min taske og trøje og kravlede hen til hende og talte med hende og sørgede for, at hun var ved bevidsthed, mens jeg prøvede at stoppe blødningen, siger hun. 

Cecilie Danris er stadig indlagt på hospitalet for sine skader, men familien håber, at hun snart kan udskrives.

Fremmede støtter familien

Indsamlingen har ikke kun sørget for, at Cecilie Danris og hendes få måneder gamle datter står bedre økonomisk, når hun bliver udskrevet. Den har også været platform for, at familie har fået en masse støttende ord med på vejen.

Flere har skrevet med gode råd til et billigt sted at købe ovevågning eller med tips om forsikringer. Andre har bare sendt søde ord. 

- Jeg får helt tårer i øjnene, når jeg læser folks beskeder. Det betyder utrolig meget, og jeg tror, det kommer til at betyde utrolig meget for min søster. Det er altså ikke noget, der hænger på træerne, siger Kitt Amalie Danris Seidelin. 

 

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik