Tre lastbiler kom med særligt anlæg til lufthavn - skal bruge 60 år på at fjerne forurening

Teknologivirksomheden Kemic Vandrens har leveret nyt anlæg til Københavns Lufthavn, der kan hjælpe med at fjerne PFOS og PFAS.

Tre store lastbiler rullede i april måned ind i Københavns Lufthavn med et nyt og særligt anlæg.

Anlægget fra Kemic Vandrens benytter en teknologi, der kan rense for PFOS og PFAS, som helt frem til 2008 er blevet spredt på lufthavnene arealer.

PFOS og PFAS blev således tidligere brugt i skum, der blev anvendt under brandslukningsøvelser i lufthavnen.

Det nye anlæg skal komme den store forurening til livs, lyder det fra Lars Lemche, der er seniorrådgiver i Københavns Lufthavn.

- Det nye anlæg kommer til at betyde, at vi kommer til at rense endnu bedre og endnu mere i lufthavnen. og det er vi meget interesserede i. Vi vil gerne have renset op, og vi vil gerne have det gjort så hurtigt som mulig. Problemet er, at det nok tager 60 til 70 år, inden alting er renset. Det gælder ikke bare i lufthavnen, det gælder i hele Danmark, hvis ikke vi kommer i gang nu, siger Lars Lemche til TV 2 Lorry.

Leverer tilbage til naturen

Det nye PFAS-anlæg i Kastrup skal køre sideløbende med det anlæg, som Kemic Vandrens leverede til lufthavnen i 2016, oplyser direktør i firmaet, Henrik Nybro Laugesen.

- Vi renser vand fra rullebanerne, grænseområderne og landingsbanerne. Det er det, vi renser, og leverer tilbage til naturen.

I Københavns Lufthavn er man klar over, at oprydningsarbejdet kommer til at stå på i noget tid.

- Det kommer bare til at tage tid, og sådan er det tit med de her gamle forureninger. Det var et helt lovligt stof, og der var ikke nogle, der tænkte videre over det, indtil man opdagede, at det nok ikke var så smart. Det skal der ryddes op efter, og det er vi nu i gang med. Det bruger vi mange penge og meget tid på, siger Lars Lemche.

Københavns Lufthavn regner med, at anlægget kan blive taget i brug i løbet af maj.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik