Mand stoppet med vanvittigt højt kontantbeløb i lufthavnen

Toldstyrelsen har tilbageholdt en mand med knap en million kroner i kontanter i Københavns Lufthavn.

Den 28. april blev en rejsende fra Mellemøsten udtaget til en stikprøvekontrol af toldere i Københavns Lufthavn.

Her fik tolderne sig noget af en overraskelse.

I mandens bagage, jakke og skuldertaske fandt tolderne kontanter i forskellige valutaer herunder euro og dollars til en samlet værdi af 999.998 danske kroner.

Det oplyser Toldstyrelsen i en pressemeddelelse. 

Den rejsende mand oplyste, at hans families hus var blevet solgt, og at pengene kom derfra.

Toldstyrelsen oplyser dog, at manden ikke kunne dokumentere den påstand, og da han ikke havde deklareret pengene, tilbageholdt tolderne knap 240.000 kroner i bøde.

- I denne sag er der tale om årvågne toldere, der har fattet mistanke til en rejsende, som så viste sig at være berettiget, siger Mette Helmundt, der er funktionsleder i Toldstyrelsens kontrol enhed i Københavns Lufthavn.

(Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)

Så mange kontanter må du rejse med

Rejser du ind i eller ud af Danmark med kontanter eller andre likvide midler, der svarer til en værdi af 10.000 euro (ca. 75.000 kr.) eller mere, skal du angive beløbet til Toldstyrelsen. 

Det gælder uanset typen af valuta, og uanset om de likvide midler er kontanter, ihændehaverpapirer som fx rejsechecks og checks eller visse former for guld.

Kilde: Skat.dk

Toldstyrelsen oplyser, at det vækker en mistanke om aktiv kriminalitet, når en rejsende bliver taget med store pengebeløb, som den rejsende ikke ønsker, at myndighederne skal kende til.

Sagen er nu overgivet til Københavns Politi.

Politikredsen oplyser til TV 2 Lorry, at manden, der er en 41-årig svensk statsborger, er sigtet for ikke at have angive det medbragte pengebeløb til Toldstyrelsen.

Københavns Politi oplyser videre, at man er i gang med at undersøge sagen nærmere. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik