Færre lufthavnspassagerer for første gang i ti år

Omkring en million færre passagerer end forventet rejste i 2019 med fly fra Københavns Lufthavn.

De sidste mange år er antallet af flypassagerer i Københavns Lufthavn steget stødt.  

Men nu har kurven lidt et knæk. For første gang siden 2009 er passagertallet nemlig faldet - omend kun med 0,1 procent.

Lidt over 30.256.000 passagerer rejste i 2019 gennem Københavns Lufthavn, mens det i 2018 var omkring 30.298.000.

Udviklingen overrasker lufthavnen, som er i gang med en stor udvidelse for at gøre plads til i alt 40 millioner passagerer årligt.

Konkurser, strejker og strategiændringer

I 2009 skulle årsagen til faldet i antal rejsende findes i finanskrisen.

I 2019 skyldes det noget helt andet.

Her er det to konkurser, en strejke og en ændret strategi, mener Thomas Thessen, der er Chief Traffic Forecaster hos Københavns Lufthavn.

Blandt andet ændrede flyselskabet Norwegian strategi, hvor de skrottede nogle af deres ruter, hvilket ifølge Thomas Tessen resulterede i en halv million færre kunder end forventet.

Konkurserne i flyselskaberne Primera Air og WOW Air satte også sine spor på passagertallet, og det samme gjorde en strejke i SAS.

- Vi er blevet ramt af flere forskellige ting på én gang. Hvis man lægger alle ting sammen, så er det grundlaget for faldet i passagertallet, siger Thomas Thessen.

En mentalitetsændring og større miljøbevidsthed blandt de rejsende er ikke en udslagsgivende faktor, mener han. 

- Grundlæggende kan vi ikke påvise, at det skulle have en mærkbar effekt endnu. Men jeg tror, at det på længere sigt vil få en indflydelse, siger Thomas Thessen.

Artiklen fortsætter under grafen

Udviklingen er positiv

Det beskedne fald i antal rejser er en positiv udvikling, mener Poul Kattler, der er medlem af foreningen "Bevar Jordforbindelsen", der arbejder for at begrænse flytrafikken, og som er imod den kommende udvidelse af lufthavnen.

- Udviklingen er selvfølgelig positiv, når der er de her bremsninger, men vi skal jo nå meget længere, siger han. 

Han håber derfor på, at udviklingen vil fortsætte med at gå nedad, og at der derfor ikke kun er tale om et engangstilfælde dette år. 

Nedgangen vil ikke fortsætte

Københavns Lufthavn ser dog ingen grund til, at faldet i antallet af passagerer vil fortsætte nedad, lyder det fra Thomas Thessen.

- Man kan jo sige, at den underliggende efterspørgsel er stigende, og at det forhåbentlig er en meget kortsigtet effekt vi ser, siger han. 

Dermed ser han stadig grund til, at lufthavnen skal udvides for at gøre plads til 40 millioner årlige passagerer i fremtiden.

Faldet i antal rejsende ses især på afgange indenfor Danmarks grænser, hvor der sammenlignet med 2018 var 6,2 procent færre. Omvendt ser det ud med rejser til lidt mere eksotiske egne. Antallet af afgange ud af Europa steg med 3,4 procent i 2019.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik