En kraftig sort røgsøjle kunne tidligt torsdag aften ses omkring Kastrup Lystbådehavn, hvor flere både var brudt i brand.
Det oplyser Københavns Politi, der modtog anmeldelsen om banden kort efter klokken 17.00, til TV 2 Lorry.
- Branden er slukket, men vi er fortsat til stede ude på havnen, udtaler Espen Godiksen, der er vagtchef, til TV 2 Lorry kort efter klokken 20.00.
Branden udviklede sig voldsomt. I første omgang lød det, at to både brændte, men omfanget har siden vist sig større, og i alt er der kommet skader på seks både.
- Der er to både, der er sunket, en yderligere er totalt udbrændt. Båd fire og fem er der også kommet skader på, mens båd seks har fået mindre skader, siger Espen Godiksen.
Han oplyser samtidig af ejerne af alle tre både er kontaktet og underrettet om branden.
(Artiklen fortsætter under videoen)
Undersøgelser igangsættes
Vagtchefen fortæller, at der i forbindelse med branden ikke er sket nogen personskader.
Hvad der er årsag til branden, ved politiet endnu ikke.
- Vi har en fornemmelse af på hvilken båd branden er startet, men vi kender ikke årsagen. Det skal tekniske undersøgelser klarlægge, siger Espen Godiksen.
Politiet er kort efter klokken 20.00 fortsat til stede på havnen, hvor man har spærret af omkring de brændte både. Disse afspærringer vil være henover bededagsferien, oplyser vagtchefen.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Mange 112-opkald
Tidligere oplyste beredskabet på Twitter, at mange borgere henvendte sig på grund af branden.
- Vi får en del 112-opkald på alarmcentralen om ild i en større båd i Kastrup Lystbådehavn, der er afsendt brandudrykning, lød det klokken 17.15.
Ifølge vagtchefen fra Københavns Politi var der dog ingen grund til bekymring for borgere i området, da røgen drev ud over vandet.