Flytrafikken lammet: Landingsbane bruges nu til langtidsparkering

Københavns Lufthavn er løbet tør for standpladser til de mange groundede fly. Men fordi flytrafikken er så lille, har man på den ene landingsbane fundet alternative flyparkeringspladser

Flytrafikken er et af coronavirussens første ofre. Tusindvis af flyvninger er blevet aflyst, og når flyene ikke længere svæver over os i luften, så har de brug for et sted at holde.

Men i Københavns Lufthavn kniber det med parkeringspladserne, og derfor er den ene af lufthavnens to primære landingsbaner blevet omdannet til langtidsparkeringsplads for flyvemaskiner.

- Flere flyselskaber har suspenderet en række flyvninger både til og fra Danmark i kølvandet på regeringens beslutning om at skærpe grænsekontrollen. Københavns Lufthavn agerer således parkeringsplads, siger kommunikationsrådgiver i Københavns Lufthavne Kevin Arildtoft Moer.

Landingsbanen 22R/04L har derfor siden i lørdags været lukket for både starter og landinger, der i stedet begge er henvist til den parallelle landingsbane 22L/04R. Normalt bliver den nu lukkede landingsbane kun brugt til starter, mens den bane der stadig er åben normalt kun bliver brugt til landinger.

quote Vi forventer at få en del flere langtidsparkerede fly i den nærmeste tid. Vi har plads til over 80 fly af forskellig størrelse i alt, men det vil dog betyde at vi også lukker tværbanen

Kevin Arildtoft Moer, Københavns Lufthavne

Udover landingsbane 22L/04R har lufthavnen stadig mulighed for at benytte tværbanen. Den bruges dog hovedsageligt, når vinden i sjældne tilfælde går stærkt på tværs af de to andre baner. 

- Med den trafik vi ser nu, så er der ikke udfordringer i sammenlægningen. Vi kunne faktisk nøjes med bare den ene bane, siger Kevin Arildtoft Moer.

Der står lige nu 4 fly langtidsparkeret på landingsbanen i Kastrup. Forventningen er, at de snart vil få selskab af mange flere fly, fordi lufttrafikken langsomt er ved at lukke ned.
Der står lige nu 4 fly langtidsparkeret på landingsbanen i Kastrup. Forventningen er, at de snart vil få selskab af mange flere fly, fordi lufttrafikken langsomt er ved at lukke ned.
Foto: Presse-fotos.dk

Flyselskaber kan forvente en parkeringsregning

Både SAS og Norwegian er blandt de selskaber, der den seneste uge har meldt ud af de skærer kraftigt i antallet af flyvninger fra København. Derfor er deres fly nogle af dem, der vil fylde godt som langtidsparkerede i lufthavnen. Lige nu er 24 fly langtidsparkerede i lufthavnen, heraf står de fire fly på landinsbane 22R/04L.

- Vi forventer at få en del flere langtidsparkerede fly i den nærmeste tid. Vi har plads til over 80 fly af forskellig størrelse i alt, men det vil dog betyde at vi også lukker tværbanen, siger Kevin Arildtoft Moer, og tilføjer at der muligvis godt kan klemmes endnu flere fly ind på lufthavnens område.

quote Vi har endnu ikke besluttet, hvordan flyselskaberne skal faktureres for at parkere hos os

Kevin Arildtoft Moer, Københavns Lufthavne

- Hvis behovet viser sig at være større end det, så kommer vi til at se ind i alternative løsninger. Vi skal nok finde plads til dem, siger Kevin Arildtoft Moer.

Normalt er det et mål for både lufthavnen og flyselskaberne, at flyene skal være så kort tid i lufthavnen som muligt. For flyselskaberne er indtjeningen nemlig i flyvningerne, mens de for lufthavnen er i at få afviklet så mange starter og landinger som muligt.

Derfor får de flyselskaber der er hurtige til at lette efter en landing normalt rabat af lufthavnen. Nu skal flyene stå parkeret på jorden i uger og måske endda måneder. Men det er endnu ikke fastlagt, hvor meget flyselskaberne skal betale i parkeringsafgift. 

- Vi kigger løbende på udviklingen, men vi har endnu ikke besluttet, hvordan flyselskaberne skal faktureres for at parkere hos os, siger kommunikationsrådgiver i Københavns Lufthavne Kevin Arildtoft Moer.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik