Valg i Tårnby: Smuldrer S-højborgen på Amager?

Socialdemokratiet har historisk set altid stået stærkt i Tårnby. Et godt valg kan give partiet absolut flertal, men dønninger fra coronakrisen og en psykolog-møgsag truer højborgen.

Få kommuner er blevet ramt lige så hårdt af coronakrisen som Tårnby på det sydlige Amager. Især den faldende aktivitet i kommunens helt store jobskaber, lufthavnen, har sendt flere i ledighedskøen.

I over 100 år har Socialdemokratiet ledet lufthavnskommunen, men de seneste kommunalvalg har gjort indhug i socialdemokraternes forspring til de andre partier. 

Spørgsmålet er, om 2021 bliver valgåret, hvor den røde højborgs tykke mure forstærkes eller smuldrer.


Hvad er der på spil?

Socialdemokratiets totaldominans på rådhuset i Tårnby.

Efter at have været tæt på et absolut flertal i kommunalbestyrelsen i en årrække, kan Socialdemokratiet med et godt valg på ny opnå absolut flertal og i endnu højere grad diktere den politiske melodi i Amager-kommunen.

Omvendt kan et skidt valg for S betyde, at de andre partier vil kræve øget politisk indflydelse og en viceborgmesterpost for at bakke op om socialdemokraterne.

Borgmester:

Allan S. Andersen (S)

1. viceborgmester:

Jan Jakobsen (S)

2. viceborgmester:

Paw Karslund (DF)


Hvem er favoritten og hvorfor?

Den siddende borgmester, Allan S. Andersen (S). Tårnby Kommune har været socialdemokratisk ledet siden 1917 og har en lang tradition for bykonger. Allan S. Andersen ser ud til at blive den næste i rækken.

  • Den 55-årige Andersen, der er uddannet elektriker og har siddet i kommunalbestyrelsen siden 2005, overtog borgmesterposten ved valget i november 2017. Her fik han tæt på hver femte stemme, mens Socialdemokratiet høstede 40,6 procent af stemmerne.
  • Samtidig har landspolitiske meningsmålinger tilsmilet Socialdemokratiet længe, blandt andet på bekostning af Dansk Folkeparti, der de seneste år har været det næststørste parti i Tårnby. Allan S. Andersen (S) og resten af partiet kan håbe på at drage fordel af den strømning til at kapre flere mandater.
  • Som borgmester de seneste år har Allan S. Andersen formået at indgå brede aftaler, blandt andet om de kommunale budgetter, hvor samtlige partier har været med i forligene. Han formår altså at samle kommunalbestyrelsen. Som oftest i hvert fald.


Hvem er førsteudfordreren, og har han en chance?

Skal man pege på én kandidat, er Paw Karslund fra Dansk Folkeparti det mest oplagte bud. Og det korte svar er nej, han har ikke en chance for at vippe Allan S. Andersen (S) af pinden.

  • Det lidt længere svar er, at han efter et godt valg i 2017 med næstflest personlige stemmer af alle kandidater i bagagen og en fireårig periode som 2. viceborgmester samt flere poster i forskellige politiske udvalg har markeret sig som den næststørste politiske profil i Tårnby Kommune.
  • Karslund, der tidligere har arbejdet som portør i lufthavnen, er desuden medlem af Regionsrådet i Region Hovedstaden og har været opstillet til Folketinget for Dansk Folkeparti i 2018.
  • Med en baggrund som arbejder i lufthavnen og fagforeningsaktiv i 3F har Paw Karslund især gjort sig bemærket i arbejdsmarkedsdebatten, hvor han blandt andet har argumenteret for at hæve dagpengesatsen.
  • Han har dog også bevæget sig i de mere enkeltsagsdrevne korridorer af kommunalpolitik, og fejrede det som en stor sejr, at rådhussalen i Tårnby fremover prydes af det danske flag.
  • Det ventes, at DF-spidskandidaten trods tilbagegang for partiet på landsplan vil få mange personlige stemmer. Mange af disse kan komme fra vælgere, der tidligere har stemt på Socialdemokratiet – partiet, som Paw Karslunds far i øvrigt repræsenterede i kommunalbestyrelsen i flere årtier.


Derfor bliver det alligevel spændende:

Der er flere grunde til, at det er værd at holde øje med valget i Tårnby.

  • Det bliver interessant at se, om Socialdemokratiet kan lukrere på de forholdsvis gunstige meningsmålinger fra landspolitisk hold og skaffe 10 mandater i kommunalbestyrelsen. Sker det, har partiet absolut flertal på rådhuset for første gang siden 2005.
  • Hvilket parti i blå blok bliver størst? Lige nu er Dansk Folkeparti med tre mandater størst efterfulgt af Venstre (to mandater) og Konservative (også to mandater). Venstre har i Dennis W. Clausen en stærk spidskandidat flankeret af blandt andre Ali Qais. Partiet vil gå efter at fravriste DF’s blå førertrøje som største parti i til højre for midten.
  • Netop her kommer Nye Borgerlige ind i billedet. De stiller med spidskandidaten Benny Bindslev Pedersen, og det er ikke utænkeligt, at partiet kan kapre mange stemmer fra DF og stå med to mandater, når stemmerne er talt op.

Hvilke temaer kommer til at fylde i valgkampen

Mens flere kommuner efterhånden ser fremad efter halvandet års coronapandemi, fylder corona fortsat mere i Tårnby, end den gør i de fleste andre kommuner.

  • Coronakrisen

    Tårnby er en af de kommuner i landet, der er blevet hårdest ramt af coronakrisen. Det kan mærkes på jobcenteret, hvor mange flere har meldt sig ledige. Selv om det nu ser ud til at gå den rigtige vej med beskæftigelsen, skal kommunalpolitikerne blandt andet bruge valgkampen til andet at markere deres planer og visioner for, hvordan man får de mange ledige i beskæftigelse på ny.

  • Lufthavnen

    I forlængelse heraf kommer lufthavnens rolle i kommunen også til debat. For lige nu er Tårnby dybt afhængig af Københavns Lufthavn i Kastrup som den altoverskyggende jobskaber i kommunen. Og dermed sårbar over for fald i rejseaktivitet. Hvad vil politikerne gøre for at skabe jobs uden for rejse- og hotelbranchen?

  • Trafik og støj

    Tårnby er hjemsted for to store støjforureningskilder i form af Københavns Lufthavn samt Øresundsmotorvejen, der skærer tværs gennem kommunen. Især støjen fra førstnævnte er til stor gene for naboer, der efterspørger mere handling fra kommunen for at få nedbragt denne. Samtidig står Tårnby over for infrastrukturelle udfordringer i fremtiden, når trafikken ventes at stige på Amagermotorvejen og gennem byen via Englandsvej.

  • Skoleområdet

    Tårnby Kommune har aktuelt mange elever i hver klasse, og flere partier – specielt Venstre - mener, at der er behov for at udbygge skolerne med flere klasselokaler.

Hvordan gik det ved valget i 2017?

Da Socialdemokratiets mangeårige bykonge, Henrik Zimino, ikke genopstillede som borgmesterkandidat, blev Allan S. Andersen (S) ny borgmester. Det skete efter et valg, hvor Socialdemokratiet gik en smule frem og fik lige over 40 procent af stemmerne. På valgnatten indgik Socialdemokratiet konstitueringsaftale med Enhedslisten og SF.


Stemmeslugere ved valget i 2017

Antal stemmer
1. Allan S. Andersen (S) 17,4 af alle afgivne stemmer 3.821
2. Paw Karslund (DF) 1.767
3. Heidi Ladegaard (V) 737
4. Carsten Fuhr (K) 555
5. Henrik Zimino (S) 498


Hvordan har kommunalbestyrelsen fordelt pengene i de seneste års budgetter?

Samtlige partier har været med i budgetterne fra 2018, 2019 og 2020. Her er der blandt andet blevet investeret i velfærdsområder som demensområdet, sundhedsplejen, daginstitutioner. Den helt store billetsælger har nok været færdiggørelsen af den nye svømmehal i Tårnby i efteråret 2020 til hele 140 millioner kroner.

Ved budgetforhandlingerne i 2020 havde kommunen naturligvis stort fokus på coronakrisen og det store fald i beskæftigelsen, så her gik partierne sammen om at tilføre midler til jobcenteret og dagpengeteamet.

Ved det seneste budget stod Venstre og en løsgænger som de eneste uden for aftalen, der gik lige til grænsen for, hvor mange penge kommunen må bruge på service og anlæg. Det betyder flere penge til flere velfærdsområder, men prisen har været et kassetræk på 94 millioner kroner.


Hvem har indgået valgforbund?

Der er indgået to valgforbund i Tårnby Kommune:

  • Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, Venstre.
  • SF, Enhedslisten.

Hvad betyder valgforbund og konstituering?

Valgforbund:

Når to eller flere partier går sammen i et valgforbund, tæller gruppen som ét parti, når stemmerne skal omsættes til mandater.

Overskydende stemmer kan puljes og tilsammen skaffe valgforbundet et mandat - eller et ekstra mandat.

Hvert parti kan kun indgå ét valgforbund. Valgforbund indgås typisk mellem lister og partier, der står hinanden politisk nær, men de er ikke forpligtet til at støtte hinanden, når der skal findes flertal bag en borgmester.


Konstituering:

Når valgresultatet er kendt på valgaftenen og valgnatten, vil de forskellige borgmesterkandidater forsøge at finde et flertal blandt de øvrige partier. Hvis ét parti alene har flertal, kaldes det absolut flertal. Når en borgmesterkandidat har fundet flertal, vil parterne typisk underskrive en konstitueringsaftale.

En konstitueringsaftale er ikke juridisk bindende og kan ikke håndhæves. Kommunalbestyrelsens konstituering sker på det konstituerende møde, der som regel finder sted et par uger efter valget. Her vælges blandt andet borgmester, viceborgmestre og udvalgsformænd.



Kilde: Indenrigs- og Boligministeriet og TV 2 Lorry


Får vi et nyt parti i kommunalbestyrelsen?

Det er ikke helt usandsynligt, at vi faktisk får to nye partier at se i kommunalbestyrelsen.

  • Nye Borgerlige stiller med spidskandidaten Benny Bindslev Pedersen, der efter en lang karriere i politiet nu går ind i kommunalpolitik med retspolitik, socialpolitik samt ældre og handicappede som mærkesager. Han ligner et godt bud på et nyt ansigt i kommunalbestyrelsen efter valget.
  • Tårnby Listen vil forsøge at få kandidater valgt ind. I spidsen for lokallisten står Liv Gam, der blev valgt til kommunalbestyrelsen i 2017 for Venstre, men siden hoppede fra og blev løsgænger, inden hun var med til at stifte Tårnby Listen i 2019. Partiet har mærkesager som ”mindre bureaukrati og mere medmenneskelighed” og en decentralisering af den kommunale ledelse.


Hvad med de andre partier?

  • SF stiller med spidskandidaten Winnie Sørensen, der siden 2014 har siddet på formandsposter i kommunalbestyrelsen. De seneste fire år har hun været formand for Arbejdsmarkeds- og Beskæftigelsesudvalget med politisk ansvar for Jobcenter Tårnby. Hun har derfor fået en del medieomtale i forbindelse med Tårnbys stigende ledighed.
  • Enhedslisten vil håbe på at nærme sig 10 procent af stemmerne ved valget og veksle deres nuværende ene mandat i kommunalbestyrelsen (Dorthe Hecht) til to.
  • Ingelise Andersen er spidskandidat for Radikale Venstre, der nok mest af alt skal håbe på at kunne bibeholde deres mandat i kommunalbestyrelsen.
  • Konservative har Carsten Fuhr som borgmesterkandidat. Han har været medlem af kommunalbestyrelsen siden 2010 og har solid opbakning fra vælgerne. Han og resten af partiet vil håbe på at kapre et mandat fra enten Venstre eller Dansk Folkeparti, så Konservative vil blive næststørst i kommunen.
  • Charlotte Nellemann er spidskandidat for Liberal Alliance, der skal forsøge at opnå et mandat i kommunalbestyrelsen. Partiet vil blandt andet afskaffe dækningsafgiften for erhverv og sende flere offentlige opgaver i udbud.


Forudsigelsen:

Det er tæt på utænkeligt, at Socialdemokratiets Allan S. Andersen ikke skulle genvinde endnu en periode som borgmester i Tårnby Kommune. Spørgsmålet bliver snarere, om S kan opnå absolut flertal i kommunalbestyrelsen eller ej.




Sådan har vi gjort

TV 2 Lorry har skrevet denne analyse på baggrund af research, en lang række skriftlige kilder og samtaler med en stribe af kilder med kendskab til de politiske forhold i kommunen.  

Er du i tvivl om, hvem du skal stemme på til kommunalvalget? Her kan du møde spidskandidaterne fra Tårnby Kommune i TV 2 Lorrys valgdebat. De diskuterer de vigtigste emner fra Tårnby Kommune. Velkommen til Debat under uret.

Her er kandidaterne i Tårnby Kommune


Valgforbund:

  • Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, Venstre
  • SF, Enhedslisten


Liste A - Socialdemokratiet

1. Allan Andersen

2. Lars Hein

3. Einer Lyduch

4. Mads Vinterby

5. Klaus Bach

6. Vibeke Rasmussen

7. Annette Betak

8. Peter Damgaard

9. Simon Bauer

10. Heidi Berthelsen

11. Allan Ivan Kristensen

12. Jette Bjørnelund

13. Thomas Holbech

14. Peter Hoffmann Nielsen

15. Narine Pedersen

16. Leif Haak

17. Marianne Kold

18. Thomas Arentoft Hinsby

19. Georg Metzon


Liste B - Radikale Venstre

Ingelise Andersen

Bjørn Bjerrehøj

Thomas Simone Maare

Peter Sebastian Winslow

Morten Jensen

Nikolaj Kofod Rasmussen


Liste C - Det Konservative Folkeparti

Carsten Fuhr

Patrick Lehto

Monika Karpinska Dollerup

Peter Edward Aubert-Hentze

Peter Holm

Peder Langvad

Kurt Wriedt

Poul-Henning Gottorp

Claus Skaalum Lyder


Liste D - Nye Borgerlige

Benny Bindslev

Erik Ebert

Alexander Kvist Hansen

Preben Bjørnager Nielsen


Liste F - SF

1. Winnie Sørensen

2. Jan Bakmand Nørgaard

3. Phillip Bergenhammer Østergaard

4. Mikkel Freiber


Liste I - Liberal Alliance

Charlotte Nellemann

Eddie Blix


Liste O - Dansk Folkeparti

Paw Karslund

Marlene Nyberg

Brian Borglund Bruun

Freja Karslund

Ejvind Mehlsen


Liste T - Tårnby Listen

Liv Gam

Maria Cederstrøm Jensen

Maja Christensen

Thea Veidiksen

Dennis Berthou

Kim Soelberg

Mette Søe

Michael O. Jørgensen

Stella Gissel

Michael C. Maigaard

Anne Lübcke Berthou

Kim Fredsbo


Liste V - Venstre

Dennis W. Clausen

Mia Barklund

Githa Westen

Ali Qais

Thomas Krag

Sarah Crone

Jens Graff

Linda Pickersgill

Stefan Cantagallo

Per Sørensen

Mie Krag

Mette Byrdal

Birger Thomsen

Brian Ekstrøm

Pernille Meinertz

Carsten Jørgensen

Frants Nielsen


Liste Ø - Enhedslisten

1. Dorthe Hecht

2. Simon Glaser Abramowitz

3. Filip Breson

4. Ole Juhl

5. Jytte Rasmussen

6. Jan Hendriksen

7. Faiza Karim

_

_