Lukningstruet Den Blå Planet får livreddende hjælp fra donationer

Donationerne sikrer, at Den Blå Planet kan fortsætte som akvarie.

Den Blå Planet kan igen tænke langsigtet og skal ikke længere bekymre sig om, hvorvidt konkursen akut truer akvariet og dets beholdning af dyr.

For med hjælp fra filantroper og mæcener ser turistattraktionen i Tårnby Kommune nu ud til at have sikret eksistensen de kommende år. 

Det sker, fordi tre de oprindelige parter bag byggeriet fra 2013, nu fremskaffer 35 millioner kroner og ændrer akvariets lån, som skal sikre driften frem til 2022.

Den filantropiske forening Realdania og Knud Højgaards Fond bidrager til sammen med 35 millioner kroner til Den Blå Planet. Samtidig fordobler Tårnby Kommune deres garantistillelse over for akvariet.

Det skriver Den Blå Planet i en pressemeddelelse.

- Vi er virkelig taknemmelige over for Realdania, Knud Højgaards Fond og Tårnby Kommune, som med denne ekstraordinære hjælp sørger for større sikkerhed for vores drift i en vanskelig tid,  siger Jon Diderichsen, administrerende direktør på Den Blå Planet og fortsætter:

- Vi er en erhvervsdrivende fond og vil allerhelst klare os selv, og det kan vi faktisk også under normale omstændigheder. Men som andre akvarier er vi desværre presset af meget høje faste driftsomkostninger, der ikke ændrer sig, uanset om vi har åbent eller lukket.

Var i fare for at gå konkurs

Som mange andre kulturinstitutioner har Danmarks nationale akvarium i Kastrup været udfordret i 2020.

Under forårets nedlukning var Den Blå Planet så presset rent økonomisk, at de bad om hjælp hos velgørende borgere, der samlede omkring 2,3 millioner kroner ind til kulturinstitutionen.

Den indsprøjtning holdt kombineret med støtteordninger fra staten akvariet kørende i nogle måneder, men i oktober måned var der igen dårligt nyt fra turistmagneten. 

Her fortalte Jon Diderichsen, at manglende indtægter fra faldende antal besøgende - især turister, der normalt udgør 65 procent af kundegrundlaget -  samt en stor elregning havde sendt Den Blå Planets økonomi på så dybt vand, at akvariet var i fare for at lukke ved årsskiftet.

Lige nu er der lukket i Den Blå Planet. Indtil videre frem til den 3. januar.
Lige nu er der lukket i Den Blå Planet. Indtil videre frem til den 3. januar.
Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Kommunens kulturelle vartegn

Sådan kommer det ikke til at gå, for med hjælpepakker fra staten og den seneste økonomiske indsprøjtning kommer den store turistattraktion til at holde sig oven vande. 

Det glæder Tårnby Kommunes borgmester, Allan S. Andersen (S).

- I Tårnby er vi utroligt stolte af at have en så markant kulturinstitution som Den Blå Planet, Danmarks Akvarium i vores kommune – vi ser den som et kulturelt vartegn for vores kommune. Derfor er det også vigtigt for os, at vi nu bidrager yderligere til at sikre den fortsatte drift af Den Blå Planet i denne svære situation, udtaler han.

Med små 550.000 besøgende i 2019 var Den Blå Planet Danmarks næstmest besøgte dyreattraktion - kun overgået af Zoologisk Have i København.

Ændring af garanti og lån

Akvariet med de over syv millioner liter vand, hundredvis af arter og tusindvis af dyr reddes foruden donationerne ved at rykke rundt på den interne økonomi.

Mens Realdania bidrager med 20 millioner kroner, med mulighed for yderligere 6 millioner kroner, hvis corona-situationen forværres for akvariet, så Knud Højgaards Fond støtter med 15 millioner kroner.

Løsningen omfatter samtidig en ændring af garantien til Den Blå Planet, hvor Tårnby Kommune og Knud Højgaards Fond hver fordobler deres garantistillelser til henholdsvis 60 og 20 millioner kroner.

Realdania træder ud som garantistiller, og det giver mulighed for at frigive de kontante midler til driften. Samtidig gør det, at fonden bag Den Blå Planet kan nedbringe deres realkreditlån med 20 millioner kroner.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik