En måned efter: Det ved vi om tragedien i Field’s - og det mangler vi svar på

Hvad er op og ned i sagen om skyderiet i Field's for en måned siden. Få overblikket her.

Tre blev dræbt og syv såret, da en 22-årig mand skød ti personer i indkøbscenteret Field's på Amager den 3. juli. 

Onsdag er det en måned siden, at tragedien i Field's udspillede sig. 

Derfor samler TV 2 Lorry nu stumperne sammen og giver et overblik over, hvad der skete den sommerdag i juli, hvad der siden er foregået i sagen, og hvad vi venter svar på. 

(Artiklen fortsætter under faktaboksen)

Det ved vi om sagen

  • Søndag den 3. juli gik en 22-årig mand ind i indkøbscenteret Field's på Amager. Bevæbnet med en riffel begyndte han at skyde mod tilfældige personer. Sigtede i sagen dræbte en 47-årig mand, samt en pige og en dreng der begge var 17 år.

  • Klokken 17:48 bliver den formodede gerningsmand pågrebet og anholdt af politiet. Han iklædes en DNA-dragt, der skal sikre spor. Han køres kort efter til afhøring.

  • Billeder taget af et øjenvidne fra pågribelsesstedet - parkeringspladsen bag Field's på Center Boulevard - viser, at den formodede gerningsmand talte i telefon. Ifølge øjenvidnet i et minuts tid.

  • Dagen efter - mandag den 4. juli - bliver han fremstillet i grundlovsforhør i Københavns Byret sigtet for manddrab. Han bliver umiddelbart efter varetægtsfængslet, og retten bestemte, at fængslingen skulle stå på frem til 28. juli.

  • Ved grundlovsforhøret mandag den 4. juli besluttede retten også, at den 22-årige skulle gennemgå en mentalundersøgelse. Den har til formål at vurdere, om han skal idømmes en psykiatrisk foranstaltning, hvis han kendes skyldig.

  • Chefpolitiinspektør Søren Thomassen hos Københavns Politi oplyste på et pressemøde mandag den 4. juli, at den formodede gerningsmand er kendt af psykiatrien. Det kommer senere frem, at han inden skyderiet forsøgte at kontakte Psykiatrifondens kriselinje.

  • Tirsdag den 5. juli melder Region Hovedstaden ud, at de efter aftale med Sundhedsministeriet skal afdække gerningsmandens forløb i psykiatrien. Det sker med henblik på at lære så meget som muligt af hændelsen, forklarer de. 

  • Et politisk flertal på Christiansborg beslutter den 7. juli at gå våbenloven efter i sømmene. Herunder reglerne for opbevaring af skydevåben i private hjem.

    - Vi skal gøre alt, hvad vi kan for at undgå, at der sker sådan en tragisk hændelse igen, sagde Socialdemokratiets retsordfører, Bjørn Brandenborg ved den lejlighed. Udover regeringen går Enhedslisten, Venstre og Det Konservative Folkeparti ind for at undersøge våbenlovgivningen.

  • Den 19. juli vælger den 22-årige mand frivilligt at acceptere fortsat varetægtsfængsling, hvorfor der ikke var noget regulært retsmøde den dag.

  • Sigtede har siden grundlovsforhøret mandag den 4. juli opholdt sig på en lukket psykiatrisk afdeling. Han er dermed fængslet i såkaldt surrogat på grund af psykisk sygdom. Det er han fortsat.

  • Den 4. august kom det frem, at man har nedsat en task force, der skal undersøge den sigtedes forløb i psykiatrien. Undersøgelsen vil være færdig i september 2022.

(Artiklen fortsætter under faktaboksen)

Det ved vi om sigtede

  • Sigtede er opvokset tæt på Field's i en kernefamilie på en stille villavej.

  • Kilder tæt på sigtede har oplyst, at psykiske problemer har præget en stor del af den unge mands liv.

  • Han gik i en kort periode på en lokal folkeskole, inden familien besluttede, at han skulle hjemmeundervises.

  • Sigtede havde en nær relation til et mangeårigt medlem af Kastrup-Tårnby skytteforening på Amager på gerningstidspunktet. Det kan være gennem relationen til medlemmet, at gerningsmanden har haft adgang til det våben, der blev anvendt i forbindelse med skyderiet.

  • Københavns Politi afviste den 7. juli at svare på, om den legale ejer af riflen er sigtet for at have givet den 22-årige adgang til sine våben. Uanset har ejeren pligt til at opbevare sine våben aflåst i et våbenskab. Medlemmet af skytteforeningen kan, hvis vedkommende har brudt reglerne om sikker opbevaring af våben, få en bøde eller fængsel i op til fire måneder. I grelleste fald kan vedkommende risikere fængsel op til to år.

  • Sigtedes forsvarer er advokat Luise Høj, der tidligere har forsvaret rockere og bandemedlemmer. 

(Artiklen fortsætter under faktaboksen)

Det mangler vi svar på

  • Først og fremmest ved vi ikke så meget om ofrene, der mistede livet den søndag i Field's. Som nævnt tidligere, er kun det mest basale kommet frem. To 17-årige, en dreng og en pige blev dræbt. En af dem var ansat i Nordisk Films biograf i Field's, men hvem af de to, det var, vides ikke. Også en 47-årig mand med russisk statsborgerskab bosat i Danmark blev dræbt. Men hvem, han var, er endnu uvist.

  • Hvad sigtedes motiv for forbrydelsen er, vides fortsat heller ikke. Og om den 22-årige mand erkender sig skyldig er også uvist.

  • Hvad Region Hovedstaden kommer frem til i deres undersøgelse af sigtedes forløb i psykiatrien. Undersøgelsen forventes at lande i september 2022.

  • Hvad regeringen og resten af det politiske flertal kommer frem til i forbindelse med den lovede granskning af våbenloven.

  • Sigtedes tilknytning til medlemmet af skytteforeningen Kastrup-Tårnby. Og om medlemmet får en straf, og i så fald hvilken.

  • Hvornår der falder dom i sagen. 

Rettelse:
TV 2 Lorry har tidligere skrevet, at regionen den 5. juli udtalte, at man ville afklare den sigtedes kontaktforsøg til en kriselinje. Det er ikke korrekt. Regionen oplyste, at man ville afklare den sigtedes forløb i psykiatrien op til skyderiet. Vi beklager.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik