Luft-lussing: Ryanair fjerner flyrute fra København

Det irske lavprisselskab Ryanair indkasserer nu sin første øretæve i København. En rute mellem Sverige og Danmark bliver nu nedlagt med virkning fra 1. juni.

Det irske lavprisselskab Ryanair indkasserer nu sin første øretæve i København. Selskabets rute mellem København og lufthavnen Skavsta syd for Stockholm bliver nedlagt med virkning fra 1. juni.

I efteråret 2015 fremhævdede det irske selskab ellers, at det var lykkedes selskabet at slå Aer Lingus af banen på ruten mellem den irske hovedstad Dublin og København. Dengang skrev salgs- og marketingchef Hans Jørgen Elnæs til Avisen.dk:

- Det er er endnu et eksempel på, hvor umuligt det er for andre selskaber at slå vores lave priser ... de kan simpelthen ikke konkurrere.

Adspurgt om årsagen til lukningen af ruten København-Skavsta forklarer Hans Jørgen Elnæs til Avisen.dk:

- Vi foretager regelmæssigt en gennemgang af alle vores ruter og laver ændringer ud fra forskellige faktorer så som efterspørgsel og muligheden for at skaffe fly.

I fjor havde fagbevægelsen en hård kamp med Ryanair om at tegne en overenskomst i Danmark. Fagbevægelsen mener, at Ryanair ikke alene kører med discount-priser, men også byder stewardesser discount løn- og arbejdsvilkår.

I fagforeningen Flyvebranchens Personale Union (FPU) mener formand, Thilde Waast, at der ligger et klart signal i Ryanairs lukning af ruten København-Skavsta.

- Lukningen af ruten viser efter alt at dømme, at forbrugerne kigger på andet end pris. Det skal også være nemt og bekvemt at komme frem og tilbage, siger Thilde Waast til Avisen.dk, ifølge Ritzau.

Lufthavnen Skavsta ligger 100 kilometer syd for Stockholm, og det tager Ryanairs passagerer en time og tyve minutter at komme med lufthavns-bussen fra Skavsta til city af den svenske hovedstad.

Til sammenligning ligger Stockholms største lufthavn Arlanda 40 kilometer nord for Stockholm, og herfra kan man komme ind til city med tog på 20 minutter.

Der har ifølge portalen CPHtraveller.dk længe været få passagerer på Ryanairs rute mellem København og Skavsta, skriver Ritzau.

Kun 58 procent af flysæderne på ruten er ifølge CPHtraveller.dk blevet besat, selv om billetterne er blevet solgt til priser helt ned til 39 kroner. Ryanair oplyser, at man normalt har en belægning i sine fly på op mod 90 procent.

Ekspert og redaktør af hjemmesiden CPHtraveller.dk Peter Pontoppidan mener lukningen af ruten viser, at det ikke så godt for Ryanair i København, som selskabet havde håbet.

- Det virker som om, at Ryanair har måtte sande, at det er svært at skaffe trafik fra København om vinteren, siger Peter Pontoppidan til Avisen.dk, ifølge Ritzau.

Ifølge branche-hjemmesiden Check-In.dk kan endnu en Ryanair-rute fra København være i farezonen. Det drejer sig om ruten København til Charleroi-lufthavnen i Belgien.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik