Øresundsbroen omlægger trafikken de kommende nætter

I nattetimerne mellem onsdag og fredag udføres vedligeholdstjek på Øresundsbroen. Derfor ledes trafikken i samme spor. Ekstrastore køretøjer må ikke krydse broen.

Har du planer om at krydse Øresund via broen i aften- og nattetimerne de kommende dage, så skal du forberede dig på, at det kommer til at tage længere tid end normalt.

I nattetimerne mellem onsdag og torsdag samt torsdag og fredag udføres der nemlig vedligeholdstjek på broforbindelsen. Derfor vil der være modkørende trafik i tidsrummet mellem klokken 21 og 05 på de dage.

Det oplyser konsortiet bag Øresundsbroen.

- Det er noget, vi gør fire gange om året, hvor vi først lukker det ene tunnelrør den ene nat, og så det andet tunnelrør den anden nat for at tjekke, om alt er i orden. Det kan være for eksempel være lys og lamper og andre forskellige komponenter, forklarer Jens Genders, presseansvarlig ved Øresundsbron.

Fordi trafikken østlig som vestlig ledes i samme side af broen, kan man derfor ikke overhale på den 16 kilometer lange strækning, mens hastigheden også vil blive reduceret væsentligt i tidsrummet.

- Egentlig er det ikke vores forventning, at det vil give anledning til nogle trafikale udfordringer, fordi trafikken i tidsrummet alligevel ikke er ret høj. Men for at vi kan gå i gang med arbejdet er vi dog nødt til at lukke helt ned for broen i 20 minutter, så der vil der selvfølgelig være noget ekstra ventetid for køretøjerne, siger Jens Genders.

Det er dog ikke alle køretøjer, der kan krydse broen, mens arbejdet pågår. Brede køretøjer over 3,5 meter kan ikke passere, mens trafikken er dobbeltrettet.

For togrejsende får vedligeholdsarbejdet ingen konsekvenser. Togtrafikken kører nemlig som normalt.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik