Lufthavnslegende: 83-årige Flemming stopper efter 60 år

Flemming Jørgensen har arbejdet i Københavns Lufthavn i 60 år. Nu går han på pension.

I 60 år har Flemming Jørgensen kunnet kalde Københavns Lufthavn for sin arbejdsplads. Tirsdag den 9. februar har den 83-årige senior-jobber sin sidste arbejdsdag. Det fejres med en stor reception i lufthavnen, for på de kanter er Flemming Jørgensen en sand legende.

Receptionen afholdes i Vilhelm Lauritzen Terminalen - den første terminal i Københavns Lufthavn, bygget i 1939. Og det er ikke tilfældigt, at receptionen afholdes netop her. De seneste 10 år har Flemming nemlig arbejdet som historisk konsulent i lufthavnen, og alene sidste år stod han for rundvisning og formidling af lufthavnens historie til 800 gæster i Vilhelm Lauritzen Terminalen (VL Terminalen).

- Han er en skattet historiker, rundviser og fortæller i Vilhelm Lauritzen Terminalen, og jeg vil gerne takke ham for, at han har haft lysten til at blive ved med at formidle lufthavnens historie og den særlige magi og glæde, som vores besøgende forbinder med vores lufthavn, siger Henrik Peter Jørgensen, der er kommunikationsdirektør i Københavns Lufthavn.

Som en kuriositet kan det nævnes, at da VL Terminalen blev indviet 1939, havde lufthavnen 70.000 passagerer om året - i dag har Københavns Lufthavn 70.000 passagerer om dagen.

Flemming Jørgensen er oprindeligt udlært guldsmed og har arbejdet som radiomekaniker for DSB, før han i 1956 kom til lufthavnen som radiomekaniker i P&Ts Radioingeniørtjeneste.

Gennem årene har den nu 83-årige lufthavnslegende haft mange lederstillinger, og da han i 2002 blev pensioneret fra Naviair, blev han tilbudt et job som teknisk rådgiver og konsulent i Teknisk Service i Københavns Lufthavn.  

- Flemming har en livslang faglighed, som blandt andet skyldes hans nysgerrighed og innovative evner til at være på forkant med den tekniske udvikling inden for radio- og telekommunikation. Det har været afgørende for lufthavnen – blandt andet har Flemming en stor aktie i, at vores Operationscenter i sin tid blev til, siger Henrik Peter Jørgensen fra Københavns Lufthavn.

Siden 2005 har Flemming Jørgensen været historisk konsulent med en ugentlig arbejdsdag. Han har desuden været aktiv i lufthavnens historiske gruppe.

- Man kan da i hvert fald sige, at jeg ikke er gået for tidlig på pension. Jeg læste i BT i går, at det er farligt at gå for tidlig på pension - Bent Fabricius-Bjerre fraråder folk at gå for tidlig på pension. Så man kan da sige, at jeg har fulgt deres råd, lyder det fra Flemming Jørgensen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik