Festdag på plejehjem med syv døde: Vacciner og gratis øl fra lokalt bryghus

Fredag aften bliver en festdag for de hårdt prøvede beboere på Plejehjemmet Irlandsvej i Tårnby. Nu er plejehjemmet coronafrit, og det bliver fejret med vacciner, god mad og ikke mindst en stærk juleøl fra det lokale Amager Bryghus.

Plejehjemmet Irlandsvej i Tårnby har gennem længere tid været særdeles hårdt ramt af covid-19, efter at man siden november har haft mange smittede og oplevet syv dødsfald. 

Men fredag aften skal det i dén grad fejres, at man nu er helt coronafri - både blandt beboere og ansatte.

Det fortæller plejehjemsleder, Ivana Buch, til TV 2 Lorry.

Og fejringen kulminerer med, at alle beboerne bliver vaccineret, får noget god mad – og så slutter aftenen af med god fadøl fra det lokale Amager Bryghus, som kvit og frit har valgt at give deres øl til de gamle.

Alternativet var nemlig, at øllet senere skulle destrueres, fordi det ikke er til at komme af med i øjeblikket.

quote et er jo Amager, det her, så de må jo have en vis rutine i at drikke øl

Morten Valentin Lundsbak, direktør hos Amager Bryghus

- Faktum er, at der er litervis af øl, der bare står og bliver dårligere. Vi sælger vores produkter til 30 lande, men lige nu kan vi slet ikke komme af med vores fadøl, men så var der én, der skrev til os på Facebook, om vi havde overvejet at bringe lidt øl til plejehjemmene, som har været hårdt ramt. Og den bold måtte jeg bare gribe, siger Morten Valentin Lundsbak, der er stifter og ejer af Amager Bryghus, til TV 2 Lorry.

Derfor kører han fredag ud og sætter fadølsanlægget op på plejehjemmet, så det står klart til i aften, når der skal serveres iskold juleøl.

Handler om at holde sammen

Selvom Amager Bryghus giver øllet væk, så er det alligevel ikke helt omkostningsfrit, da der for eksempel så skal betales alkoholafgift til staten, for det øl der deles ud.

Det ville derfor være billigere at hælde øllet ud i kloakken, men at det kommer til at koste lidt håndører, vil Morten Valentin Lundsbak ikke dvæle så meget ved.

- Det er småpenge, det drejer sig om. Det her handler om at rykke sammen i bussen og skabe nogle gode oplevelser for hinanden i lokalområdet. For det har ikke været den sjoveste tid at sidde ensom og isoleret på et plejehjem uden at kunne få besøg af sin familie, så hvis jeg kan komme med et lille bidrag og gøre deres hverdag lidt festligere med et godt glas øl, så tager jeg gerne den lille ekstraudgift, siger bryghusejeren.

Amager Bryghus i Tårnby med noget af øl-lageret, som lige nu ikke er til at komme af med.
Amager Bryghus i Tårnby med noget af øl-lageret, som lige nu ikke er til at komme af med.
Foto: Amager Bryghus

quote Vi vil bare gerne sprede lidt glæde. Og måske kan vi inspirere andre små bryghuse til at gøre det samme i deres lokalområder

Morten Valentin Lundsbak, direktør hos Amager Bryghus

Da Morten Valentin Lundsbak torsdag ringede til Plejehjemmet Irlandsvej for at spørge, om det var okay, han kom med øl til de gamle, fik han øjeblikkeligt grønt lys af plejehjemsleder Ivana Buch, der glæder sig til at kunne gøre lidt ekstra ud af den særlige fredag.

Vaccinestik, god mad og stærk øl

Efter mange tilfælde med coronasmitte er plejehjemmet nu endelig helt coronafrit, og fredag aften får alle beboere så et vaccinestik efterfulgt af god mad og øl.

- På grund sygdom var det ikke alle beboere, der kunne vaccineres første gang, men i aften får alle et stik. Og det er helt fantastisk, at vi ikke har nogle smittede, og dermed har vi fået ophævet vores forbud. Så vi laver en festdag ud af det, så der kommer både frikadeller, kartoffelsalat, is og sodavand og flag på bordet, siger Ivana Buch.

- Og så er der jo også øl til dem, der har lyst. Jeg synes, det er et skønt initiativ fra det lokale bryghus, og det er jo ikke øl, vi normalt serverer, så det er bare til at gøre det mere festligt.

Og festligt kan det godt gå hen og blive, for det er ikke øl for begyndere, der bliver hældt op i glassene fredag aften.

- Vi kommer med vores juleporter Cherry Christmas, som har en alkoholprocent på 8,5, så den kan godt sparke lidt. Det er en øl med noter af ristet kaffe og mørk chokolade, men det får modspil af kirsebærrene, der giver både dybde og sødme, forklarer Morten Valentin Lundsbak.

Vil inspirere andre lokale bryghuse

Men selvom det er en stærk øl, så regner han med, at de fleste godt kan klare mosten.

- Det er jo Amager, det her, så de må jo have en vis rutine i at drikke øl. Ej, spøg til side, men det kan da godt være, at der sidder en af de helt rutinerede, som skal have to fadøl, og så kan det være, man sover godt, siger Morten Valentin Lundsbak med et grin.

Amager Bryghus-ejeren håber bare på, at de ældre medborgere kan lide øllet, og at de får en god og hyggelig aften.

- Vi vil bare gerne sprede lidt glæde. Og måske kan vi inspirere andre små bryghuse til at gøre det samme i deres lokalområder, nu hvor de har en masse øl på lager, de ikke kan komme af med, siger Morten Valentin Lundsbak.

Vi ligger inde med ca 11.000 liter øl. Halvdelen af det er mørk øl, og det kan godt gemmes noget tid endnu. Den anden halvdel har en nedadgående kurve i forhold til smag og kvalitet, så på et tidspunkt bliver jeg nødt til at tage konsekvensen. Jeg har valgt at betale mig fra det og får det sendt til Fyn, hvor et firma bruger biomassen, og så bliver vores øl da brugt til noget fornuftigt, siger Morten Valentin Lundsbak.
Vi ligger inde med ca 11.000 liter øl. Halvdelen af det er mørk øl, og det kan godt gemmes noget tid endnu. Den anden halvdel har en nedadgående kurve i forhold til smag og kvalitet, så på et tidspunkt bliver jeg nødt til at tage konsekvensen. Jeg har valgt at betale mig fra det og får det sendt til Fyn, hvor et firma bruger biomassen, og så bliver vores øl da brugt til noget fornuftigt, siger Morten Valentin Lundsbak.
Foto: Amager Bryghus

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik