Flere end 800 har fået akut krisehjælp siden skyderiet i Field’s

Rigtig mange har gjort brug af Region Hovedstadens midlertidige krisehjælpslokation i Amagerhallen i kølvandet på tragedien i Field's.

Skyderiet i Field’s i søndags, hvor tre blev dræbt og fire alvorligt såret, har fået mange til at søge akut krisehjælp.

Fredag har 862 personer har indtil videre benyttet sig af det midlertidige kriseberedskab, som Region Hovedstadens Psykiatri etablerede i Amagerhallen i kølvandet på skyderiet i det store shoppingcenter på Amager.

Det oplyser Region Hovedstadens Psykiatri til TV 2 Lorry.

Tilbuddet om krisehjælp blev oprettet mandag i idrætshallen nær Field's, så personer, der har haft den tragiske hændelse tæt på, kan få professionel krisehjælp til at håndtere eventuelle reaktioner, som kan følge efter en voldsom hændelse.

Og den slags tilbud har der i den grad været behov for, lyder det fra Røde Kors, hvis egen offerrådgivning for hovedstadsområdet har haft travlt siden tragedien i søndags.

- Vi har haft over 700 henvendelser, siger Bodil Kofoed, der er rådgiver hos Offerrådgivningen i Hovedstaden og fortsætter:

- Det er fra folk, der har været i Field’s, og som har set gerningsmanden, men også fra folk, der har været ekstremt berørte af det, der er sket.

(Artiklen fortsætter efter videoen.)

Hundredevis af borgere har fået hjælp af de krisepsykologer, som en lang række organisationer har stillet til rådighed ovenpå det dødelige skud-angreb i Fields søndag

En tærskel, der skal overskrides

Ifølge Bodil Kofoed deler mange den samme følelse: Frygt.

- Der er flere af dem, jeg har talt med, der har været bange for at gå ud på gaden igen. Selvom de godt ved, at det ikke er farligt, er det stadig en tærskel, der skal overskrides. Man skal turde at gå ud og handle igen for eksempel. Der har været mange bekymringer.

Også flere personer, der har haft skyderiet på afstand, har været påvirket.

- Der har været et par stykker, der bare har været rystet over det. De har ofte fulgt meget med i medierne og de historier, der har været. Selvom man ikke var til stede, så gør det jo meget indtryk, og man ved jo aldrig, hvordan man reagerer på sådan noget, siger Bodil Kofoed.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Bodil Kofoed, der er rådgiver hos Røde Kors-tilbuddet Offerrådgivningen i Hovedstaden, melder om ekstraordinær travlhed i dagene efter Field's-skyderiet.
Bodil Kofoed, der er rådgiver hos Røde Kors-tilbuddet Offerrådgivningen i Hovedstaden, melder om ekstraordinær travlhed i dagene efter Field's-skyderiet.
Foto: Roni Jafar / TV 2 Lorry

Travlhed i kirken

Også hos Kirken i Ørestaden har sognepræsten Rikke Weissfeld, haft travlt. 

Siden hun åbnede kirken op for samtaler og samvær i mandags har hun haft 40 besøgende, som har haft brug for at tale om skyderiet.

- Folk er virkelig påvirket af det. I større eller mindre grad, men påvirket alle sammen. Der er mange, der har været meget kede af det. Der er blevet grædt meget her i løbet af ugen, fortæller hun.

Hun har i enkelte tilfælde været nødt til at køre besøgende til krisecenteret i Amagerhallen.

- Der har virkelig været nogle, hvor jeg har været glad for de kom. For de har haft det meget, meget skidt, siger hun.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Rikke Weissfeld er sognepræst i  Kirken i Ørestaden.
Rikke Weissfeld er sognepræst i Kirken i Ørestaden.
Foto: Roni Jafar / TV 2 Lorry

Tilbage på arbejde igen?

Som det ser ud nu, så åbner Field’s på mandag igen. Det betyder, at mange skal tilbage til det arbejde, hvor de for knap en uge siden var vidne til en rystende tragedie.

En særlig del af de 700 henvendelser i Offerrådgivningen kommer fra netop dem, fortæller Bodil Kofoed.

- Mange har ringet og fortalt, at de er bekymret for at skulle på arbejde derude igen, siger hun.

Det har de også mærket hos HK Hovedstaden, som har oprettet en hjælpelinje til deres berørte medlemmer.

- Der har været mange kald fra medlemmer, der ikke har været helt klar til at møde ind på arbejde igen, siger Lars Kristiansen, der er faglig chef hos HK Hovedstaden og fortsætter:

- De har ikke fået bearbejdet det nok endnu, så vi henviser hele tiden til krisepsykologer.

Lars Kristiansen, faglig chef hos HK Hovedstaden, fortæller, at mange af fagforbundets medlemmer ikke har været i stand til at vende tilbage til arbejde igen.
Lars Kristiansen, faglig chef hos HK Hovedstaden, fortæller, at mange af fagforbundets medlemmer ikke har været i stand til at vende tilbage til arbejde igen.
Foto: Roni Jafar / TV 2 Lorry

Hvordan kommer vi tilbage til normalen igen?

TV 2 Lorry har talt med Karen-Inge Karstoft, der er lektor og forsker i traumepsykologi på Københavns Universitet.

Hun fortæller, at det er helt normalt, at man bliver berørt af skuddramaet i Field’s.

- Det er helt typisk, at man reagerer på en eller anden måde. Det kan være med fysiske symptomer, hjertebanken og så videre, fortæller hun.

Hvad skal man gøre, for at komme videre nu?

- Nu er vi på sjette dagen, så det vil være fint, hvis man distancerer sig lidt fra det. Man behøver ikke tale om det hele tiden, genlæse nyheder og så videre. Så skal man også få brudt associationen mellem at være ude og handle, og at det er en farlig ting. Det kan man gøre med en person, man er tryg ved for eksempel, svarer hun.

Vil det her påvirke os som befolkning?

- Det vil hvert fald ligge i vores erindring. Derfor er det vigtigt vi kommer ud i storcentre og Field’s for at minde os selv om, at der jo ikke er Field’s som er farlig. Det var den mand, der var inde i Field’s, der var farlig, svarer hun.

Men skal man helt lade vær med at snakke om det?

- Det skal man ikke. Man skal ikke tale det op, men mange af os har brug for at tale om det for det var en chokerende begivenhed, svarer hun.

Hvordan hjælper vi hinanden videre?

- Vi kan være opmærksomme på, at for nogen vil det være en påvirkning og den vil blive ved med at være der. Så kan vi tale om det på måder, hvor vi hverken taler det op eller ned, men som noget vi i fællesskab prøver at skabe mening med, siger forskeren.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik