Nu bliver der massefyret i SAS: 700 kabineansatte er opsagt

Mandag er knap 1600 SAS-ansatte fyret som følge af coronakrisen. 

Hundredvis af borgere i hovedstadsområdet mister mandag deres job i flyselskabet SAS.

Det gælder blandt andet for 700 kabineansatte under CAU - fagforening for kabinepersonale i SAS, oplyser formand Christa Ceré til TV 2 News mandag morgen.

- De har fået deres opsigelse her til morgen, siger hun. 

I alt er 1593 ansatte i SAS i Danmark fyret mandag - det blev besluttet allerede i april, da coronakrisens konsekvenser stod tindrende klart for det store luftfartsselskab - ingen fly i luften er lig med økonomisk krise. 

SAS oplyser i en pressemeddelelse, at fyringerne fordeler sig således:

  • 684 kabineansatte.
  • 586 i groundhandling - ansatte, der laster og pakker gods.
  • 176 piloter.
  • 96 teknisk personale.
  • 51 administrative medarbejdere.

quote Det er en alvorlig sag

Christa Ceré, formand for CAU - fagforening for kabinepersonale i SAS

Der er lige under 1200 kabineansatte i SAS Danmark, så der er tale om opsigelse af over halvdelen af Christa Cerés medlemmer.

Langt hovedparten bor i hovedstadsområdet, og det rammer hårdt, fortalte formanden til TV 2 Lorry, da det for nogle uger siden stod klart, at flere hundrede medlemmer stod til at få en fyreseddel. 

- Det er svært at sætte ord på det. Det er en enormt ulykkelig situation, vi står i. Men det er desværre ikke uventet, for vi har fortsat ikke fly i luften. Særligt på grund af rejserestriktioner og grænselukning, sagde Christa Ceré til TV 2 Lorry. 

Kan konvertere til orlov

De, der vil blive opsagt, vil få mulighed for at konvertere opsigelsen til orlov på 24 måneder, oplyser Christa Ceré. På den måde kan de måske komme tilbage, i takt med at rejselysten og mulighederne for at rejse vender tilbage. 

- Men det ændrer ikke på, at man ikke får løn i de måneder, så det er en alvorlig sag. Men det er en mulighed for at bevare tilknytningen til virksomheden, siger Christa Ceré til TV 2. 

I begyndelsen af juni kunne Fagbladet 3F fortælle, at SAS ville træde ud af ordningen omkring lønkompensation. 

Fagbladet 3F havde set en mail, hvor SAS skriver til piloter, stewardesser og bagageportører, at det ikke længere giver mening, at danske ansatte skal være omfattet af lønkompensations-ordningen.

“For rettidigt at kunne igangsætte og gennemføre de opsigelser og nødvendige organisatoriske forandringer i SAS-koncernen, vi annoncerede i april, har SAS derfor valgt at udtræde af lønkompensationsordningen senest 30. juni.”

“SAS går nu ind i en forhandlingsproces med samtlige faglige foreninger. I slutningen af denne måned vil vi have overblik over, hvordan organisationen skal se ud fremover."

“Det betyder, at stort set alle danske medarbejdere vil have en afklaring senest 30. juni,” skriver SAS i mailen ifølge Fagbladet 3F.

Luftfart hårdt ramt

Generelt er Københavns Lufthavn i Kastrup hårdt ramt af coronakrisen. 

Michael Svane, der er direktør i brancheforeningen Dansk Luftfart og branchedirektør i Dansk Industri, sagde i begyndelsen af juni til Berlingske, at “stort set alle selskaber, der opererer med luftfart og lufthavnen, der gør sig disse overvejelser,” med henvisning til SAS’ beslutning om at træde ud af ordningen om lønkompensation. 

De dystre udsigter har tidligere fået Tårnby Kommune til at åbne et særligt rådgivnings- og jobcenter i samarbejde med SAS og lufthavnen, som får til opgave at hjælpe de mange lufthavnsansatte, der kommer til at miste jobbet.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik