Minister fremhævede Tårnby på pressemøde: Millioner på vej til fyrede ansatte

Der afsættes 50 millioner til fyrede medarbejdere i Nordjylland og Hovedstadsområdet. Millioner til forurenede grunde går i første omgang forbi TV 2 Lorrys sendeområde.

Medarbejdere, der er blevet fyret i blandt andet Københavns Lufthavn under coronakrisen, kan se frem til ekstra hjælp til at komme tilbage i arbejde. 

Søndag præsenterede regeringen, SF, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet således en aftale om finansloven for 2021.

Heri fremgår det, at der afsættes "50 millioner kroner til målrettet opkvalificering i Nordjylland og Hovedstadsområdet, som har været særlig hårdt ramt under krisen."

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Beskæftigelsesministeriet.

Der skal i Hovedstadsområdet blandt andet ansættes flere medarbejdere inden for voksen- og efteruddannelse - de såkaldte VEU-koordinatorer - der skal "sikre hurtig og erhvervsrettet omstilling af arbejdsstyrken."

Derudover styrkes den såkaldte varslingspulje med 100 millioner kroner. Den har blandt andet været med til at hjælpe fyrede medarbejdere i Københavns Lufthavn under coronakrisen i år. 

Varslingspuljen

Formålet med varslingspuljen er at iværksætte indsatser for medarbejdere i forbindelse med større afskedigelser af stor betydning for et lokalområde

Jobcentrene får tilskud til at iværksætte initiativer i opsigelsesperioden og/eller efter opsigelsesperiodens udløb. De skal sikre en hurtig og aktiv indsats i forbindelse med større afskedigelser af stor betydning for et lokalområde.


Kilde: Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering

Da finansminister Nicolai Wammen (S) fremlagde finanslovsaftalen søndag nævnte han helt konkret Tårnby Kommune og Københavns Lufthavn, som en af de steder, hvor coronakrisen har ramt hårdt. 

Her har borgmester Allan S. Andersen (S) flere gange udtrykt stor bekymring for, hvordan coronakrisen har ramt de mange Tårnby-borgere, der har tilknytning til lufthavnen. 

Da krisen for alvor ramte i foråret oplevede kommunen på én måned 49 procent flere ledige. 

I juni måned oprettede Tårnby Kommune et nyt jobcenter i lufthavnen i samarbejde med SAS og lufthavnen. 

Ingen penge til forurenede grunde i Hovedstadsområdet

I finanslovsaftalen fremgår det også, at der sættes penge af til at rense en række forurenede grunde i Danmark.

I første omgang drejer det sig om en række grunde i Jylland, mens man i 2023 skal drøfte planlægningen af håndteringen af de øvrige grunde - herunder blandt andet følgende grunde i TV 2 Lorrys sendeområde:

  • Naverland 26A-B (Albertslund)
  • Lundtoftevej 150 (Kgs. Lyngby)
  • Vestergade 5 (Frederikssund)
  • Collstrupgrunden (Hillerød)



    Oversigt

    Seneste nyt

      Overblik

      Overblik

    Oversigt

    Seneste nyt

      Overblik

      Overblik