SAS vil åbne flere ruter og sikre virusfri luft i fly

Snart kan danskerne igen rejse til de fleste EU-lande. Flyene hos SAS bliver så vidt muligt fyldt helt op.

Fra 27. juni kan danskere igen med god samvittighed rejse til EU-lande med et lavt antal coronasmittede, og det får flyselskabet SAS til at åbne nye ruter og sende flere fly på vingerne.

Flyene vil så vidt muligt blive fyldt op, siger Sille Beck-Hansen, der er fungerende pressechef hos SAS.

Hun kalder det enormt positivt, at der nu lempes på rejsevejledningerne. Særligt fordi man havde regnet med, at der først ville blive lempet på vejledningerne den 31. august.

- Vi lever af at flyve passagerer rundt, og det betyder også, at vi åbner flere ruter hen over sommeren.

- Nu må vi se, hvordan danskerne og skandinaverne reagerer på dagens udmeldinger. Men vi er klar til at møde efterspørgslen, forsikrer Sille Beck-Hansen.

Flere sikkerhedsforanstaltninger 

Det vides endnu ikke, hvilke og hvor mange ruter der åbnes for.

Der er taget flere sikkerhedsforanstaltninger, så danskerne kan rejse trygt, siger hun.

Hun beretter om, at man har et filtersystem, der skal sikre ren luft. Derudover skal man have mundbind på under rejsen, og der er også indført en skærpet rengøringsprocedure.

- Passagererne kan føle sig helt sikre, siger Sille Beck-Hansen.

Hvilke lande myndighederne ikke længere vil fraråde rejser til, afhænger af nogle kriterier, som skal opfyldes.

Kriterie om landes smittetilfælde

Et af kriterierne er, at der skal være under 20 nye smittetilfælde per 100.000 indbyggere i landet per uge. Det lever Portugal og Sverige i øjeblikket ikke op til.

Det er i første omgang kun rejser til lande i EU og Schengen-området samt Storbritannien, som der kan blive åbnet for, hvis de opfylder kriterierne.

SAS har i forvejen i starten af juni annonceret en række ruter, der skal åbne i løbet af måneden, blandt andet til Athen, Nice og Malaga.

På disse ruter vil der blive sat flere fly ind, såfremt efterspørgslen er til det, siger Sille Beck-Hansen.

- Det er der nok også en forventning om, at vi gør, siger hun.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik