Trods begyndende turisme: Lufthavnen forventer 85-95 procents fald i sommertrafikken

Københavns Lufthavn forventer en meget stille sommersæson trods begyndende udlandsturisme.

Passagertallene i Københavns Lufthavn udgør fortsat en brøkdel af tidligere tiders tal, og sådan vil det også forholde sommeren over.

For selvom der så småt åbnes op for en smule turisme både ind og ud af landet, og flyselskaber stille og roligt genoptager flyvninger, så regner lufthavnen fortsat med et fald i sommertrafikken på mellem 85 og 95 procent.

Sidste sommer i månederne juni, juli og august rejste der 8.994.407 til og fra Københavns Lufthavn. Med denne sommers usikkerheder forventer lufthavnen mellem 500.000 og 1,3 millioner rejsende.

Det skriver Københavns Lufthavn i en pressemeddelelse.

- Corona-krisen har lært os, at det med en global pandemi er mere end utroligt svært at spå om fremtiden. Situationen ændrer sig fra uge til uge. Men som det ser ud lige nu, så vil denne sommer bliver usædvanligt stille med blot 5-15 procent af den normale trafik, udtaler Peter Krogsgaard, kommerciel direktør i Københavns Lufthavn.

Fra 2,7 millioner til 40.000

Meldingen kommer på bagkant af en maj måned, hvor flytrafikken – ganske som i april og store dele af marts – lå i dvale.

I maj sidste år rejste 2.651.938 passagerer via terminalerne i Københavns Lufthavn. I år blev der talt 40.118. udregnet i procent er der tale om et fald på 98,5.

- Det dramatiske fald i antallet af flyafgange og rejsende har for alvor sendt dansk luftfart til tælling. Og nu ser vi ind i den mest stille sommer i mands minde, siger Peter Krogsgaard.

Flere flyselskaber er dog så småt i gang med at genstarte mindre dele af deres rutenetværk.

Fra midten af juni vil SAS i begrænset omfang sende fly afsted fra København til 16 destinationer som Athen, Nice og Malaga. Indtil videre forventes SAS at have drift på 40 af de oprindeligt planlagte 290 destinationer i selskabets sommerprogram for hele Skandinavien.

Andre flyselskaber er også i gang med en genåbning. Snart vil Emirates lade passagerer rejse med på de fly, der ellers kun har fløjet med fragt til selskabets hub i Dubai et par gange ugentligt.

Nye retningslinjer fra mandag

Ifølge lufthavnen er én ting dog sikkert: De rejsende, der kommer til lufthavnen her i sommerperioden, vil få en noget anden oplevelse end normalt.

Fra mandag den 15. juni indføres nye retningslinjer om værnemidler, hygiejne og afstand for de rejsende og de ansatte.

Det betyder blandt andet, at alle rejsende skal bære mundbind i terminalerne, at der skal holdes mindst en meters afstand, og at man skal efterleve de allerede kendte anbefalinger om håndhygiejne, hoste i ærmet og så videre.

Også de ansatte i lufthavnen kommer til at fremstå anderledes for rejsende.

- Københavns Lufthavn har valgt, at alle ansatte skal bruge visirer. De giver den bedste beskyttelse, og for de ansatte i for eksempel Sikkerhedskontrollen er det også godt for servicen og trygheden, at de rejsende har fuld kontakt med vores ansatte og kan se hele ansigtet, siger Peter Krogsgaard.

Rejsende, der kommer til lufthavnen uden mundbind, vil kunne købe dem på stedet. Flere flyselskaber udleverer også mundbind til deres passagerer. Det gælder allerede i dag, at man ikke kommer ombord på flyene uden.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik