Første buslinje født på el åbner søndag

En ny buslinje, der skal køre mellem Kastrup og Ørestad, vil udelukkende køre med elbusser. Alle kan køre gratis på med busserne på ruten søndag.

Arkivfoto. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Søndag morgen vil en ny buslinje, 32, åbne, og det bliver en klimavenlig en af slagsen.

Busserne på den nye linje vil nemlig udelukkende blive drevet af el, og det er første gang, at en ny buslinje bliver født med elbusser.

Movia vurderer, at over 200.000 kunder hvert år vil hoppe på Tårnbys nye grønne linje, som skal køre mellem Kastrup Station og Ørestad Station.

Læs også Bliver første danske kommune kun med elbusser: "Jeg er så stolt"

- Tårnby Kommune har et stort fokus på bæredygtighed, klimaindsatser og FN's verdensmål. Derfor er elbusser et naturligt skridt på vejen, siger borgmester i Tårnby Allan Steenberg Andersen (S) i en pressemeddelelse.

Det klimavenlige tiltag bliver markeret søndag med en åbningsceremoni ved Kastrup Station klokken 10, og derefter vil man resten af dagen kunne tage busserne på ruten for 0 kroner.

Fakta om linje 32

  • Linje 32 er en ny buslinje i Tårnby Kommune, som vil køre to gange i timen i dagtimerne mandag-fredag og ellers én gang i timen mellem Kastrup Station og Ørestad Station.
  • Linje 32 forventes at betjene 200.000 rejsende om året, og skal drives med to elbusser fra 18. oktober 2020.
  • Elbusserne på linje 32 er to 12-meters depotopladte elbusser produceret af den kinesiske elbusproducent BYD.
  • Al opladning finder sted på busoperatørens garageanlæg, hvor det tager cirka 3,5 timer at lade batteriet helt op. Ved lave udetemperaturer anvender busserne HVO-biodiesel til kabineopvarmning, fordi opvarmning alene med el ved lave udetemperaturer kræver meget strøm.

 Kilde: Tårnby Kommune

Movia, der udbyder busdriften for kommuner og regioner i hele Østdanmark, har i alt 77 elbusser i drift i 2020 med de to nye elbusser på linje 32.

Movia forventer, at der i løbet af 2022 som minimum vil være 174 elbusser på gaderne i Østdanmark, og det svarer til 13 procent af alle Movias busser.

Læs også Amerikansk rapport: El-løbehjul udleder mere CO2 end en dieselbus

- Hvert skridt (i den grønne omstilling red.) tæller, og derfor er det denne gang helt særligt, at vi for første gang nu kan åbne en linje, der er født som elbuslinje, siger den administrerende direktør i Movia, Dorthe Nøhr Pedersen, i pressemeddelelsen.

En ny dieselbus anvender tre-fire gange mere energi til fremdrift end en elbus.



Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik