Kommune fjerner forvaltningschef fra jobcenter efter voldsomme anklager

En tidligere jobcenterchef i Kommunen anklagede tidligere på ugen forvaltningschefen for at bryde flere love og skrive falske referater.

Tårnby Kommunes Jobcenter har i den seneste uge været i vælten, efter at den tidligere chef Bo Hammer forlod jobbet og efterfølgende rettede alvorlige beskyldninger om lovbrud mod sin tidligere arbejdsgiver.

Forvaltningschef for beskæftigelsesområdet, Kim A. Madsen, blev i stedet konstitueret som jobcenterchef.

Kommunen har oven på beskyldningerne indledt en undersøgelse om mulige ulovligheder og andre uregelmæssigheder, som der skal afleveres en redegørelse af til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering senest 4. oktober.

Anklagerne fra Bo Hammer er dog i høj grad møntet på Kim A. Madsen, som derfor fratages han nu ansvar for jobcenteret med omgående virkning.

I stedet skal kommunens socialcenterchef, Flemming Larsen, være konstitueret jobcenterchef. Han får i denne rolle direkte reference til kommunaldirektør Morten Winge. Det skriver Tårnby Kommune på sin hjemmeside.

- Ændringerne sker for med det samme at skabe øget tryghed og arbejdsro for jobcentrets personale og en helt klar arbejdsdeling i forhold til den igangværende undersøgelse, lyder det.

"The 'Tårnby law rules'."

Bo Hammer annoncerede i den forgangne weekend sit farvel til Tårnby Kommune på det sociale medie LinkedIn, hvor han berettede om lovbrud i kommunen.

"Jeg er også ked af som embedsmand at måtte henvende sig til de centrale myndigheder omkring forvaltningens lemfældige omgang med EU-lovgivning, beskæftigelseslovgivning og anden lovgivning", lød det blandt andet fra ham, mens han afsluttede kritikken med at skrive:

"Det var nødvendigt, da the 'Tårnby law rules'."

Tårnby Kommune reagerede mandag på beskyldningerne, efter at Bo Hammer til mediet Den Uafhængige havde uddybet sin kritik.

Her lød det, at han også havde oplevet, at udbudslovgivningen skulle være blevet omgået i kommunen.

Samtidig fortalte han om falske referater fra møder, han skulle have deltaget i med forvaltningschefen. Ved flere tilfælde kunne han simpelthen ikke nikke genkendende til indholdet af referaterne.

På sin hjemmeside oplyser Tårnby Kommune, at Bo Hammer har fået en fratrædelsesaftale, som indebærer, at han modtager et års løn fra kommunen i henhold til sin ansættelsesaftale.

- Kommunen ser med stor alvor på de beskyldninger, der er rejst, og revisionen er i gang med at gennemgå kommunens procedurer, bogføringer med videre for at udrede kritikpunkterne tilfredsstillende, skriver Tårnby Kommune.

Kommunen har ikke haft yderligere kommentarer til, hvorfor det var nødvendigt at indgå en fratrædelsesaftale, men bekræfter, at det er sket på kommunens initiativ.

Anmeldte kommunen

Dennis W. Clausen, der sidder i byrådet for Venstre og samtidig er medlem af Arbejdsmarkeds- og Beskæftigelsesudvalget sagde allerede onsdag til TV2 Lorry, at han var bekymret for situationen med Kim A. Madsen.

- Jeg er bekymret for den ledelseskultur, der angiveligt er på jobcenteret, når vores forvaltningschef for området har konstitueret sig selv - som leder for jobcenteret - efter så alvorlige anklager. Det, mener jeg, er uklogt, og det hænger ikke sammen i min verden, sagde Dennis W. Clausen til TV 2 Lorry.

Tårnby Kommune oplyser, at det var Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, som Bo Hammer kontaktede forud for sit exit.

Den nu tidligere jobcenterchef anmeldte Tårnby Kommune for ‘nogle uregelmæssigheder,’ lyder det.

Borgmester i Tårnby Kommune, Allan S. Andersen (S), har ikke ønsket at udtale sig, men afventer redegørelsen af den igangværende undersøgelse.

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik