Største byggeprojekt i årtier: Enorm milliard-udvidelse i lufthavnen

Københavns Lufthavn vokser gevaldigt i løbet af de kommende ti år. Fredag præsenteres planerne for en terminaludvidelse på størrelse med et supersygehus.

En tilbygning til fire milliarder kroner med størrelse i omegnen af et mindre supersygehus er undervejs i Københavns Lufthavn.

De konkrete planer for en 80.000 kvadratmeter stor udvidelse af terminalbygningen mellem gate C og B præsenteres fredag på et pressemøde.

Den store udvidelse sker som led i målsætningen om, at lufthavnen skal kunne håndtere 40 millioner passagerer.

Det oplyser Københavns Lufthavn i en pressemeddelelse

En del af udvidelse til 20 milliarder

Om det kommende byggeri udtaler Thomas Woldbye, administrerende direktør i købnehavns Lufthavn, CPH:

- Det skal være et byggeri, der viser Danmark, når det er bedst: Smuk nordisk arkitektur, grøn omtanke, tilgængelighed, rummelighed og ukompliceret service, hvor det hele er indenfor rækkevidde. For selvom lufthavnen vokser, vil man som passager i CPH fortsat opleve at have alt under ét tag – modsat mange andre lufthavne i resten af verden.

 
 
Foto: Illustration fra Vilhelm Lauritzen Arkitekter og Zeso Architects.

Det nye projekt er en del af en større udbygningsplan i lufthavnen, hvor der i alt skal investeres 20 milliarder kroner i at ombygge og udbygge lufthavnen, så den kan rumme 40 millioner rejsende.

- Vores opgave er at binde Danmark bedst muligt sammen med resten af verden. Men konkurrencen om at fastholde og udvikle nye ruter sammen med flyselskaberne er benhård. Derfor skal vi udvikle os, hvis vi skal fastholde positionen som Nordeuropas førende trafikknudepunkt, siger Thomas Woldbye.

Fakta om udvidelsen

  • Terminalen mellem Gates C og Gates B udvides med 80.000 m2
  • Tilbygningen er 270 meter lang og rækker 60 meter ud fra den nuværende facade.
  • Første etape af byggeriet er færdig i 2023. Anden fase i 2028/29.
  • Projektet vil skabe cirka 350 byggejobs i hele perioden.
  • Københavns Lufthavn investerer cirka 4 milliarder kroner i projektet. Samlet forventes en investering på 20 milliarder kr. i at gøre plads til 40 millioner rejsende.
  • I dag rejser der årligt 30 millioner passagerer gennem terminalerne.
  • Lufthavnen har netop udvidet Terminal 2 og 3 og hele sikkerhedskontrollen og er i gang med at bygge en Finger E. Her er første etape klar til sommer.

 

Kilde: CPH Lufthavn

Komplekst byggeprojekt

I det nye projekt skal terminalområdet mellem afgangshallerne C og B bindes sammen af en 270 meter lang og 60 meter bred tilbygning.

Det skal blandt andet gøre plads til en markant udvidelse af bagageudleveringen og en udvidelse af paskontrollen for afrejsende og ankommende passagerer.

Byggeriet midt i lufthavnen skal foregå mens fly, medarbejdere og passagerer bruger lufthavnen som de plejer. Det er med til at gøre udvidelsen til et af de største byggeprojekter i Danmark lige nu – men også et af de mest komplekse.

- Der kan ske fejl, og det kan betyde forsinkelser eller gener for passagerer, flyselskaber og andre brugere af lufthavnen. Målsætningen er selvfølgelig at gennemføre projektet, så det bliver udført til størst mulig glæde for alle, der bruger Københavns Lufthavn, siger Thomas Woldbye.

De kommende 12 måneder skal lufthavnen sammen med de udvalgte arkitekter, ingeniører, entreprenører og leverandører i fælleskab nå frem til det færdige projekt. Derefter sættes arbejdet i gang.

Første etape af byggeriet skal efter planen stå færdigt i 2023. Anden fase ventes at kunne tages i brug enten i 2028 eller 2029.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik