Trods flere rejsende har Københavns Lufthavn tabt enormt million-beløb

Antallet af rejsende er stigende i Københavns Lufthavn, som dog har tabt 667 millioner kroner i 2021.

Københavns Lufthavn har i 2021 tabt 667 millioner kroner.

Det oplyser lufthavnen, der er Danmarks største, i sit regnskab for 2021.

Underskuddet er en forbedring i forhold til året før, hvor der blev tabt 828 millioner kroner.

Forbedringen hænger sammen med, at der i 2021 har rejst flere passagerer igennem lufthavnen, som har været hårdt ramt af rejserestriktioner.

I alt er der rejst 9.179.654 passagerer igennem lufthavnen i 2021. Det er 22 procent flere end i 2020.

Antallet af rejsende er dog stadig et godt stykke under niveauet fra før corona, og det er hovedårsagen til, at lufthavnen stadig taber penge.

I 2019, hvor corona endnu ikke var en ting, tjente lufthavnen eksempelvis 1,3 milliarder kroner.

- Den dårlige nyhed er, at vi kommer ud af 2021 med et samlet underskud før skat på 667 millioner kroner. Det er andet år i træk med underskud, siger Thomas Woldbye, administrerende direktør i Københavns Lufthavn.

- Men den gode nyhed er, at vi kom ud af tredje og fjerde kvartal med et lille overskud på driften på henholdsvis 77 og 107 millioner kroner, siger han i en pressemeddelelse.

Selv om anden halvdel af 2021 har vist gode takter, og 2022 er begyndt positivt i forhold til antallet af passagerer, så er Københavns Lufthavn stadig usikker på, hvad fremtiden bringer.

Derfor har lufthavnen heller ikke offentliggjort konkrete forventninger til 2022.

- Københavns Lufthavn vil informere markedet, når der kan gives meningsfulde forventninger til økonomien, lyder det i pressemeddelelsen.

Dels forventer lufthavnen, at coronapandemien i 2022 vil blive ved med at påvirke antallet af flyvninger og antallet af rejsende.

Dels er der forventning om, at krisen i Ukraine sammen med højere priser på brændstof og energi øger den generelle usikkerhed.