Fem mænd tiltalt for smugling og salg af 2.000 kilo hash

Et netværk af hashhandlere bragte to ton hash til Danmark, mener anklager i sagen, hvor fem personer er tiltalt.

En kælder i Kastrup er omdrejningspunktet i en spektakulær sag om hashsmugling og videresalg.

Kælderen var angiveligt et af de steder, hvor en hashmængde på hele 2.000 kilo blev opbevaret, før det blev solgt videre - blandt andet på Christiania.

Det fremgår af et anklageskrift fra Københavns Politi i en sag, hvor fem mænd nu er tiltalt for organiseret hashhandel.

De fem mænd, der er mellem 30 og 57 år, er tiltalt for at have smuglet, opbevaret og virderegivet forskellige mængder af de to ton hash.

Ifølge Københavns Politis anklager Ranidi Tvile er sagen rigtig stor. 

- Men den har været endnu større, fordi 11 blev varetægtsfængslet i november sidste år, men seks af dem har siden tilstået. Så nu er der fem, der ikke har tilstået, og det er dem, som vi kører sag mod nu, siger hun til Ritzau.

Anklagemyndigheden mener, at hashen kommer fra udlandet, hvorefter den er blevet fordelt til flere landsdele i Danmark, hovedsageligt på Sjælland.

I anklageskriftet hævdes det, at de tiltalte brugte krypterede mobiltelefoner til at kommunikere med hinanden, hvilket peger på sagens karakter af organiseret kriminalitet.

Anklageren mener ligeledes at have bevis for, at en af de fem har smuglet 56 kilo af den ulovlige substans ind fra Sverige via Øresundsbroen.

Seks personer har allerede tilstået og er blevet dømt i sagen, og her iblandt en mand, der menes at være bagmanden bag det ulovlige netværk.

Han fortalte i april måned i Københavns Byret, at han var bindeleddet mellem sælgere og købere.  Bagmanden fik dengang syv års fængsel for sin rolle i sagen.

Flere af de fem tiltalte menes desuden at have fået del i fortjenesten, som de to ton hash indbragte.

- Det er vores opfattelse, at de har hjulpet med at få hashen rundt og hjulpet med indsmuglingen, siger anklageren til Ritzau.

Alle de fem tiltalte kender hinanden. Til Ritzau oplyser Randi Tvile, at to af dem er fætre. Alle mænd har siddet varetægtfængslet siden 4. november 2015.

Retssagen starter den 3. oktober i Københavns Byret, hvor der er afsat 17 dage til retssagen. Den endelige dom ventes at falde den 11. januar 2017.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik