Sjælden adgang for 20-årig flynørd: "Det er åndsvagt så meget, man kan glæde sig"

Normalt er Københavns Lufthavn lukket land for flyspottere, men for første gang har lufthavnen inviteret en gruppe flyspottere indenfor og helt tæt på de enorme fly.

Aldrig før har flyspottere fået lov til at komme så tæt på. Ofte står de bag flyvergrillens hegn, men nu har Københavns Lufthavn for første gang inviteret dem indenfor.

Landingsbanen er kridtet op, kameraerne er fundet frem, og en masse flyentusiaster er klar. Clara Billekop Knudsen er en af de 42 flyspottere, der er blevet inviteret bag kulisserne hos Københavns Lufthavn. 

Hun er kun 20 år gammel og studerer jura på Københavns Universitet:

- Jeg kan ikke huske et tidspunkt, hvor jeg ikke har interesseret mig for fly. Det er jo noget, der altid har været der. Jeg kigger meget op i luften, fordi der kunne jo komme et fly forbi.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Clara Billekop Knudsen havde glædet sig allermest til at se en amerikansk Boing 777 lette fra lufthavnen.
Clara Billekop Knudsen havde glædet sig allermest til at se en amerikansk Boing 777 lette fra lufthavnen.
Foto: Amalie Vixø Drøscher/TV 2 Lorry

Et nyt fællesskab

Det er takket være flyvelederen Jan Broe, at arrangementet er blev stablet på benene. Han arbejder til dagligt i kontroltårnet i Københavns Lufthavn, og her kigger han ned på både fly og flyvergrillens flyspottere. Men tilbage i 2020, da corona ramte, og flyene stod stille, fik han idéen til at oprette en gruppe på Facebook.

- Jeg synes, det er fedt, at en hobby, som ellers er meget individuel, pludselig kan blive til en gruppe og et sted, man kan finde andre, der har samme interesser som én selv.

quote Der var god lyd på, det kan vi godt lide.

Clara Billekop Knudsen, flyspotter

Facebookgruppen hedder Planespotters.dk og har i skrivende stund over 1300 medlemmer.

Et fly med den rigtige lyd

Helt specielt glæder Clara Billekop Knudsen sig til at se det amerikanske fly Boeing 777, som netop skal lette fra Københavns Lufthavn.

- Det er helt åndsvagt så meget, man kan glæde sig, men det er også lidt fedt. Det kan bare noget helt specielt at se en flytype, man ikke har set før. Altså jeg har set typen, men ikke lige fra det specifikke selskab. 

Clara Billekop Knudsen er taknemmelig for oplevelsen, og drømmen blev indfriet, da Boeing 777 lettede med høj fart, og det kunne høres.

- Der var god lyd på, det kan vi godt lide. 

Flyvelederen Jan Broe og Københavns Lufthavn planlægger at gentage succesen, så flynørder igen kan komme helt tæt på deres store hobby.

- Jeg synes, at det har været et fantastisk arrangement at få lov til at komme så tæt på fly. Det er jo noget, man kun kan drømme om som flyspotter, fortæller Clara Billekop. 

Normalt er Københavns Lufthavn lukket land for flyspottere. Men for første gang er en gruppe flyspottere inviteret indenfor - og flynørden Clara Knusen er i den 7. himmel.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik